Dansk aktiehandel lukker med mindre dyk efter toldmelding fra Trump
Told på 50 procent på varer fra EU vil bringe både Danmark og USA i recession, lyder det fra Dansk Industri.
Forhandlingerne med EU kommer ingen vegne, lyder det fra præsident Trump, der nu anbefaler told på 50 procent på varer fra EU fra 1. juni. (Arkivfoto).
Foto: John McDonnell/Ritzau Scanpix
Meldingen fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om mulig told på 50 procent på varer fra EU har fredag fået aktiemarkederne til at dykke.
Det gælder både i udlandet og herhjemme, hvor C25-indekset ved Fondsbørsens lukning klokken 17.00 var faldet med 0,7 procent.
Inden Trumps nye toldmelding lå det førende danske aktieindeks i plus, skriver MarketWire.
Trump skrev fredag eftermiddag på sit sociale medie, Truth Social, at handelsforhandlingerne mellem USA og EU ikke kommer nogen vegne.
Han anbefaler derfor en told på 50 procent fra 1. juni for varer fra EU, som i dag er pålagt en basistold på 10 procent.
Oprindeligt var det Trumps plan, at der skulle lægges 20 procent told på EU-varer, hvilket ifølge Dansk Industri ville koste over 60 milliarder kroner på Danmarks bnp-vækst.
- Så der er ingen tvivl om, at 50 procents told vil bringe både Danmark og USA i recession, siger Peter Thagesen, der er chef for geopolitik i Dansk Industri.
Han er uforstående over for præsidentens toldmelding.
- Fra EU har vi virkelig forsøgt at vise stor imødekommenhed over for USA.
- Selv om vi er blevet mødet med straftold på biler, bildele, stål- og aluminiumprodukter, så har vi endnu ikke svaret igen.
- Vi har forsøgt at række ud og opfordre til forhandlinger. Men sagen er den, at det har været svært at finde ud af, hvad USA i realiteten vil, siger Peter Thagesen i en kommentar.
Den amerikanske præsidents kurs på toldområdet har været præget af en sand byge af forskellige udmeldinger de seneste måneder.
I april meddelte Trump toldsatser på ti procent på al import til USA og langt højere told for en række lande og områder - herunder 20 procent told for de fleste EU-varer.
Den meget højere told blev dog midlertidigt sat ud af kraft, så USA kunne forhandle aftaler på plads med enkeltlande.
I Dansk Erhverv opfordrer vicedirektør Jakob Ellemann-Jensen til at "slå koldt vand i blodet".
- Det er en voldsom udmelding, men vi må også huske på, at det sker via det sociale media TruthSocial og meget vel kan være forhandlingstaktik fra Trump-administrationens side, som skal lægge yderligere pres på EU i de igangværende toldforhandlinger, siger han i en kommentar.
/ritzau/