D: Én valgkreds er vejen frem

- Naalakkersuisut er på vej med et lovforslag, der gør op med den demokratiske grundtanke om, at alle stemmer tæller lige meget, mener Demokraterne

Politisk ordfører for Demokraterne, Anda Uldum. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Naalakkersuisut er på vej med et lovforslag, der går ud på, at der skal reserveres pladser i kommunalbestyrelserne til repræsentanter fra de gamle kommuner.

- Det betyder med andre ord, at det ikke nødvendigvis er stemmetallet, der er afgørende for, hvem der kommer til at sidde i kommunalbestyrelserne. Det er en stor skam, siger Anda Uldum, politisk ordfører for Demokraterne.

- Det bør være sådan, at alle borgere skal kunne stemme på de samme partier og personer, og når optællingen er slut, skal kommunalbestyrelsen bestå af de kandidater, der har fået flest stemmer for de enkelte partier.

- For at eksemplificere det, så skal det være sådan, at hvis Demokraterne får stemmer nok til at få tre mandater i Kommuneqarfik Sermersooq, så skal det være de tre kandidater, der har fået det højeste stemmetal, der skal indtræde i kommunalbestyrelsen.

- Det betragter vi som det demokratisk mest korrekte. Ved at operere med geografiske mandater, risikerer man, at det ikke er de tre kandidater med flest stemmer, der kommer i kommunalbestyrelsen, da der skal være plads til de geografiske mandater, påpeger Anda Uldum.

Forslaget fra naalakkersuisut
Det forslag, som naalakkersuisut har sendt i høring med henblik på fremlæggelse på den kommende forårssamling, lægger op til, at der i Qaasuitsup Kommunia skal vælges i alt otte geografiske mandater.

I Qeqqata Kommunia skal der vælges i alt to geografiske mandater. I Kommuneqarfik Sermersooq skal der vælges i alt fem geografiske mandater. I Kommune Kujalleq skal der vælges i alt tre geografiske mandater.

- Demokraterne er bestemt ikke tilhængere af dette forslag, og vi vil kæmpe for, at det bliver ændret således, at alle stemmer tæller lige meget ved det kommende kommunalvalg - præcis som vi er vant til, at de gør ved valgene til Inatsisartut.

- Enkredssystemet, som Demokraterne går ind for, tjener til at minde de folkevalgte politikere om, at de ikke er repræsentanter for en bestemt by eller bygd, men derimod en repræsentant, der skal tjene hele kommunens interesser, fastslår Anda Uldum.

Læs meget mere om naalakkersuisuts lovforslag i ugens Sermitsiaq, som i dag er på gaden. Du kan købe en elektronisk udgave af avisen her:

Powered by Labrador CMS