Danmark kan lære noget af Grønland

Julie Grube, social og sundhedsassistent, mener, at hun løftes fagligt som vikar på Napparsimavik Qaqortoq, Qaqortoq Sygehus.

Julie Grube har valgt at tage nogle måneder på sygehuset i Qaqortoq. Julie er datter af en dansk mor og grønlandsk far, især på grund af faderens ophav i Grønland tog hun springet for at opleve Grønland samtidig med, at hun arbejder i sundhedsvæsenet.
Offentliggjort

- Jeg har ikke hørt nogen brokke sig over sundhedsvæsenet, alle er taknemmelige for den hjælp, de får. Det er i hvert fald det, jeg har oplevet. Grønlænderne er så sejt et naturfolk, som jeg prøver at lære af, og som mange kan lære af, og jeg emmer af stolthed over at få lov til at arbejde her, det skriver avisen AG.

Sådan fortæller Julie Grube, der er 1. juni har valgt at tage nogle måneder som vikar i det grønlandske sundhedsvæsen. Hun er 25 år og er uddannet social og sundhedsassistent og har valgt Qaqortoq af en helt særlig årsag.

På grund af vejrlig strandede hun tre dage i Narsarsuaq ved sin ankomst til Grønland.

- Da jeg steg ud af helikopteren, blev jeg helt høj af den klare luft. Man kan jo vitterligt mærke, at man er i naturen, luften er helt anderledes her end i Danmark. Jeg forstår bedre, hvorfor nogle grønlændere siger, at Danmark er forurenet. Jeg blev rørt og rigtig glad for endelig at være i min fars land. Jeg græd, nej, jeg flæbede. Der er så smukt heroppe.

Underbemanding

På 16 dage har hun arbejdet 114 timer, et arbejdspres, hun ikke er vant til fra Danmark.

- Nogle gange har vi så meget at lave, at vi ikke kan se vores egen skygge. Der er meget, der er anderledes heroppe. Det kan være problematisk i forhold til de regler, der er omkring arbejdstider og mine rettigheder, så man kan selvfølgelig godt mærke, at der virkelig mangler sundhedsfagligt personale. Vi er underbemandede. Men os, der er i faget, forsøger at gøre en forskel hver eneste dag uden rigtig at skele til overenskomster. Vi er jo alle omsorgspersoner og vil gerne hjælpe folk, og min tilgang til patienterne og problematikkerne er, at det klarer vi!, fortæller Julie Grube.

Læs hele artiken på AG her:

Powered by Labrador CMS