videnskab.dk

Danmarks første guldfund gjort i Sønderjylland

For første gang nogensinde er der fundet guld i Danmark, og der kan være meget mere at komme efter, lyder det fra en dansk geolog, der tidligere også har fundet guld i Grønland

Offentliggjort

Drømmer du om at slå dig ned som guldgraver, behøver du måske ikke at tage til Klondyke i jagten på det ædle metal.

I hvert fald har geolog og seniorforsker Christian Knudsen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) fundet guld i en grusgrav nær Rødekro i Sønderjylland.

Guldet blev ifølge forskeren fragtet dertil af gletsjere under en af de seneste istider.

Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan se, hvor der er grusgrave – og altså muligvis fremtidige guldfund – i Danmark.

- Da ejeren af grusgraven fortalte mig, at der var guld nær Rødekro, var jeg lidt skeptisk. Det sker ret ofte, at andre mineraler forveksles med guld, men her viste det sig at holde stik. Der er rent faktisk er guld i Sønderjylland, fortæller Christian Knudsen, der tidligere også har fundet guld i Grønland.

Inden du nu siger dit job op og går ud og investerer din opsparing i hakke, muldyr og vaskepande, skylder vi at fortælle, at Christian Knudsens guldfund ikke egner sig til levebrødsguldgravere.

Læs også hos Videnskab.dk: Christian 4.’s guldmønter fundet i Nordsjælland

Han har faktisk fundet mere end 1.000 guldkorn i Rødekro, men da de hver især er på mellem en halv og en tiendedel af en millimeter, kan de betegnes som 'guldstøv', og seniorforskeren regner ikke med at trække sig tilbage og nyde sit otium på baggrund af sit 'guldeventyr'.

- Selvom der næppe er nogen, som bliver forgyldt af det her, synes jeg, at det er sjovt, at man rent faktisk kan finde naturligt aflejret guld i Danmark, siger Christian Knudsen.

Ifølge Christian Knudsen er guldet ved Rødekro kommet dertil i løbet af en af de seneste istider.

For flere spændende artikler om ny forskning og viden tilmeld dig Videnskab.dk’s nyhedsbrev her

Powered by Labrador CMS