Finanslovsforslag for 2014
D: Hvad med det voksende underskud, Vittus?
Formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen uddeler både ris og ros til naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut
- Demokraterne er glade for, at Naalakkersuisut i sidste ende valgte at lytte til vores advarsel om, at det ville smadre boligmarkedet, såfremt selvstyret solgte alle de boliger, som man lagde op til at sælge i finanslovsforslaget for 2014.
Sådan skriver formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen.
- Vi er tilfredse med, at naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq nu offentligt har erkendt, at der var tale om en fejlvurdering, og at boligerne nu vil blive solgt over en længere årrække.
Underskuddet på finanslovsforslaget vokser
- Men Vittus Qujaukitsoq glemmer noget vigtigt i sin offentlige erkendelse. Han glemmer, at han i sit finanslovsforslag for 2014 har indregnet indtægter fra salg af boligerne. De indtægter kommer ikke nu, og det betyder, at det store underskud på finanslovsforslaget bliver endnu større, påpeger Jens B. Frederiksen.
Ifølge Demokraterne skylder Vittus Qujaukitsoq fra Siumut derfor at fortælle, hvordan han vil håndtere ’det problem’.
- Vil han finde andre indtægter og i så fald hvilke? Vil han hæve skatter og eller afgifter? Eller vælger han at være ligeglad og lade underskuddet vokse? lyder det spørgende fra Jens B. Frederiksen.
- Hos Demokraterne er vi meget interesserede i at finde ud af, hvordan Vittus Qujaukitsoq vælger at forholde sig til det finanspolitiske problem, der er opstået efter, at han har måttet erkende, at vi fra Demokraterne havde helt ret, da vi påpegede, at det ikke kunne lade sig gøre at sælge alle de boliger på en gang, siger Jens B. Frederiksen, og tilføjer:
- Så tak fordi du lyttede, Vittus, men hvad har du nu tænkt dig at stille op?