Danmark: Moderna tilbydes ikke længere til unge under 18 år

Omkring 1100 personer i Danmark under 18 år har fået vaccinen fra Moderna. Fremover kan aldersgruppen kun få Pfizer. Coronastaben oplyser, at man arbejder på en udtalelse om brugen af vaccinen her i landet.

Moderna har været den mest udbredte vaccine her i Grønland.
Offentliggjort

Personer i Danmark under 18 år vil ikke længere blive tilbudt vaccinen mod covid-19 fra selskabet Moderna.

De vil fremover udelukkende få tilbudt vaccinen fra PfizerBioNTech.

Her i Grønland er unge under 18 år fortrinsvis blevet vaccineret med Moderna. Det kan muligvis ændre sig i kølvandet på den danske udmelding.

Coronastaben oplyser til Sermitsiaq.AG, at man arbejder på at komme med en udtalelse på baggrund af udviklingen i Danmark.

Beslutningen i Danmark er taget ud fra et forsigtighedsprincip, oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

De 12-17-årige er hidtil fortrinsvis blevet tilbudt Pfizer-vaccinen, men fremadrettet vil de udelukkende blive inviteret til vaccination med netop den.

1100 vaccineret med Moderna i Danmark

- Ud fra et forsigtighedsprincip vil vi fremadrettet udelukkende invitere børn og unge til at modtage denne vaccine (Pfizer, red.). Ikke mindst i lyset af, at det er for denne vaccine, at der eksisterer den største mængde data fra brugen til børn og unge fra især USA og Israel.

Det siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at omkring 1100 borgere under 18 år er blevet vaccineret med vaccinen fra Moderna.

Et nyt nordisk studie har undersøgt risikoen for hjernehindebetændelse og hjertemuskelbetændelse. Begge former for hjertebetændelse er kendte, men sjældne bivirkninger ved vaccination for covid-19.

Mistanke om øget risiko for hjernebetændelse

I de foreløbige data rejses der mistanke om øget risiko for hjertebetændelse ved vaccination med Moderna.

Antallet af tilfælde med hjertebetændelse - og risikoen for det - er dog meget lille, lyder det i pressemeddelelsen.

De foreløbige data fra det nordiske studie er blevet sendt til Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) bivirkningskomité og skal nu vurderes.

Sundhedsstyrelsen vil følge vurderingen fra EMA og tage stilling til, om der er behov for ændringer i anbefalingerne, når der kommer nye udmeldinger fra lægemiddelagenturet.

Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at både vaccinen fra PfizerBioNTech og Moderne er "særdeles effektive vacciner", som har en vigtig plads i det danske vaccinationsprogram.

Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, oplyste tidligere onsdag, at den vil sætte brugen af Moderna-vacciner på pause for alle svenskere født i 1991 og derefter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS