Debat om nordatlantisk indflydelse: Påfaldende og ironisk, siger nyvalgte
Det er påfaldende og ironisk, at de nordatlantiske mandaters betydning pludselig diskuteres, når de kan være afgørende for regeringsdannelsen, lyder det fra de to nyvalgte medlemmer af Folketinget.
Tre borgerlige partiledere i Danmark har efter folketingsvalget understreget, at der ville være et blåt flertal, hvis de nordatlantiske mandater udelukkes fra ligningen i Folketinget.
Det har blandt andet ført til omfattende debat på sociale medier om de nordatlantiske mandaters betydning for valget.
Nyvalgt medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA) kalder bemærkningerne fra de tre partiledere for "påfaldende":
- Det er jo påfaldende, at når vi fra Grønland beder om en større rolle i udenrigs- og sikkerhedsanliggender, så får vi at vide, at det kan ikke lade sig gøre på grund af grundloven, som ikke kan ændres. Nu taler man om, at man pludselig gerne vil ændre grundloven, fordi blå blok mangler et mandat, siger politikeren og fortsætter:
Ironisk
- Der står i grundloven, at vi er medlemmer på lige fod, og jeg synes, det er vigtig, at man ikke devaluere den rolle, vi som folkevalgte fra Grønland har, fordi man ikke har fået det flertal, man ønsker.
Det andet grønlandske medlem, Aki-Matilda Høegh-Dam (S), stemmer i med en lignende bemærkning. Hun finder det ironisk, at de borgerlige partier i høj grad har kørt kampagne mod nu fungerende statsminister Mette Frederiksen (Soc.), hvor de har kaldt hende magtfuldkommen og påpeget det vigtige i at overholde grundloven med henvisning til den såkaldte minksag.
- De skal også huske at respektere grundloven og de nordatlantiske mandater, siger hun.
Aki-Matilda Høegh-Dam understreger, at hun peger på Mette Frederiksen, fordi vurderingen er, at det er bedst for Grønland, og hvis de blå partier vil bejle til de grønlandske mandater, kunne de have forhandlet noget før:
Forhandlinger fredag
- Vi har altid haft bedre samarbejde med Socialdemokratiet i spidsen, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan samarbejde med et en blå regering, siger hun.
Hvor afgørende de nordatlantiske mandater bliver for en ny dansk regering og statsminister er endnu uklart.
Torsdag rejser begge de nyvalgte folketingsmedlemmer efter planen til Danmark, hvor de fredag skal deltage i forhandlinger med Mette Frederiksen, der er udpeget som såkaldt kongelig undersøger.
Det betyder, at Mette Frederiksen skal afsøge muligheden for at danne en regering, der ikke har et flertal i mod sig. Derfor har hun fredag indkaldt samtlige partier til forhandling i statsministerens embedsbolig, Marienborg.