Debat gav ikke tegn på klarhed om selvstændigheds-økonomi
Inatsisartut-debat gav ikke opbakning til at undersøge Danmarks holdning til at støtte uafhængigt Grønlands økonomisk.
Onsdag var selvstændighed på dagsordenen under en debat i Inatsisartut. Demokraatit vil kende partiernes holdning til, hvorvidt Naalakkersuisut skal rette henvendelse til Danmark for at finde ud af, om Danmark vil støtte et selvstændigt Grønland økonomisk.
Umiddelbart var der ikke opbakning til forslaget fra de to koalitionspartier eller Naalakkersuisut.
Manden bag forslaget til Inatsisartut-debatten, Jens-Frederik Nielsen (D), siger til Sermitsiaq.AG, at han overordnet er tilfreds med, at der kom nogle tydeligere meldinger omkring selvstændighed fra flere af partierne.
- Der er mere klarhed over, hvor de forskellige partier står. Det vil jeg gerne rose dem for, siger han.
Efterlyser flere fakta
Han er dog ærgerlig over, at der ikke umiddelbart er opbakning til, at undersøge den danske vilje til at understøtte et selvstændig Grønland nærmere.
- Når debatten går om selvstændighed, baserer den sig ofte på følelser. Det her er et forsøg på at bringe mere realisme ind i debatten, siger Jens-Frederik Nielsen, der understreger, at han ikke mener, at Grønland er klar til økonomisk at stå på egne ben, hvorfor Danmarks holdning er meget vigtig.
Under debatten kom argumentet om, at man generelt ikke skal afsløre sit mål med en forhandling, før forhandlingerne indledes, da det det vil give modparten - i dette tilfælde Danmark - en fordel.
Ønsker forventningsafstemning
Sådan ser Jens-Frederik Nielsen ikke på situationen. Han understreger, at spørgsmålet drejer sig om noget så alvorligt som statsdannelse, og derfor bør man drøfte ønsket og mulighederne med Danmark.
- Mit forslag handler om en forventningsafstemning med Danmark, og det vil jeg gerne have belyst. At tale om realitetsforhandlinger er at overfortolke mit forslag, siger Jens-Frederik Nielsen.
Fra koalitionspartiet Inuit Ataqtigiit var ordfører Mariane Paviasen på talerstolen, og hun sagde, at selvstændighed ikke må gå ud over borgerne, og at der i øjeblikket er nogle vigtige problemstillinger, der skal løses inden for det sociale område og med hensyn til sundhedsvæsenet. Med hensyn til økonomien ønsker IA, at Grønland for nuværende selv arbejder på at mindske afhændigheden af bloktilskuddet fra staten ved at øge indtægterne.
Statsminister vil ikke foregribe forhandlinger
Fra Siumut talte ordfører Kuno Fencker blandt andet for, at partierne i Inatsisartut sammen udvikler en plan for selvstændighed, som Naalakkersuisut så kan gå videre efter og i sidste ende sætte folkeafstemning.
Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S), repræsenterede Naalakkersuisut i debatten, at han sagde blandt andet i sit indlæg, at arbejdet med selvstændighed i høj grad ligger hos Grønland selv og "ikke i en dialog om egentlig realitetsforhandling med Danmark."
Tidligere i år oplyste statsminister Mette Frederiksen i et skrifligt svar til Folketinget, at hun ikke ønsker at foregribe en situation om mulig grønlandsk selvstændighed, "herunder resultatet af de forudgående forhandlinger, som er forudsat i selvstyreloven."