Chefredatøren anbefaler: Otte døgn med Aki-Matilda Høegh-Dam

Tirsdag 25. juni

Jeg går tidligt i seng, for jeg er træt oven på nogle travle dage. Jeg ser Family Guy, en lidt ligegyldig tegnefilm. Jeg kan godt lide at noget at grine af, inden jeg skal sove.

Omkring klokken 23 får jeg en opringning fra Socialdemokratiet med en fortrolig oplysning om, at nu er partierne blevet enige. Vi får en socialdemokratisk regering. Og de vil snart gå ud med det i offentligheden.

Jeg bliver lysvågen og begynder straks at tjekke medierne på min mobil og computer. Jeg er spændt på, hvad der står i aftalen om Grønland.

Et par dage i forvejen er jeg blevet spurgt af Nicolai Vammen, hvad jeg synes, der skal stå på to-tre linjer om Grønland. Jeg siger, det er meget vigtigt med ligeværdighed og mere fokus på de danske ansvarsområder i Grønland. Og det er også, hvad der kommer til at stå i aftalen.

Jeg følger med, mens Mette (Frederiksen) taler til pressen. Men falder til sidst i søvn med computeren i hænderne.

Tidligt næste morgen skriver jeg på kollegiets Facebook-side: Tillykke. I har fået en socialdemokratisk regering. Da kollegianerne vågner, svarer mange af dem: juhu! Jeg har boet på kollegiet i fire år, mens jeg har studeret på statskundskab. Regensen er et flere hundrede år gammelt kollegium midt i København, et dejligt sted, hvor jeg har mit eget værelse på omkring ni kvadratmeter. Jeg deler køkken og toilet med andre.

Onsdag 26. juni

Jeg tager tidligt ind på Christiansborg. 12.30 er der gruppemøde, hvor Mette Frederiksen giver en politisk orientering om, hvad der er sket om natten. Stemningen er virkelig fin. Den socialdemokratiske gruppe har taget rigtig godt imod mig.

Udover det politiske siger Mette Frederiksen, at vi skal huske at holde ferie og puste ud oven på valgkampen. Ikke bare for vores egen skyld, men for hele Danmarks. Ellers bliver vi alt for udmattede. Jeg synes, det er fint, hun minder os om det.

Mette nævner også, at en bedre pensionsordning ikke er med i aftalen. Men at det er første prioritet, og noget hun vil kæmpe for. Jeg selv siger ikke noget på gruppemødet. Jeg har taget Bertel Haarders ord til mig. Vi var sammen på TV 2 i et indslag om det yngste og det ældste medlem. Haarder sagde, at man kun skal sige noget, hvis man synes, det er meget vigtigt. Som politiker skal man ikke sige en hel masse – bare for at sige noget.

Jeg ved ikke, om der er faste pladser på gruppemødet. Så først tør jeg ikke sætte mig ned. Men så siger Bjørn (Brandenborg), der er nyt medlem og ung lige som mig: - Sæt dig bare her ved siden af mig. Det gør jeg. - Rigsfællesskabet holder sammen, siger han. Hans mor er færing. - Jeg vil kalde dig nanoq, siger jeg til ham. - Gør du bare det,
siger han.

Klokken 19 mødes jeg med Kim Kielsen, der er til møde på den amerikanske ambassade i København. Vi mødes på Christiansborg. Jeg har ikke fået noget kontor endnu, så jeg ved ikke rigtigt, hvor vi kan sidde. Tommy fra vagtkontoret tilbyder, at vi kan låne vagtens kontor.

Kim spørger, hvordan jeg har det. Jeg fortæller ham, at det går fint indtil videre. Kim har åbent sagt, at han selv stemte på en anden end mig. Jeg synes, det er i orden. For mig er det vigtigt at være oprigtig. Jeg nævner selv, at der verserer rygter om, at jeg vil gå over til Naleraq. Men jeg bliver nu i Siumut.

- Ja, de rygter stopper aldrig, siger Kim. Uanset hvad er han glad for, at jeg kom i Folketinget. Mødet med Kim er helt uformelt og varer omkring en halv time.

Mine forældre og bror er i Danmark og har lejet et sommerhus. De spørger, om jeg har lyst til at overnatte hos dem. For så kan jeg lige nå at hilse på min far (Kim Høegh-Dam), inden han rejser tilbage til Grønland.

