Danske partier parate til at bruge forsvarspenge i Grønland

Både DF og De Radikale er klar til at bruge en del af en ekstra bevilling til forsvaret til Grønland. Radikale kræver, at den skal komme befolkningen til gavn

Offentliggjort

I går tirsdag indgik den danske regering en aftale med Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet om at bruge yderligere 1,5 milliarder kroner ekstra på forsvaret.

Og mindst to af forligspartierne er parate til at bruge en del af de penge i Grønland.

Dansk Folkeparti vil ganske vist bruge broderparten af beløbet - i nærheden af en milliard - på at sikre, at der penge nok til de planlagte køb af 27 F35-kampfly. Men derudover skal der også bruges penge i Arktis.

Beredskab
- Dansk Folkeparti mener, at vi bør investere mere i forsvarets tilstedeværelse i Grønland for at passe bedre på rigsfællesskabet, siger partiets forsvarsordfører, Jeppe Jakobsen til Sermitsiaq.AG.

- Konkret tænker jeg, at en opgradering af SAR-beredskabet er et oplagt sted at bruge penge på.

Også De Radikale er klar til at bruge en del af midlerne i Grønland.

- Der er så mange ting, der trænger sig på deroppe, så det er oplagt at bruge en del af de 1,5 milliarder her, siger forsvarsordfører Martin Lidegaard til Sermitsiaq.AG

Den nye bevilling udløses først i 2023.

- Og til den tid, vil der være endnu flere ting, der trænger sig på, siger den radikale ordfører.

Ikke til oprustning
- Men det er vigtigt, at de ekstra midler ikke bidrager til en oprustning i Arktis, men gør gavn for grønlænderne.

Martin Lidegaard forestiller sig, at omkring en tredjedel af beløbet kan bruges i Arktis. Og de penge kan hurtigt få ben at gå på, hvis man lytter til han opremsning.

- Der er behov for at styrke beredskabet, både i forhold til redning samt klima og miljø. Vi skal styrke forskningen i sikkerhed og klima, og det kan også være, at Arktisk Kommandos kapacitet skal styrkes i form af fleksible skibe.

Styrke lufthavnspakken
Forsvarseksperten Henrik Breitenbauch peger på, at overvågningen af farvandene omkring Grønland og i Nordatlanten trænger til en opgradering. Han forslår, at man anskaffer overvågningsfly.

- En styrket satellit-overvågning og en kortlægning af farvandene er bestemt også blandt de ting, der trænger sig på.


USA annoncerede sidste efterår, at landets forsvar er indstillet på at investere i grønlandske lufthavne, der kan bruges både militært og civilt.

På samme måde kan Martin Lidegaard forestille sig, at man bruger en del af de danske forsvarsmidler.

- Man kan bruge pengene til en medfinansiering af lufthavnen, så projektet kan blive mere ambitiøst. De vil så primært blive brugt civilt, men kunne fungere som en reservekapacitet for forsvaret, siger han

Powered by Labrador CMS