D: Butikkerne skal have lov til at sælge alkohol i hele åbningstiden

Demokraterne er ved at være klar med et ændringsforslag til alkoholloven, som partiet vil fremsætte ved efterårssamlingen.

Offentliggjort

Demokraterne har både under debatten i Inatsisartut og under valgkampen markeret sig som modstandere af den nye alkohollov.

Nu viser det sig, at partiet er parat til at gå endnu videre end blot at rulle loven tilbage. Demokraterne ønsker en vidtgående liberalisering af salget af alkohol.

Det fremgår nemlig af en pressemeddelelse, at partiet vil foreslå, at åbningstiderne for salg af alkohol skal følge de almindelige åbningstider.

Forlaget er blot en af de ændringer af alkoholloven, som partiet vil fremlægge under efterårssamlingen.

Derudover ønsker Demokraterne afskærmningen fjernet og reklameforbuddet ophævet, ligesom de vil give unger under 18 lov til at gå på café efter klokken 20.

- Demokraterne betragter den nuværende alkohollov som et anslag mod den personlige frihed og mod befolkningens ret til at styre deres eget liv, skriver partiets næstformand, Randi Vestergaard Evaldsen i en pressemeddelelse.

- Det er vores håb, at Naalakkersuisut og de øvrige partier er enige med os i, at loven er uhensigtsmæssig, hvad angår disse ting, og vi håber derfor på opbakning til vores forslag.

Powered by Labrador CMS