Vi spiser pizza sammen. Det er hyggeligt. Men jeg er træt og går tidligt i seng.

Torsdag 27. Juni:

Jeg vågner først ved 12-tiden helt smadret i kroppen. Jeg spiser pizza-rester. Og snakker med min bror (Qarsoq Høegh-Dam). Min far er allerede blevet kørt til lufthavnen af mor (Bitten Høegh-Dam).

Vi leger med min brors tvillinger på et halvt år. Vi tumler rundt på en madras og har det hyggeligt.

På tv ser jeg Mette, da hun har været hos dronningen. Men jeg er helt smadret, så jeg kan ikke helt nyde det. KNR ringer og interviewer. En journalist fra DR, som gerne vil lave en dokumentar om Folketingets yngste medlem, ringer også.

Klokken 17 spørger jeg min mor, om hun vil køre mig tilbage til kollegiet. Jeg lider af høfeber og har problemer med græsset ved sommerhuset. Det er meget varmt.

Min mor kører mig hjem til kollegiet. Det er dejligt at møde kollegianerne igen. De er de samme over for mig, selvom jeg er kommet i Folketinget. Det giver tryghed at være sammen med dem. Jeg elsker mit lille værelse, som er køligt og rart. Jeg ser Family Guys og går i seng klokken 22.

Fredag 28. Juni:

Jeg vågner allerede klokken fem. Flemming (Møller Mortensen), som står til at blive gruppeformand, har skrevet mail til mig for at høre om mine udvalgsønsker. Jeg går i bad, spiser yoghurt med banan og brød med æg til morgenmad og overvejer, hvad jeg skal svare ham.

Klokken 8 mødes jeg med Flemming. Jeg siger, at jeg gerne vil det hele. Socialudvalget er jeg meget interesseret i. Men det drejer sig mest om Danmark. Så jeg beder om Grønlandsudvalget, Udenrigspolitisk Nævn, Forsvarsudvalget, Retsudvalget og Arktisk Delegation, som er noget nyt, vi ikke helt ved, hvad dækker over endnu.

På Flemmings kontor har han et udstoppet isbjørnehoved og et billede af Knud Rasmussen. Flemming er interesseret i Grønland og tidligere medlem af Grønlandsudvalget.

Klokken 11 er der gruppemøde. Forinden drikker jeg kaffe med nogle andre medlemmer af gruppen.

Flemming bliver valgt som gruppeformand og Jesper (Petersen) som politisk ordfører. Alle klapper. Det hele er aftalt på forhånd og varer kun en halv times tid.

Kl. 13 frokost i Snapstinget. Jeg møder to af Aaja Chemnitz Larsens medarbejdere. De spørger, om jeg ikke vil sidde hos dem. Vi snakker lidt om min nye lejlighed i Tordenskjoldsgade og lidt om høfeber.

Jeg går op på servicecentret for at få hjælp til en masse it-problemer. Bagefter mødes jeg med en mand, som viser mig min nye lejlighed i Tordenskjoldsgade, hvor Folketinget har lejligheder til folketingsmedlemmer. Det er en fin lejlighed i to etager med et par værelser, toilet og køkken. Jeg er meget tilfreds. Den er hyggelig og meget større end mit kollegieværelse.

Jeg taler med en af de ansatte i Folketinget om, hvordan ansættelseskontrakten for de medarbejdere, jeg kan ansætte, skal se ud. Hvert medlem har et budget på 150.000 kr. om måneden til at lønne nogle medarbejdere. Jeg har allerede opslået en stilling som sekretær. Jeg regner med at ansætte 2-3 medarbejdere og en studerende. Jeg har fået flere gode ansøgninger. Jeg vil også ansætte en akademiker. Men ved ikke helt hvem endnu. Jeg kræver meget. Så det skal være de helt rigtige mennesker.

Om aftenen mødes jeg med min veninde Ayoe. Vi spiser hos Letz Sushi. Vi har en dejlig aften med tøsehygge. Jeg føler mig lidt som teenager igen. Vi snakker om tøj, kærester og den slags. Ingen politik!

Pludselig føler jeg mig igen helt stresset, for der er så meget at ordne. Jeg tager hjem kl. 22. Tænker over tingene. Jeg tegner lidt, forsøger at få mine tanker på papir. Jeg er meget selvkritisk og tænker meget over, om det hele er godt nok.

