Politik og medier
D: Lad pressen passe sit arbejde
- Det vil klæde koalitionen at blande sig helt uden om pressens arbejde, siger formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen
- Vi har desværre allerede set flere uheldige sager, hvor markante repræsentanter fra koalitionspartierne på den ene eller den anden måde blander sig i pressens beslutninger. Jeg skal hermed opfordre formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, til en gang for alle at sætte en effektiv stopper for denne utidige indblanding.
Sådan skriver formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen i en pressemeddelelse.
- Aleqa Hammond, Siumut, ville ikke debattere med mig i KNR. Hun ville diktere, hvad pressen skulle gøre. Nikku Olsen, Partii Inuit, var utilfreds med KNR’s dækning af hans 1. maj-tale. Han truede derfor med at skære i KNR’s tilskud. Både Nick Nielsen, Siumut, og Randi Broberg, Partii Inuit, har forsøgt at blande sig i, hvilke kvalifikationer en kommende direktør for KNR skal have. Endnu en utidig indblanding i vores frie presse.
- Læg dertil, at vi alt for ofte ser, hører og læser, at medlemmerne af Naalakkersuisut ikke har nogen kommentarer, når journalisterne laver historier, skriver Jens B. Frederiksen videre.
- Jeg må indrømme, at jeg er en smule nervøs for pressens fremtidige arbejdsbetingelser. Det er kun godt tre måneder siden, at den nuværende koalition vandt magten, og siden da har der været adskillelige angreb og forsøg på at styre og kontrollere pressen fra koalitionens side. Det er ikke godt.
Demokrati og fri presse
Demokraternes formand fremhæver, at pressen og medierne er en vigtig del af vores demokrati. Det er således mediernes opgave at informere borgerne om, hvad der foregår i samfundet. Og det skal medierne have lov til uden indblanding og gode råd fra politikere, påpeger Jens B. Frederiksen.
- Det er utrolig vigtigt for vores samfund, at vi har en velfungerende, fri og uafhængig presse. Det nytter ikke noget, at politikere dikterer pressen, hvem der skal interviewes, hvilke kvalifikationer en direktør eller redaktør skal have, eller hvordan en tale eller et emne skal behandles. Det risikerer at føre til en glidebane mod tilstande, som det vel ret beset er de færreste af os, der ønsker, skriver Jens B. Frederiksen, som opfordrer formanden for Naalakkersuisut til en gang for alle at erklære, at både hun selv og resten af hendes koalition vil begynde at leve op til følgende sætning i koalitionsaftalen: 'Uafhængig presse er en uundværlig del af demokratiet'.