kommunalpolitik
De unge får deres egen kommunalbestyrelse i Sermersooq
Unge mellem 13 og 17 år får nu mulighed for at præge den politiske debat i Kommuneqarfik Sermersooq.
Kommunalbestyrelsen skal på sit kommende møde den 21. november endeligt beslutte, at der skal etableres en ungdomskommunalbestyrelse.
Medansvarlighed
I juni var byrådet enige om at der skulle gøres noget for at øge de unges ”medansvarlighed ved at involvere dem”.
Formålet var, at unge kan få mulighed for at tilkendegive deres meninger i sager, der vedrører deres trivsel, læring og udvikling. De unge skulle også gerne få større indflydelse på de demokratiske processer og øge deres interesse for arbejdet i kommunen.
Det fremgår af indstillingen til det kommende kommunalbestyrelsesmøde, at man har valgt en model, der læner sig op af Inatsisartuts Ungdomsparlament, der er langt den billigste og kun koster 500.000 kroner årligt at gennemføre.
26 medlemmer
Planen er, at 26 unge, der vælges på ”Elevernes demokratidag”, skal mødes en gang hvert andet år over tre til fem dage, hvor de bor hos hinanden og hos værtsfamilier. I de år, hvor man ikke mødes fysisk, holdes det årlige møde telefonisk.
Det er de unge selv, der vælger emner, der skal debatteres i gruppearbejder for derefter at blive fremlagt den rigtige kommunalbestyrelse. Der bliver tilknyttet vejledere til at styre processen.
- Ungdomskommunalbestyrelsen skal ikke blot være en kransekagefigur, men derimod en seriøs medspiller. Det kræver hårdt arbejde fra alle, men resultatet vil blive, at man vil få en stor gruppe engagerede og initiativrige unge, der vil være med til at ændre de unges vilkår i en positiv retning i Kommuneqarfik Sermersooq, hedder det i indstillingen til det kommende kommunalbestyrelsesmøde.
To elever fra hver skole
Medlemmerne af den nye Ungdomskommunalbestyrelse skal vælges med to elever fra hver enkelt folkeskole/friskole i kommunen samt to elever fra hvert bygdebestyrelsesområde.