Lørdag 29. juni:

Jeg sover til klokken 9. Skriver lidt rundt til Flemming, Jesper og Mette. Jeg snakker i telefon med Kim Kielsen. Jeg føler en pligt til at orientere formanden om, hvad der sker, og spørge ham, hvad han synes om forskellige emner. Jeg fortæller ham, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg vil gerne have opbakning og troværdighed i partiet.

Jeg støvsuger på værelset, spiser morgenmad og frokost på kollegiet. Om aftenen er der Lindebal på kollegiet. Det er en traditionel Regensen-fest med lange kjoler, hvor vi danser lancier og drikker os fulde. Jeg klæder mig pænt på, tager læbestift på. Men når ikke rigtigt festen. For jeg skal hente min kæreste Kuno (Fencker) i lufthavnen.

Han studerer jura på Ilisimatusarfik i Nuuk. Vi har haft et langdistance-forhold i tre år. Vi giver hinanden plads og har vænnet os til kun at se hinanden engang imellem. Det er dejligt at mødes igen. Vi kører i Metro hjem sammen, køber en falafel. Det er så hyggeligt. Men det er blevet sent. Så vi tager hjem på kollegiet og går i seng.

Søndag 30. juni:

En stille dag. Jeg tegner, forsøger at få hold på mine tanker ved at mind mappe. Jeg er stresset. Alt er så nyt og uvant. Der er møde i morgen i det røde valgforbund, hvor udvalgsposterne skal fordeles. Jeg
forsøger at forestille mig, hvad der skal ske og forberede mig.

Jeg får en kop kaffe og går en tur sammen med Kuno. Det er dejligt at se ham og få et kram. Vi har ikke set hinanden i 3-4 uger.

Om aftenen laver Line og jeg mad i madklubben på min kollegiegang. Line er vegetar, så vi laver en vegetar-spaghetti-ret. Den smager dejligt. Man kan ikke smage, den er uden kød.

Mandag 1. juli:

Der er møde i det røde valgforbund. Jeg møder op som repræsentant for Siumut. Vi har en lang liste over udvalgsposter, som skal fordeles mellem rød og blå blok. Det er et større arbejde.

Jeg får – næsten – opfyldt mine ønsker. Jeg bliver medlem af Forsvarsudvalget, Retsudvalget, Arktisk Delegation, suppleant i Udenrigspolitisk Nævn og formand for Grønlandsudvalget. Vi aftaler, at jeg først er formand i to år. Derefter er det Aaja Chemnitz Larsens tur til at blive formand i to år. Det er Aaja ikke tilfreds med. Men jeg
synes, det er en fair aftale.

Om aftenen går Kuno og jeg i Tivoli. Som folketingsmedlem har jeg frikort. Det er en dejlig aften. Vi spiser i Tivolis food hall.

Tirsdag 2. juli:

Klokken 11 har jeg et hyggeligt kaffemøde med Mogens Jensen, der er minister for landbrug, fødevarer, fiskeri og nordisk samarbejde. Han har inviteret mig, fordi han gerne vil lære mig nærmere at kende.

Klokken 12 spiser jeg smørrebrød med Martha Abelsen. Hun er i byen for at mødes med den ny socialminister. Vi taler om, hvordan Danmark kan støtte Grønland på socialområdet, især med problemerne i Tasiilaq. Jeg siger, at det er vigtigt at oplære de lokale. Og at hjælpen er vedvarende. Det skal ikke bare være folk, som flyver ind og hurtigt ud igen. Røde Kors er et godt eksempel på, hvordan man kan hjælpe på en god måde.

Klokken 13 mødes jeg med min psykolog, Judy. Det er længe siden, jeg har talt med hende. Hun er god til stress-håndtering og en dygtig coach. Hun er god til at forklare, hvordan ens hjerne fungerer. Over for hende kan jeg være ærlig og fortælle ting, som ingen andre får at vide.

Jeg løber tilbage på Christiansborg på et af de hurtige løbehjul. Her har jeg et interview med KNR om fordelingen af formandsposten i Grønlandsudvalget. Møde med et par andre journalister.

Klokken 3 om natten tager Kuno og jeg i lufthavnen. Vi har købt en Spiesafbudsrejse til Alanya. Jeg glæder mig. Jeg trænger til at slappe af i en uges tid.