Narsaq

De ældre føler sig diskriminerede

På den internationale ældredag satte tre af byens kommunalbestyrelsesmedlemmer de ældre stævne i forsamlingshuset

Kommunalbestyrelsesmedlem Karla Bisgaard, Siumut, (stående) taler med de cirka 30 af byens ældre, der var mødt op i forsamlingshuset i Narsaq. Bagest til højre ses kommunalbestyrelsesmedlemmerne Benjamin Kielsen, Siumut, og Josef Petersen fra Atassut
Offentliggjort

Mere hjemmehjælp.

Økonomisk ligestilling med de øvrige ældre i Kommune Kujalleq.

Og bedre service fra kommunens side.

Sådan lyder hovedpunkterne, efter at godt 30 af byens seniorer var mødt frem i forsamlingshuset i sidste uge for at møde nogle af lokalpolitikerne. Mødet fandt sted i anledning af den internationale ældredag.

Ingen svar
Et af de punkter, der har mishaget ældreforeningen, er, at de ved deltagelse i arrangementer i de andre byer i kommunen har fået lovning på at få refunderet halvdelen af rejseomkostningerne fra Kommune Kujalleq, uden at løftet er blevet holdt.

De ældre i både Nanortalik og Qaqortoq har fået deres penge, mens de ældre i Narsaq hverken har fået svar eller penge, efter at de har søgt. Og derfor føler de ældre sig diskriminerede, fremhæver foreningens formand, Otto Mikaelsen.

Mere hjemmehjælp
Desuden står en faglært socialmedarbejder til de ældre stadig højt på ældreforeningens ønskeseddel, lige som de også ønsker mere hjemmehjælp. Ifølge de ældre selv får de udelukkende en time betalt om ugen. Hvis pensionisterne vil have yderligere hjemmehjælp, må de selv frem med tegnebogen.

Men den politik er ikke rimelig, mener de ældre.

Ingen ældrekonsulent
Ældreforeningen gør også opmærksom på, at ifølge en FN-konvention fra 1979 skal kommunen have ansat en ældrekonsulent. Og selvom kommunen har lovet at få en ansættelse på plads lige siden kommunesammenlægningen i 2009, er stillingen stadig ubesat, hvorfor de ældre mener, at Kommune Kujalleq overtræder FN’s ældrekonvention.

Både politikerne og de ældre var enige om, at det var godt at få talt ud om problemerne, og at man burde mødes flere gange om året for at få rettet misforståelser.

Og kommunalbestyrelsesmedlem Karla Bisgaard, Siumut, lovede at undersøge, hvad der var gået galt med rejsegodtgørelserne og få bragt orden i sagerne. Og så ville hun i øvrigt videregive de ældres ønsker til resten af kommunalbestyrelsen.

Læs også: De ældre i Narsaq demonstrerede

Powered by Labrador CMS