Sundhed
Danmark har Nordens dårligste sundhedsvæsen
Danmark indtager en pæn placering som nummer 24 på ny rangering af verdens sundhedssystemer – men får nabobank af Norge, Sverige, Island og Finland.
Danmark har det dårligste sundhedssystem i hele Norden ifølge en verdensomspændende undersøgelse af verdens sundhedssystemer. Det skriver Videnskab.dk.
Mens Island, Sverige, Norge og Finland er med helt i toppen af listen, indtager Danmark en placering som nummer 24 ud af 195 lande, når det kommer til sundhedsvæsnernes evne til at forhindre dødsfald på grund af udvalgte helbredelige sygdomme som diabetes, mavesår og bestemte kræftformer.
- Studiet peger altså på huller, hvor sundhedsvæsnet kan lave forbedringer. Ser man på Danmark, er det især inden for diabetes og kronisk nyresygdom på grund af diabetes, at der er noget at hente, siger Kim Moesgaard Iburg, sundhedslektor ved Aarhus Universitet og en af de danske bidragydere til studiet.
Læs mere på Videnskab.dk: Har vi behandlet diabetes forkert i 100 år?
Professor: Interessant studie – med svagheder
Studiet er det første, der sammenligner sundhedssystemer i ikke bare de rige vestlige lande og OECD-landene, men i 195 lande over hele kloden gennem 25 år.
Professor i sundhedsøkonomi Rikke Søgaard fra Aarhus Universitet påpeger et par svagheder ved et ellers interessant studie. Først og fremmest stiller hun sig tvivlende over for, om antallet af dødsfald inden for en række udvalgte sygdomme er den rigtige målestok, hvis man vil måle kvaliteten af et sundhedsvæsen.
Eksempelvis lægges der i Danmark vægt på at inddrage patienter og pårørende og sikre patienterne gode rettigheder.
- Når vi Danmark prioriterer penge til for eksempel forebyggelse eller behandling, som ikke forlænger livet, men måske i stedet sikrer bedre liv, mens vi har det, så får vi ikke point for det. Det gælder også adgang til dyr medicin eller hurtig udredning og behandling qua vores ventetidspolitikker, pointerer Rikke Søgaard.