Deltag i debat om visioner om fremtiden

Hvilke værdier kan vi være fælles om? Og hvad skal der til for at styrke dem? Giv dit besyv med

Foto: Leiff Josefsen
Foto: Leiff Josefsen Foto: Leiff Josefsen Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Torsdag gik starten til mange spændende måneder.

Med Naalakkersuisuts offentliggørelse af 2025-visionen fik vi alle et bud på fremtiden. Sådan som den kan ses igennem den linse, som vision 2025 tilbyder os. Oveni købet er det en vision, der er funderet, så den hænger sammen med strategiske mål, strategier og planer - og handlingsprogrammer. Det er gedigent arbejde, der kan styres efter på den korte bane.

En anden linse at se fremtiden gennem tilbydes vi af ”Possible Greenland”. Arbejdet omkring Grønlands fremtid, som det vises på Biennalen i Venedig, en vision som kommer til Grønland i februar, og som diskuteres i printavisen Sermitsiaq hele efteråret. I denne uge er det bygderne.

I den forbindelse kom Grønlands Arbejdsgiverforening med den tredje linse i artiklen om behovet for en bæredygtig samfundsmodel. Den artikel tilbød et lidt anderledes perspektiv at se fremtiden på og lagde op til konferencen Future Greenland i februar. (Artiklen blev bragt i Sermitsiaqs tillæg om Possible Greenland).

En fjerde linse var artikelserien om rigsfællesskabets fremtid, som har været bragt i Sermitsiaq og Politiken.

En femte linse var konferencen om urbanisering i Arktis på Ilisimatusarfik, som i høj grad berørte visioner og værdier i Grønland.

Og der er helt sikkert flere visioner i gang, for tiden er tydeligvis moden til intensiveret debat om fremtiden. Med visionerne arbejder vi alle på at få flere ensartede mål, så vi prioriterer nogenlunde de samme indsatser, og så vi sikrer involvering og fællesskab af rigtig mange, gennem debatter, dialog og samtaler.

Er de visioner, der er i spil her i efteråret, så forskellige?

Nej. Hver for sig og med hvert sit lidt forskudte perspektiv tegner de et sammenhængende billede af en ønskværdig fremtid for Grønland. Men billedet er lidt sløret og bredt, så vi bruger debatten til at stille skarpt.

Visioner og værdier
Visioner og værdier hører sammen.

En vision vil kun kunne blive virkelig, såfremt et flertal sigter mod den i deres handlinger og adfærd. Og det sker bedst når adfærden er forankret i et sæt fælles værdier. Forankret sådan at vi alle handler og gør ting på en nogenlunde ensartet måde, uden at tænke dybt over det. Så handler ud fra en norm - ud fra en værdi. Derfor vil en god vision have indbygget et sæt af værdier, eller principper, eller normer (der er mange mulige ord for nogenlunde det samme).

Hvilke værdier skal vi stræbe efter, så vi i fællesskab kan nærme os den ønskværdige fremtid i visionerne?

”Værdidebat Grønland”
For at komplettere drøftelserne om visioner, lanceres nu fællesskabet ”Værdidebat Grønland” på facebook, så der kan komme en debat om hvilke værdier, der kan blive de fælles værdier i Grønland - en debat om de værdier, der kan være bærende for visioner.

Hvilke værdier kan vi være fælles om? Og hvad skal der til for at styrke dem?

Der er mange spørgsmål, der kan stilles og mange værdier, der kan debatteres. MEN ingen har svarene - derfor debatten. Derfor søsættes fællesskabet - og det er et dybtfølt håb, at der kommer en god, livlig - og anstændig - debat, ligesom det er et håb, at man vil invitere alle man kender ind på siden.

Deltag også i debatten på Facebook-siden "Grønlands Værdier" her

Værdidebat Grønland er et såkaldt ”Initiativ”. Det er ikke en virksomhed, en forening, en gruppe eller et parti. Det er bare ”noget” - og på facebook heder det et ”fællesskab” - der er startet ved drøftelser i GA, Sermitsiaq.AG, Air Greenland, Departementet for Finanser og KompetenceKompagniet. Og alle der ønsker det, kan være med. For der er kun eet formål: At skabe debat om fremtiden.

Hvad synes du?
Det kan hurtigt blive lidt uoverskueligt, hvis man ikke planlægger debatten en smule. Derfor startes med at sætte en enkelt værdi under debat og så lade debatterne udvikle sig derfra.

Ansvarlighed - er den værdi, der hermed sættes til debat. Den er særskilt kommenteret i et andet indlæg.

Tonen forventer vi er saglig, venlig og gerne kritisk, men ikke hård - en af vore værdier bliver sikkert re-spekt, og det drejer sig blandt andet om at tale ordenligt med hinanden.

Læs meget mere om emnet i ugens Sermitsiaq, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS