Black Friday

Dankorthandel på black friday nåede nye højder

Igen i år slog handlen på black friday rekord, viser tal fra Nets. Over to milliarder kroner blev brugt.

Black friday i Aarhus, hvor dankortet også blev brugt i rekordstort omfang.
Offentliggjort

Også i 2017 slog handlen rekorder på den såkaldte black friday. Det viser tal fra Nets, der står bag dankortet og NemID.

Et præcist beløb for hvor meget, der blev handlet for, kendes ikke. Det skyldes, at nogle betalinger først modtages ved modtagelsen af en vare. De beløb er ikke talt med.

Men det står klart, at mindst 2,117 milliarder kroner skiftede hænder fredag. Det er en stigning på 5,8 procent, hvis man sammenligner med sidste år, der også slog rekord.

Dermed er black friday den største enkeltstående handelsdag i Danmark nogensinde, skriver Nets i en pressemeddelelse.

Kontaktløst

Nets tal viser også noget om, hvordan betalingerne er foregået. Dels kan man se, at næsten to ud af fem handler med dankortet foregår kontaktløst.

Dels kan man også se, at kunden oftere betjenes af en computerskærm. 13,6 procent af al handel i Danmark på black friday foregik over computeren. Det er en større andel end sidste år.

Powered by Labrador CMS