Nogle problemer opstår over
night; andre har været kendt i 60-70 år.
1960’erne var præget af årgange, som var dobbelt så store som de årgange, der
blev født 10 år før og 10 år efter.
Nogle problemer opstår over
night; andre har været kendt i 60-70 år.
1960’erne var præget af årgange, som var dobbelt så store som de årgange, der
blev født 10 år før og 10 år efter.
Det kræver ikke den store hovedregning at
lægge pensionsalderen på 67 år til de store årgange i 1960’erne for at beregne
antallet af pensionister i 2020’erne. Gruppen af ældre stiger voldsomt i disse
år for at toppe omkring 2036, og stigningen falder sammen med et fald i
arbejdsstyrken mellem 18 og 67 år.
Den demografiske udvikling, hvor langt færre skal forsørge mange flere, er en
bombe under samfundsøkonomien. Alligevel kommer de store årgange, der forlader
arbejdsmarkedet for at gå på pension, som en ubehagelig overraskelse for
politikerne.
I årevis er udgifterne til alderspensioner blevet underbudgetteret.
Finansloven for i år forventer en udgift på 549 millioner kroner til
alderspension i 2028. Finanslovsforslaget for næste år, som naalakkersuisoq for finanser og skatter
Múte B. Egede præsenterede i tirsdags, hæver beløbet til 635 millioner kroner i
2028.
Altså en pludselig stigning på 86 millioner kroner som konsekvens af mange års kendt
viden om de store årgange af pensionister, der banker på landskassens låg i dag.
Kontoen sprængt i år
Múte B. Egede maner til den yderst forsigtighed med landskassens penge, men trods
livrem og seler stiger de lovbundne udgifter til alderspension fra 573
millioner kroner i 2026 til 663 millioner kroner i 2029.
Og stigningen slår allerede igennem, inden blækket på næste års finanslov er
tørt. Finansloven for i år afsætter 482 millioner kroner til alderspension, men
i foråret stod det klart, at kontoen bliver sprængt med 60,9 millioner kroner.
Lægger vi det stigende antal pensionister sammen med effekten af de seneste års
forbedringer på ældreområdet, så stiger landskassens udgifter til »det grå
guld« med 348 millioner kroner over den 4-årige periode 2026-29. De ældre
sætter sig således på 75 procent af væksten i de samlede lovbundne udgifter, og
denne udvikling skaber et betydeligt og varigt pres på landskassen.
Samtidig betyder det stigende antal ældre, at selvstyret og kommunerne skal
investere massivt i pleje- og sundhedsområdet, blandt andet ældreinstitutioner,
ældrevenlige boliger og øget sundhedskapacitet. En voldsom investering, som
kræver både penge og personale, men begge dele er en mangelvare i dag og de
kommende år.
Múte kalder på anstændighed
Naalakkersuisuts løsning på et akut problem er en ekstern ekspertgruppe, som
skal komme med anbefalinger til en pensionsreform på tværs af private og
offentlige pensioner. Resultatet af arbejdet skal komme så betids, at
anbefalingerne kan danne grundlag for et politisk forlig i 2026.
Men den eksterne ekspertgruppe er allerede bundet på hænder og fødder, fordi
Naalakkeruisut opstiller en liste over anbefalinger, som ikke er politisk gangbare.
– Vi opstiller listen for at undgå, at ekspertgruppen foreslår en stor
forringelse af alderspensionen, fordi det i teorien kunne være det økonomisk
med fornuftige at gøre, forklarer Múte B. Egede.
En afgørende punkt på »not-to-do«-listen er, at der ikke må ske store
forringelser af alderspensionen.
– Det kan vi ikke være bekendt overfor vore ældre, siger Múte B. Egede.
Til gengæld skal den eksterne ekspertgruppe have fokus på en højere grad af
egen opsparing af pension.
Mange lønmodtagere har indarbejdet en pensionsopsparing i deres overenskomst,
men en store gruppe har stadig en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. I 2018
trådte en obligatorisk pensionsopsparing i kraft, men den er til stadighed til
diskussion – både blandt politikere og personer omfattet af loven. Men der er
ingen vej udenom, fordi landskassen ikke kan bære stigningerne i alderspensionen
alene. Ekspertgruppen skal derfor have fokus på en højere egen opsparing af
pensionen, så alderspensionen først og fremmest går til de laveste
indkomstgrupper.
