Danmark vil gøre grooming ulovligt: Positivt, men vi har været på forkant
Dansk lovforslag om grooming og digitale krænkelser skal også gælde i Grønland, fastslår Aaja Chemnitz (IA) uden at tage højde for, at Inatsisartut for længst har vedtaget et lignende forslag.
Naalakkersuisut er blevet pålagt at kontakte Rigsmyndighederne med henblik på at indføre en paragraf i Kriminalloven i Grønland, der ulovliggør digital grooming.
Det vedtog Inatsisartut 10. november 2021.
En beslutning, som blev truffet på baggrund af Anna Wangenheims (D) lovforslag. Samme dag blev anmodningen fremsat af Naalakkersuisut i et brev til daværende justitsminister Nick Hækkerup, oplyser Departementet for Råstoffer og Justitsområdet.
Men, som Anna Wangenheim forklarer det: - Der går jo lang tid, før sådan nogle lovforslagsprocesser er klar.
Sovet i timen
I Danmark har justitsminister Peter Hummelgaard for nylig fremlagt et tilsvarende forslag: at grooming skal straffes hårdere med en ny lov, og det forventes at blive vedtaget til sommer.
I en pressemeddelelse udtaler MF Aaja Chemnitz, at Inuit Ataqatigiit bakker op og vil tage del i debatten i Folketinget, når ny lov i Danmark vedrørende grooming online og digitale krænkelser drøftes i denne uge.
Hun ønsker, loven også skal gælde for Grønland. Men Aaja Chemnitz hverken nævner eller tager højde for, at Intatsisartut allerede har truffet en lignende beslutning herom for år tilbage.
Anna Wangenheim mener, at Danmark er langsomme i optrækket.
- Så når Aaja Chemnitz siger, at loven også bør gælde i Grønland, så har hun sovet i timen. At digital grooming skal kriminaliseres, besluttede Inatsisartut allerede tilbage i 2021, så det er kun positivt, at Danmark også mener, at det er nødvendigt med sådan en lov. Men vi har været på forkant, siger hun.
Dansk lovforslag indeholder flere elementer
Aaja Chemnitz vil ikke kommentere på, hvem der har sovet i timen eller på det faktum, at Inatsisartut har vedtaget at indføre en lov på området for mere end et år siden.
Hun skriver til nærværende medie, at det er helt ny lov, som ikke er trådt i kraft i Danmark, som skal drøftes i Folketinget, og at det handler om nye regler vedrørende grooming, men også om digitale krænkelser.
Ønsket om en selvstændig bestemmelse om digital grooming i Grønland fremgår også af det brev, som Naalakkersuisut udarbejder til Justitsministeriet med ønske om årlige prioriteringer for 2022.
Der kan være flere elementer at tilføje
24. februar har Justitsministeriet oplyst, at arbejdet er i gang. Det er forventningen, at et lovforslag om indsættelse af en bestemmelse i kriminalloven om digital grooming vil kunne forelægges Inatsisartut på efterårssamlingen 2023. Men det vil imidlertid afhænge af, om Naalakkersuisut ønsker yderligere bestemmelser indsat, ifølge Departementet for Råstoffer og Justitsområdet.
Det lovforslag, som Justitsministeriet har fremsat i Folketinget 22. februar om indsættelse af en bestemmelse i straffeloven om digital grooming, indeholder nemlig flere elementer, som Naalakkersuisut først skal tage stilling til, om man ønsker indsat i kriminalloven, lyder det fra departementet.