Dansk uran-støtte vækker bekymring
Statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver kritiseret af Enhedslisten, efter hun igen har slået fast, at spørgsmål om råstoffer i Grønland er et grønlandsk anliggende
Som det er kommet frem, fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, på tirsdagens pressemøde med formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, at spørgsmål om råstoffer i Grønland er et grønlandsk anliggende.
På pressemødet på Christiansborg, som blev holdt i forbindelse med Aleqa Hammonds første officielle besøg i Danmark som formand for Naalakkersuisut, sagde statsministeren blandt andet:
- Jeg har ikke noget principielt imod, at man ophæver nultolerancen, og selv om jeg havde, betyder det ikke særlig meget, for det er et grønlandsk anliggende. Grønland har hjemtaget råstofområdet, derfor er det deres beslutning, hvad man vil gøre.
Læs "Statsministeren accepterer Grønlands uran-ønske"
Opgør med politik inden for rigsfællesskabet
Den udmelding får nu Enhedslisten til at kritisere Helle Thorning-Schmidt, da statsministeren gør op med 25 års politik inden for rigsfællesskabet ved at godkende uran-udvinding, mener Enhedslistens grønlandsordfører, skriver Berlingske.
- Principielt opfatter vi det da som et problem, og vi er meget bekymrede over udmeldingen fra både selvstyret og statsministeren, for hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) ændrer jo med et slag 25 års politik inden for rigsfællesskabet, som klart er gået ud på, at vi er modstandere af udvinding af radioaktive stoffer af miljømæssige grunde, siger Finn Sørensen til avisen.
Helle Thorning-Schmidt understregede på pressemødet, at Danmark vil spille en afgørende rolle, hvis eksport af grønlandsk uran kommer på tale i fremtiden.