D-kandidat vil have iværksætterkultur
Allan Chemnitz, der stiller op til valget for Demokraterne, efterlyser flere små private virksomheder i Grønland
Der skal være flere små virksomheder, der sælger til udlandet, end der er i dag.
Det mener Allan Chemnitz, der er kandidat til Inatsisartut-valget for Demokraterne.
- Vi skal skabe mange små virksomheder, så vi kan få flere nye arbejdspladser. Jeg tænker ikke blot på virksomheder, hvor vi sælger produkter til hinanden, men på eksport af produkter, lyder det fra Allan Chemnitz.
Allan Chemnitz mener, at elever allerede i folkeskolen skal begynde at lære, hvordan man kan drive sin egen virksomhed.
- Helt konkret tænker jeg, at man integrerer iværksætteruddannelse i alle skolers læseplaner, tilrettelægger oplysningskampagner, tilbyder undervisningsmateriale, tilrettelægger kurser for lærere og sammen med erhvervsorganisationer inddrager iværksættere i undervisningsprogrammerne, forklarer Allan Chemnitz.
- Iværksætteri er ikke noget, der sker automatisk, men er en holdning, der skal opdyrkes og udvikles. Jeg vil have en ny generation af unge mennesker, der tør at drømme om at skabe deres egen fremtid, fremhæver Allan Chemnitz.