Skandinavien

Danmark er nordisk mester i røg og druk

Det liberale danske forhold til tobak og alkohol har sin pris. Levetiden i Danmark er markant kortere end i de andre nordiske lande

Det liberale danske forhold til tobak og alkohol har sin pris. Levetiden i Danmark er markant kortere end i de andre nordiske lande
Offentliggjort

Danmark snupper en rigtig skidt førsteplads som det land i Norden, hvor flest voksne ryger dagligt og oftest drikker alkohol.

Det viser den anden fællesnordiske undersøgelse af kost, fysisk aktivitet og overvægt, som DTU Fødevareinstituttet sammen med forskere i Finland, Island, Norge og Sverige har stået i spidsen for. Den seneste dataindsamling omfatter også voksnes ryge- og alkoholvaner.

Undersøgelsen viser, at hver femte voksne i alderen 18-65 år i Norden ryger, og én ud af syv ryger dagligt.

Danmark damper ind øverst på podiet med flere daglige rygere (21 procent) end de øvrige nordiske lande (9 til 18 procent). Rygningen er ulige fordelt, da andelen af rygere stiger i takt med, at uddannelsesniveauet falder.

For mange får cigaretterne følgeskab af alkohol. Voksne danskere drikker i gennemsnit alkohol 2,5 gange om ugen, hvilket er næsten dobbelt så ofte som i de øvrige nordiske lande, hvor tallet er 1,2-1,6 gange om ugen.

Ifølge en tidligere undersøgelse er danskerne også blandt 24 OECD-lande førende, når det gælder om at drikke mange genstande på én gang.

- Danmark falder igennem med et brag på alkohol og tobak. Det er en af de væsentligste årsager til tab af raske leveår og kortere forventet levealder end i de øvrige nordiske lande, siger seniorforsker Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

- I de fem nordiske lande har danske kvinder den laveste forventede levealder og mændene næstlaveste.

Alkoholforbruget er ganske vist faldet 25 procent fra 1996 til nu ifølge salgsstatistikkerne.

- Men vi drikker ifølge undersøgelsen næsten dobbelt så ofte som de andre lande. Det afspejler nok en forskellig tilgang, siger Kit Broholm, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen på alkoholområdet.

- Vi har en meget liberal tilgang til alkohol. De andre nordiske lande har valgt at bruge instrumenter, der bevidst tager sigte på at begrænse alkoholforbruget, som særlige alkoholbutikker, højere aldersgrænser for køb af alkohol, højere priser og reklameforbud.

- I Danmark har vi få, der slet ikke drikker, og man skal forklare sig, hvis man siger nej tak, siger hun.

Ifølge direktør Leif Vestergaard fra Kræftens Bekæmpelse er den nordiske undersøgelse et kæmpestort vink med en vognstang til politikerne.

- Alt for mange af dem tager alt for let på det her. Det kan ikke bære samfundsmæssigt, at så mange skal dø for tidligt og i deres sidste ti år har et dårligt liv, siger han.

Han peger på, at 1360 danskere dør årligt af tobak og er mere eller mindre syge i ti år forinden.

- Politikerne er nødt til at hjælpe folk, så tobak ikke er det første, man får i hovedet i butikken. Der skal også sættes en stopper for, at man må ryge på erhvervsskolerne samt ændres på afgifterne, siger han.

Leif Vestergaard kalder de samfundsøkonomiske konsekvenser af rygning, alkohol og overvægt for rystende.

- I stedet for at snakke om, at folk selv har valgt det, så må man nu tage alvorligt, at langt de fleste rygere eksempelvis virkelig gerne holde op og ønsker, at de aldrig var startet, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS