D: Drop romantiske forestillinger om fiskeriet
Niels Thomsen mener, at forslaget til en ny fiskerilov hviler på et tyndt grundlag
I den tv-transmitterede valgdebat om fiskeriet fremførte Niels Thomsen (D), at forslaget til en ny fiskerilov hviler på for få - og frem for alt for usikre beregninger. Nu uddyber han synspunkterne i en pressemeddelelse.
Han ønsker, at et nyt forslag skal bygge på anbefalinger fra erhverv og organisationer.
- Anbefalingerne skal baseres på konsekvensanalyser og konsekvensberegninger, så det bliver tydeligt, hvad de forskellige tiltag får af betydning for fiskeriet – og ikke mindst for samfundet, skriver han.
- Konsekvensanalyser skal være baseret på flere scenarier, upartiskhed, saglighed samt opstilling af fordele og ulemper. Sagt anderledes skal der skabes et beslutningsgrundlag på et oplyst grundlag.
Fiskeriet som malkeko
Han fastslår, at man fra politisk hold bør være omhyggeligt med, at man ikke gambler med landets vigtigste erhverv
- Fiskeindustrien skal have nogle sikre vilkår at drive deres forretning på. For eksempel skal der være en garanti for, at tildelte kvoter ikke pludselig bliver trukket tilbage. Hvis ikke den garanti er der, er der ingen bank, der vil låne penge ud til finansieringen af nye effektive fartøjer.
- At fiskeindustrien i dag via et højt skatte- og afgiftstryk anvendes som en malkeko til at lukke huller i finansloven og som et led i de røde partiers omfordelingspolitik, er bevis på de siddende politikeres manglende forståelse for hvordan erhvervslivet kan blomstre til gavn for hele samfundet.
Beskylder IA for populisme
Han mener, at det fremlagte forslag er præget af en 'planøkonomisk omfordelingstankegang', hvor man i stedet for burde styrke erhvervet.
- Første skridt er derfor at erkende, at fiskerierhvervet er en industri, som er i konkurrerende med store internationale aktører, hvor det derfor handler om at højne konkurrenceevnen og produktiviteten.
- Romantiske forestillinger om at vi skal være den førende fiskerination, samtidig med at ville fastholde den nuværende struktur – senest fremført af IA´s formand – er populisme, vælgerbedrag og tegn på manglende forståelse for erhvervet, herunder samfundsøkonomi generelt.