Chok-regning til Inis lejere
Mange lejere i Inis udlejningsboliger har fået chok-regning, da varmeregningerne blev tilpasset til det faktiske forbrug
Der er blevet udskrevet ekstraregninger på flere tusinde kroner til mange lejere hos Ini, da der blev foretaget varmereguleringer i april. Nogle har fået en ekstra regning på over 7.000 kroner. Nu arbejder boligselskabet Ini på at finde en overkommelige afdragsordning for at undgå udsættelser.
Læs: Ini dropper chok-prisstigninger på varme
A conto-betalingerne til varme blev reguleret i vinteren 2011 til et lavere niveau, hvor der var mild vinter. Men a conto-betalingerne er ikke blevet reguleret i vinteren 2012, der var koldere end året før. Nu får Inis lejere en chok-regning på den konto.
Kan miste bolig
- Vi er godt klar over, at mange har fået en stor ekstra regning. Nu får vi undersøgt lovgivningen, om det er muligt at lave afdragsordninger over længere tid – måske op til et år, siger kommunikationschef i boligadministrationsselskabet Ini, Else Løvstrøm, til Sermitsiaq.AG.
Større regninger kan i dag blive afdraget i højst tre måneder. Men en chok-regning på over 7.000 kroner kan vælte husholdningsbudgettet for mange.
- Vi vil tage hensyn til lejernes private økonomi og vil finde en mere hensigtsmæssig ordning for at undgå, at folk mister deres bolig på grund af en stor ekstra regning, siger Else Løvstrøm.
Inis lejere skal henvende sig til boligadministrationsselskabet inden 19. april, hvis de skal lave afdragsordning.