selvstændighed

Dansk avis: Forsvar Grønlands selvstyre

Efter fredagens forespørgselsdebat i Folketinget beskæftiger både Kristeligt Dagblad og Berlingske sig med spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed på lederplads.

Offentliggjort

- Grønland må tage de sociale og økonomiske udfordringer på sig, lyder meldingen fra Kriseligt Dagblads lederskribent Henrik Hoffmann-Hansen.

Han er grundlæggende positiv overfor det grønlandske ønske om selvstændighed, men advarer om, at det vil føre til et massivt velfærdstab, hvis Grønland løsriver sig.

LÆS OGSÅ: DF-ordfører: Grønland styrer mod økonomisk kollaps

Afviser fjernstyring fra København
- Flere politikere på Christiansborg var i debatten i fredags principielt positive over for grønlændernes ønske om selvstændighed. Grundlæggende er det også al respekt værd, at et folk ønsker at klare sig selv, skriver han i lederen i Kristeligt Dagblad.

- Af samme grund må man afvise Dansk Folkepartis idé om sætte Grønland under dansk, økonomisk administration, hvis selvstyret ikke kan styre økonomien. Det er ikke en god løsning, og forhåbentlig vil grønlænderne selv vælge politikere, der kan løse landets massive sociale og økonomiske problemer, hedder det videre.

LÆS OGSÅ: Løkke: Selvstændigt Grønland skal klare sig selv økonomisk

Han gør opmærksom på, at Rigsfællesskabet også er en fordel for Danmark, da det giver øget international indflydelse.

- Falske drømmerier fra Nuuk
I Berlingske anlægger chefredaktør Tom Jensen en noget mere kritisk tone.

- Tiden er inde til at tale ærligt og uden berøringsangst om forholdet mellem Grønland og Danmark. Man skal turde tale åbent om de massive sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske problemer, som Grønland står med, skriver han i sin lederartikel.

LÆS OGSÅ: Aaja til DF: Drop letkøbte populistiske udtalelser

Tom Jensen kritiserer både de grønlandske ønsker om selvstændighed såvel som planerne om de tre nye lufthavne. I stedet for efterlyser han det, son han kalder ‘konkrete og realistiske projekter’.

- Hvis ikke de grønlandske ledere vil fortælle deres vælgere om de barske realiteter og om mulighederne for sammen med Danmark at opbygge en stærkere grønlandsk økonomi, bør danske politikere selv tage til orde.

- Grønlands fremtid skal ikke afgøres på grundlag af uvidenhed og falske drømmerier fabrikeret i Nuuk, slutter lederen i Berlingske.

Powered by Labrador CMS