Dansk kommune vil oprette særligt hus til udsatte grønlændere
Københavns Kommune arbejder med planer om at oprette huset Assak, hvor udsatte borgere fra Grønland kan få tolkebistand samt råd og vejledning om alt fra bolig og uddannelse til job og sundhed.
- Vi skal fra kommunens side sikre, at sårbare grønlændere får den hjælp de har brug for og krav på, udtaler Socialborgmester Karina Vestergård Madsen.
Foto: David Trappaud / Københavns Kommune
Manglede overholdelse af grønlænderes rettigheder i Danmark har løbende fået hård kritik. Nu arbejder Københavns Kommune for at gøre mere for at hjælpe grønlændere, der kommer til København, og som har brug for og krav på hjælp.
Ifølge kommunen klarer de fleste grønlændere, der kommer til København fra Grønland, sig fint. Hvert år kommer der dog mellem 75 og 100 borgere, som har brug for ekstra hjælp og støtte:
- Det kan være psykiske og sociale udfordringer, ubehandlede traumer eller brug af rusmidler. Dem skal vi kunne gribe fra dag ét, så de ikke risikerer at ende i endnu større udsathed, udtaler socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
På den baggrund har Enhedslisten foreslået at oprette et hus, Assak, som skal være indgangen for socialt udsatte grønlændere, der kommer til København.
- Vi kan se, hvor de samler sig i byen, og nogle sårbare grønlændere kommer næsten direkte fra lufthavnen. Der vil jeg jo gerne have, at første stop bliver Assak, så de kan få råd og vejledning om den hjælp og støtte, som Københavns Kommune står klar med, lyder det fra Karina Vestergård Madsen.
Forslaget om Assak blev vedtaget torsdag. Herefter skal pengene til tiltaget findes i forbindelse med budgetforhandlinger i efteråret.