Dansk butik sætter fokus på det moderne Grønland
En af Københavns mest kendte og historiske boghandlere har valgt at lave en separat vinduesudstilling med den grønlandske kogebog 'Vores råvarer' i hovedrollen
Boghandleren 'Bogladen' ved Søerne i København blev etableret i 1889 og har således eksisteret på den samme adresse på Østerbrogade i hele 123 år. I de mange år har forretningen udviklet sig til at være en karismatisk og stemningsfyldt boghandel, som i modsætning til de fleste andre forretninger i branchen næsten udelukkende har bøger i sortimentet.
Læs også "Danskere: Grønlændere drikker og nasser"
Læs også "Fordomme gør livet svært for grønlændere"
Læs også "Grønlandsk historiker: Vigtigt at kende sin historie"
- Jeg synes, det er en meget spændende og flot bog, hvor man kan lære nye sider om Grønland, som de fleste i Danmark kender for lidt til. Derfor vil vi gerne benytte bogen som anledning og blikfang til at lave et grønlandsk tema i de kommende uger, siger boghandler Kristian Krøyer til Sermitsiaq.AG.
- Der er jo ekstra meget fokus på Grønland for tiden, og denne interesse vil vi gerne stimulere. Udover 'Vores råvarer' benytter vi lejligheden til at gøre opmærksom på en række andre bøger af for eksempel Kim Leine, Hans Lynge, Ivars Silis samt om Sirius Patruljen og Grønlands Teknologiske historie og andre værker om Grønland, tilføjer boghandleren.
'Vores råvarer' er udgivet af KNI. Teksterne er skrevet af Finn Jørn Jakobsen og opskrifterne er udarbejdet af Inuili.