Forslag til finanslov 2014
D: Gentager historien sig med Siumut?
Naalakkersuisut siger, at man vil skabe overskud senere i valgperioden. - Det er en lettere grinagtig påstand, når man kigger lidt tilbage i historien, påpeger Demokraterne
- Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut, bliver ved med at gentage, at koalitionen har en plan om underskud på finansloven nu efterfulgt af overskud i de såkaldte budgetoverslagsår. Det er en før prøvet Siumut-taktik, som ganske enkelt ikke holder i praksis. Beviset på dette kan findes ved at kigge lidt bagud i historien.
Sådan lyder det fra Palle Christiansen, finansordfører for Demokraterne.
Det sker i forbindelse med Naalakkersuisuts finanslovsforslag forud for finansloven gældende for 2014.
Redaktionen bringer for forståelsens skyld her hele Palle Christiansens debatindlæg:
’Først på året i 2006 vedtog den daværende Siumut-ledede koalition sin første finanslov. Denne finanslov budgetterede med et underskud på 51,2 millioner kroner. Budgetoverslagsårene så dog fine ud. I 2007 budgetterede man med et underskud på 109,8 millioner kroner, hvorefter Siumut og co. forudså, at underskud blev vendt til overskud. I 2008 skulle vi få et overskud på 47,5 millioner kroner og i 2009 kunne vi regne med et overskud på 61,7 millioner kroner.
Her er altså tale om lidt den samme historie som i dag. En koalition ledet af Siumut planlægger to år med underskud (76,3 millioner kroner i 2014 og 62,9 millioner kroner i 2015). Herefter mener Siumut og co. så at kunne forudsige overskud i 2016 og 2017 på henholdsvis 106,3 millioner kroner og 171,1 millioner kroner.
Jeg er ikke spåmand, så jeg kan ikke vide, om Siumut får ret i denne omgang, men jeg skal gerne kaste et blik tilbage i historien og påvise, hvordan det gik sidst, partiet sad for bordenden og præsenterede sin første finanslov (Jeg ved godt, at det var IA, der havde posten som naalakkersuisoq for finanser, men koalitionen var ledet af Siumut)
Fakta er følgende:
- I 2006 budgetterede Siumut med et underskud på 51,2 millioner kroner. Glæden må derfor have været stor hos Siumut, da partiet senere kunne glæde sig over, at resultatet for året var et overskud på 39,8 millioner kroner.
- I 2007 gik det ikke helt så godt. Siumut havde i tilbage i 2006 forventet et underskud på 109,8 millioner kroner. Resultatet blev et underskud på 266,7 millioner kroner.
- I 2008 gik det endnu værre. Siumut havde tilbage i 2006 peget på dette som året, hvor økonomien ville vende, og budgetteret med et overskud på 47,5 millioner kroner. Resultatet blev et underskud 317 millioner kroner.
- I 2009 blev Siumuts forudsigelser så fuldstændig grinagtige. Tilbage i 2006 havde man peget på, at overskuddet i 2009 ville blive på 61,7 millioner kroner. Resultatet var et underskud på rundt regnet 950 millioner kroner.
Lad mig derfor konstatere, at jeg naturligvis håber, at Siumut har ret denne gang. Demokraterne ønsker helt bestemt gode tider for Grønland. Desværre er jeg nødt til at være realistisk, og jeg tror ikke et øjeblik på, at Siumut er blevet bedre til at føre økonomisk politik siden partiet sidst var ved magten.
Finanslovsforslaget for 2014 er et stort bevis på denne påstand’, skriver Palle Christiansen, finansordfører for Demokraterne.
Læs alle artikler, der knytter sig til Naalakkersuisuts forslag til finansloven for 2014