Danske myndigheder fraråder arrangementer med over 1.000 mennesker

Sundhedsstyrelsen i Danmark fraråder ligeledes håndtryk, kys og kram

Offentliggjort

For at begrænse udbredelsen af coronavirus opfordrer de danske myndigheder til, at alle arrangementer med over 1000 mennesker bliver udskudt eller aflyst.

Anbefalingen gælder i første omgang resten af marts. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Tiltaget vil blandt andet kunne ramme kampe i Superligaen i fodbold og håndboldligaen for mænd og kvinder samt større koncerter.

Det betyder også, at lørdagens Melodi Grand Prix afholdes uden tilskuere, skriver DR Nyheder.

- På baggrund af statsministerens opfordring har vi truffet den beslutning at gennemføre Melodi Grand Prix uden publikum, siger DRs talsmand Gustav Lützhøft til DR Nyheder.

Sundhedsstyrelsen i Danmark opfordrer til, at man holder op med give hånd, kramme og kysse.

Det kan begrænse coronasmitten, siger direktør Søren Brostrøm på et pressemøde.

- Sundhedsstyrelsen kommer ikke og kontrollerer borgernes adfærd. Men det er en klar anbefaling, at vi holder op med give hånd, kram eller kys.

- Det vil være en effektiv indsats for at forebygge den epidemi, der kan ramme vores samfund, siger Søren Brostrøm.

Han indrømmer, at det kan være svært at følge anbefalingen, hvis man for eksempel er gift og bor sammen.

Da prinsesse Benedikte besøgte Herlufsholm Skole i Næstved torsdag, blev der ikke trykket hænder.

Forud for besøget havde kongehuset nemlig frabedt sig håndtryk på grund af det smitsomme coronavirus.

Det fortæller Anne-Louise Boelsmand, der er leder af grundskolen. Det skriver Sjællandske fredag morgen.

- Hoffet har meddelt, at i lyset af coronavirus har man besluttet sig for ikke at give hånd. Det er lidt aparte, for det er almindelig høflighed, man giver hånd.

Yderligere fem personer er blevet testet positive for coronavirus, meddeler Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag. 286 personer er i hjemmekarantæne.

Det betyder, at det samlede antal smittede i Kongeriget indtil videre har nået 20 personer, heriblandt én på Færøerne.

En positiv nyhed er, at den første dansker smittet med coronavirus nu er meldt rask og er vent hjem til sin familie, skriver tv2.dk.

Powered by Labrador CMS