D: Færre børn skal anbringes uden for hjemmet
Demokraternes Justus Hansen slår i sin valgkamp på, at hjælpen til forældre, der har børn anbragt uden for hjemmet, skal øges
Vi skal have et samfund, hvor det ikke er nødvendigt, at børn skal fjernes fra deres forældre.
Sådan lyder kampråbet fra Justus Hansen, der genopstiller til Inatsisartut-valget for Demokraterne.
- Desværre er virkeligheden sådan, at alt for mange børn i dag er anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været i mange år, og desværre er der ikke meget, der tyder på, at tingene går den rigtige vej, lyder det fra Justus Hansen.
Mere fokus på forældrene
Han fortæller, at der i 1994 blev der udgivet en undersøgelse af børn og unges anbringelser uden for hjemmet, som viste, at 4,3 procent af alle 0-17-årige børn i 1992 var anbragt uden for hjemmet. I 2006 var dette tal steget således, at omkring 6 procent af alle børn og unge var anbragt uden for hjemmet.
- Når talen falder på børn anbragt uden for hjemmet, er det ofte børnene man taler om. Demokraterne ønsker, at man i lige så høj grad fokuserer på forældrene. Hvordan havner forældre i en situation, hvor man får frataget det kæreste man ejer – sine børn? Hvad kan vi gøre for at hjælpe disse forældre, så de med tiden kan få deres børn hjem igen? spørger Justus Hansen.
- Vi mener, at forældre, der – frivilligt eller ufrivilligt – får fjernet deres børn har krav på at få udarbejdet en målrettet indsatsplan, der fokuserer på den enkelte forælder eller det enkelte forældrepar. For nogle er den rigtige indsats måske misbrugsbehandling, mens der for andre måske kan være tale om, at den rette indsats er en behandling mod en specifik psykisk lidelse. For atter andre er det måske en helt tredje ting, man skal målrette indsatsen imod, fremhæver Justus Hansen, og tilføjer, at under alle omstændigheder bør det være sådan, at samfundet så målrettet som muligt gør en indsats for, at børn og forældre igen bliver bragt sammen.