D: Enoksen frygter vælgerne

Demokraternes gruppeformand og medlem af Revisionsudvalget, Jens B. Frederiksen langer hårdt ud efter landsstyreformanden i forbindelse med boligsagen,

Offentliggjort

– Landsstyreformanden ser ud til at være bange for vælgerne, og det er formentlig med god grund. Han har haft det overordnede politiske ansvar i al den tid hjemmestyret ulovligt har solgt boliger til vennepriser til blandt andet toppolitikerne Jørgen Wæver Johansen og Johan Lund Olsen. Derfor tør han ikke gå af og møde vælgerne, skriver Demokraternes Jens B. Frederiksen i pressemeddelse.

Demokraterne mener, at det var med god grund, at Landsstyret med Hans Enoksen og Aleqa Hammond i spidsen modarbejdede en uvildig undersøgelse af boligsagen.

– Den uvildige undersøgelse – som et enigt revisionsudvalg besluttede, at Nuna Advokater skulle stå for - viste jo, at boligsalgene var ulovlige. En så grov tilsidesættelse af jura, moral og etik burde få enhver ansvarlig regering til at gå af med det samme. Men ikke her i landet; Landsstyret har nu besluttet at udsætte pinen ved at få kammeradvokaten til også at kigge på sagen, men hvad så når kammeradvokaten også når frem til at boligsalgene var ulovlige. Hvem skal vi så få til at lave endnu en undersøgelse? Spørger Demokraterne.

– For Demokraterne står det helt klart, at den eneste grund til, at Landsstyret ikke tager ansvaret på sig og går af er, at Hans Enoksen og Siumut er rystende bange for at møde vælgerne. De er rystende bange for at skulle forklare, hvorfor man gennem flere år har ment, at det er i orden at sælge boliger til spotpriser til vennerne. Rystende bange, at vælgerne denne gang vil straffe Siumut for gang på gang at tilgodese partikammerater og andre rygklappere frem for at arbejde for hele befolkningen.

– På vegne af hele Demokraternes landstingsgruppe vil jeg dog gerne slå fast, at jeg håber, at vi tager fejl. Jeg håber, at Hans Enoksen vil vise sig som den mand og den fighter, som jeg ved, at han er. Jeg håber, at han vil udskrive valg, så vi kan få ryddet op og begynde på en frisk.

– For Demokraterne at se, så kommer de næste dage til at blive skelsættende for Hans Enoksens eftermæle. Skal han huskes som en mand med hjertet på rette sted, der tog ansvar for sine handlinger og viste sig som en sand fighter eller skal han huskes som en sølle bangebuks, der på den mest ynkelige facon gjorde alt for at klæbe sig fast til sin taburet?

– Det er dit valg, hr. Landsstyreformand, skriver Demokraternes Jens B. Frederiksen i pressemeddelse.

Powered by Labrador CMS