D: Stolt over at være foregangsland

Demokraterne håber, at beslutningen om, at homoseksuelle skal have mulighed for at blive viet i en kirke, er med til at sætte fokus på accept af homoseksualitet

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I denne uge skal Folketinget tage stilling til et lovforslag, der skal gøre det muligt for homoseksuelle at blive viet i en kirke.

- Demokraterne er stolte over, at vi her i landet allerede i efteråret 2010 vedtog det samme.

Det fastslår formanden for Demokraterne, Jens B. Frederiksen.

- Den 9. november 2010 var en stor dag for vort land. Denne dag vedtog et enigt Inatsisartut et forslag fra Demokraterne om at give homoseksuelle mulighed for at blive viet i en kirke.
Kærlighed mellem mennesker burde faktisk slet ikke være noget, der blev sat begrænsninger på her i 2012.

- Det er ganske enkelt ikke samfundets opgave at bestemme over noget så grundlæggende som kærlighed, siger Jens B. Frederiksen.

- Demokraterne håber, at beslutningen om, at homoseksuelle skal have mulighed for at blive viet i en kirke, er med til at sætte fokus på, at der absolut ikke er noget galt ved at være homoseksuel. At homoseksuelle er mennesker på helt lige vilkår med os andre. At retten til kærlighed ikke er noget, der hverken kan eller skal styres af offentlige myndigheder.

Alle skal have mulighed
For Demokraterne er det et grundprincip, at alle skal have lige muligheder uanset køn, alder, tro, politisk overbevisning, seksuel orientering med videre.

- Vi betragter det helt grundlæggende som en borgerret at have de samme muligheder og rettigheder, når man bor i det samme land, påpeger Jens B. Frederiksen.

- Demokraterne går ind for menneskelig mangfoldighed og tror på, at der kan opnås lighed gennem forskellighed. Med andre ord skal der være plads til alle og jo mere forskellige vi er, jo mere mangfoldige er vi også. Med Inatsisartuts beslutning fra efteråret 2010 har vi vist verden, at vi er et tolerant og åbent folk, der hylder mangfoldighed og lige muligheder for alle.

- Det er Demokraternes håb, at politikerne i Danmark udviser samme mod og fremsyn, som de folkevalgte politikere i Inatsisartut udviste i 2010, fremhæver Jens B. Frederiksen.

Powered by Labrador CMS