D: Qaqortoq nok skal få en lufthavn

- Selvfølgelig skal der være en lufthavn i Qaqortoq, siger Demokraternes politiske ordfører, Anda Uldum

- Selvfølgelig skal der være en lufthavn i Qaqortoq, siger Demokraternes politiske ordfører, Anda Uldum. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Demokraterne mener, at der skal anlægges en lufthavn i Qaqortoq. Og det er slet ikke til diskussion.

Sådan fastslår partiets politiske ordfører, Anda Uldum, som har hæftet sig ved, at Anlægs- og Miljøudvalget i Inatsisartut mener, at udvalget har fået for lidt information om en måske kommende lufthavn i Qaqortoq.

- Det tager vi til efterretning, men den manglende information til udvalget må altså ikke komme til at skygge for essensen i sagen, som er, at der skal anlægges en lufthavn i Qaqortoq, påpeger Anda Uldum.

Læs "Lufthavn i Qaqortoq skiller vandene"

Transportkommissionens anbefaling er klar. Den fastslår, at det samfundsøkonomisk er en god idé at placere en lufthavn i Qaqortoq og samtidig nedlægge lufthavnen i Narsarsuaq.

Gælds- og Investeringsstrategien, der blev fremlagt af Naalakkersuisut på forårssamlingen, er ligeledes meget klar i sin prioritering. Her fastslås det, at der skal udarbejdes en business case for en lufthavn ved Qaqortoq, placering 2, inklusiv lukning af Narsarsuaq.

Borgerne i Qaqortoq har ventet længe nok
Medlem af Naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen, Demokraterne, har på borgermøder i Sydgrønland gjort det klart for befolkningen, at det er hans klare anbefaling, at der bliver anlagt en lufthavn i Qaqortoq. Derudover har et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq tilsluttet sig ønsket om en lufthavn i Qaqortoq.

- Demokraterne er meget tilfredse med disse udmeldinger, og vi ser frem til Inatsisartuts forårssamling, hvor vi klart forventer, at Naalakkersuisut vil fremlægge et forslag om en lufthavn i Qaqortoq. Dette forslag vil Demokraterne bakke 100 procent op om. Borgerne i Qaqortoq har ventet længe nok på en lufthavn, lyder det fra Anda Uldum.

Powered by Labrador CMS