Coronastab med advarsel: Man kan strande i DK

Coronastaben skærper tonen overfor borgere, som fortsat planlægger juleferie i Danmark. Smittepresset kan nemlig betyde ventetid på test og dermed manglende testresultat ved afrejse. Alle forsinkelser bliver for egen regning.

Offentliggjort

Endnu en opfordring om at droppe julerejser til Danmark kommer med advarsel om, at det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man trodser Selvstyrets kraftige anbefalinger om at blive hjemme, sådan lyder budskabet på en pressebriefing torsdag.

Man kan nemlig risikere at strande i Danmark, fordi landets testfaciliteter i øjeblikket er hårdt presset, og der er ventetid mange steder. Det kan betyde, at man ikke får sit testresultat i tide til at få lov at flyve hjem til Grønland.

Fortsat stigende smitte i Danmark

Det stigende smittetryk i Danmark bekymrer Selvstyret og Landslægeembedet, som fortsat håber at undgå smittespredning her i landet fuldstændigt. Men det kræver, at folk lader være med at rejse, påpeger coronastaben.

Staben oplyser, at alle ekstra udgifter forbundet med rejsen skal afholdes af borgerne selv, og at der ingen økonomisk hjælp er at hente hos selvstyret.

- Bliv nu for hulen hjemme med mindre, det er noget, der virkelig er så presserende, at det er strengt nødvendigt, at tage af sted lige nu, understreger formanden for coronastaben Hans-Peder Barlach Christensen.

Lad dem der har brug for det rejse

Der er forståelse for, at man kan være nødsaget til at rejse til Danmark, hvis man har ældre familiemedlemmer, der er terminalt syge, som man måske ikke får muligheden for at se, hvis man venter.

Men bortset fra det, er det meget få situationer, der påtvinger folk at tage afsted, understreger landslæge Henrik L. Hansen, Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim, og coronastaben.

- Til dem der har svært ved at træffe en beslutning, så vil jeg gerne sige. Hvis du er i tvivl så lad være med at tage afsted, siger Anna Wangenheim.

- Der skal ikke være tvivl om, hvor vi står. Den eneste grund til, vi ikke lukker helt ned nu er nødvendighed. Vi har brug for at kunne få sundhedspersonale, samt flyfragt frem og tilbage, men vi har ikke brug for at få smitten ind i landet. Så hvis du tænker: Er det nødvendigt, jeg tager afsted? Så lad være, pointere hun.

Ingen planer om nedlukning med mindre…

Hvis situationen udvikler sig, og der kommer mere smitte her i landet, eller der bliver opdaget flere smittede ved test i Danmark inden afrejse, kan vi forvente en nedlukning i samme form som tilbage i marts måned, hvor der blev lukket for al anden flyvning end myndighedsflyvninger og fragtflyvninger.

Men det håber coronastaben og Naalakkersuisut at undgå, fordi det har vidtgående konsekvenser, både administrativt og økonomisk. Det vil nemlig betyde, at der skal laves visitering af dem, der får lov at flyve, og at Selvstyret skal afholde udgifter til Air Greenland for at flyve med de få nødvendige passagerer og fragt.

Powered by Labrador CMS