Christian Pihlblad Jerimiassen: Stort potentiale for ny aktivitet

AdvenTours ser store muligheder for at leje cykler ud til turister, der vil opleve baglandet i Kangerlussuaq og den nye ATV-vej til Sisimiut.

Christian P. Jerimiassen, der er Park Ranger i Unesco World Heritage Site Aasivissuit – Nipisat, tilbyder udlejning af cykler i Kangerlussuaq som bibeskæftigelse gennem sit firma AdvenTours.gl.
Offentliggjort

Efter at to cykelentusiaster for nyligt gennemførte turen fra Indlandsisen til Sisimiut på deres mountainbikes, ser Christian Pihlblad Jerimiassen store muligheder for at leje cykler ud i Kangerlussuaq.

Turen, som Thomas Steinthal og Jørgen Wibe gennemførte på syv dage, er på i alt 206,5 kilometer og gik fra Point 660, der er det østligste punkt tættest på Indlandsisen og omkring 10 kilometer øst for Russel Glacier, hvor de fleste kilometer mod Sisimiut tilbagelægges på den ufærdige ATV-vej.

Tour de Kang

Christian P. Jerimiassen lægger vægt på, at det er det eneste sted i Grønland, hvor det er muligt at køre fra Indlandsisen til kysten.

For et par dage siden var formanden for Naalakkersuisut Múte B Egede og borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen ude og prøvecykle ATV vejen fra Sisimiut.

Christian P. Jerimiassen mener, at det er vigtigt, at politikerne sætter sig ind i sagen og selv prøver at cykle på vejen, som forventes at blive indviet til oktober.

- Jeg vil foreslå dem, at vi snart må forberede en Tour de Kang, siger Jerimiassen.

Hans firma AdvenTours har anskaffet ti el-cykler, såkaldte efatbikes, der er velegnet til terrænet i Kangerlussuaq. 

- Overrasker det dig, at de gennemførte turen?

- Jeg er meget glad for, at deres strabadser har givet pote. Alle implicerede vidste fra starten, at sporet absolut ikke er færdigt. De tog dog udfordringen op og gennemførte turen. Jeg var overrasket over, at de kunne gøre det så hurtigt trods deres daglige korte køretid, siger Christian P. Jerimiassen, der var med til at planlægge turen.

Ny aktivitet

- Ser du nogen muligheder for din forretning i, at de gennemførte turen?

- Ja, helt klart. Det er en ny og mere bæredygtig aktivitet i forhold til andre turistoplevelser. Jeg ser meget frem til de nye muligheder, når ATV-ruten er færdig. På internettet kan vi se, at bikepacking er en ny fremstormende aktiv måde at holde ferie på. Så ja, jeg ser, at der er et stort potentiale i cykling som et supplement til ATV kørsel, vandring og så videre, 

- Ikke mindst at passagerer, som har en overnatning, og som gerne vil opleve området, nemt kan komme rundt på vores cykler, siger Christian P. Jerimiassen.

En kilometer grusvej

Om cykling i Kangerlussuaq området skriver han på sin hjemmeside, at det er for dem, der ønsker at få noget motion og strække benene, mens de er på ferie. 

- Han mener, at det er er den perfekte måde at udforske baglandet langs grusvejene, der fører til mange af de største attraktioner rundt om i bygden. Med 100 kilometer grusveje er der rigeligt at opleve. 

AdvenTours.gl har 10 cykler med 5 ekstra batterier, og både multi-cykel og flerdages leje er muligt. Guidede ture om eftermiddagen er også en mulighed. 

AdvenTours.gl er en lokal virksomhed, der siden august 2022 har tilbudt efatbikes til leje i Kangerlussuaq. 

Christian P. Jerimiassen blev dengang ansat som Park Ranger i Unesco World Heritage Site Aasivissuit – Nipisat. I den forbindelse fik han også mulighed for at tilbyde udlejning af efatbikes i Kangerlussuaq som bibeskæftigelse. AdvenTours.gl vil på sigt tilbyde flere forskellige aktiviteter indenfor turisme.

Speciel cykel

Cyklen er en såkaldt ”fatwave beach cruisers” fra Californien. Hvad de hedder på dansk eller grønlandsk ved vi ikke, men navnet fortæller, at man kører på nogle brede dæk, som er velegnet til at køre på sand, fordi den ikke synker ned i sandet.

AdvenTours.gl skriver på sin hjemmeside, at denne beach cruiser elcykel vil være ideel i ujævnt terræn, mod vinden eller på bakkerne, på asfalt og på sne. Fatwave elcykel kører overalt, påpeger AdvenTours.gl i deres salgsmateriale.

Cyklerne er som nævnt udstyret med store 26x4 tommer brede dæk monteret på forstærkede fælge. Den 500-watts bagnavsmotor hjælper, når man har mest brug for det, og hjælper hurtigt til en hastighed på 25 kilometer i timen, fortæller firmaet på hjemmesiden. 

Elcyklerne blev endeligt godkendt efter en moderering til godkendt hastighed i henhold til en ny vedtægt i Grønland, som trådte i kraft 1. juni 2024.

Powered by Labrador CMS