Coronavirus: Dødstal passerer 1.500

Med 143 nye dødsfald i fastlands-Kina fredag er over 1500 mennesker i Kina døde af virusset siden december.

Offentliggjort

143 flere personer er døde det seneste døgn af coronavirusset i fastlands-Kina.

Det oplyser Kinas nationale sundhedskommission i sin daglige opdatering lørdag morgen lokal tid.

Dermed er det samlede antal døde af coronavirusset på 1523 personer i hele fastlands-Kina. I den kinesiske Hubei-provins, hvor virusset oprindeligt brød ud, er i alt 1457 døde.

Sundhedskommissionen oplyser derudover, at yderligere 2641 personer er blevet smittet i fastlands-Kina i løbet af de seneste 24 timer. 2420 af dem er fra Hubei-provinsen.

Dermed er i alt 54.406 personer blevet smittet med virusset i provinsen siden midten af december. I hele fastlands-Kina er i alt 66.492 registreret som smittet, oplyser Kinas sundhedsmyndigheder natten til lørdag dansk tid.

På verdensplan

På verdensplan er over 66.800 mennesker smittet. Det viser en opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore i USA natten til lørdag dansk tid.

Natten til torsdag tog virusudbruddet et hidtil uset hop opad, da der blev registreret 242 dødsfald på et enkelt døgn. Det er det højeste antal døde registreret på 24 timer.

Coronavirusset er foruden Kina registreret i 28 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien, Sverige og senest i Egypten.

Powered by Labrador CMS