Samværskultur
De unge trænger til et flirtekursus
Jeg var også selv forvirret som ung, fortæller Malene Lynge, der opfordrer samfundets rollemodeller til at være mere synlige
De unge skal lære, hvordan man kan om omgås hinanden med respekt og god flirtekultur.
Det mener IAs Malene Lynge, der derfor foreslår et helt nyt fritidstilbud med det fængende navn; flirtekursus.
- Jeg mener, vi trænger til en debat om vore kulturelle, menneskelige og samfundsmæssige værdier. Derfor tænkte jeg på et fritidstilbud, hvor man lærer at tilberede et lækkert måltid med tilhørende vinsmagning (for dem over 18 år) og et ”takt og tone” eller flirtekursus, siger Malene Lynge.
For selvom det lyder som ren underholdning, så kan et flirtekursus give værdi i flere af livets udfordringer, mener politikeren.
- Det kan give én nogle redskaber, der kan bruges i mange sammenhænge efterfølgende for eksempel på arbejdsmarkedet, siger kommunalpolitikeren fra Kommuneqarfik Sermersooq
Malene Lynge tager udgangspunkt i sine egne erfaringer med voksne, der hjalp hende gennem ungdommen.
- Ikke alle unge er så heldigt stillet, at de har gode muligheder for at blive guidet igennem tilværelsen. Jeg kan godt huske min forvirrede ungdom med identitetskrise og hvad ved jeg. Det var da ikke nemt, men jeg fik gode råd og vejledning, jeg blev støttet og det er dét, der er essensen i mit forslag, siger hun.
Malene Lynge synes generelt, rollemodeller skal bruges mere og trækkes frem i lyset, så de unge kan se, hvordan man skal begå sig.
- Vi har dygtige musikere, skuespillere, alkologer, sexologer, psykoterapeuter, lærere, pædagoger, socialpædagoger og meget, meget mere, som har noget på hjertet i forhold til vores unge. Det er dem vi skal bruge, fastslår Malene Lynge.