Chefredatøren anbefaler: Dumpede i idræt

I november fyldte Alice S. Olsen 40 år, men det er nu ikke grunden til, at hun er ugens Inuit. Hun blev fra det nye år, fastansat som KNR’s radiochef. Men ikke desto mindre, er det alderen, der fylder mest. Hun er ikke så vild med at fejre sig selv, så selvom det var en rund fødselsdag, holdt hun ingen kaffemik. Hun var i stedet på tjenesterejse med to kolleger i Danmark og var på DR på sin fødselsdag. Kollegerne fik hende dog med ud at spise om aftenen.

Hun havde ellers for en gangs skyld tænkt sig, at fejre sin fødselsdag. Det var jo 40.

- Men så blev det heldigvis ikke til noget, griner Alice S. Olsen.

Vi sidder hjemme i hendes store andelsbolig i Qinngorput, hvor hun bor med sin mand gennem seks år, den 41-årige politibetjent Tom Olsen, og hendes tre børn, 14-årige Nungunu, som hun har med Kristian »Ari« Josefsen, 10-årige Matti, hvis far er Chris Skovmose, og kongen over dem alle, familiens yngste, Alice og Toms Ulaajuk på fire år.

- Ulaajuk betyder en høj og velbygget mand, så jeg tænker på, om han nu også bliver det. Tom arbejdede på inspektionsskibene, da de to mødtes.

- Jeg praler lidt af, at jeg fik ham hevet i land, smiler hun.

- Men det tog fandeme også sin tid. Vi mødtes i 2010 og først i 2013, flyttede han til Nuuk. Han var svær at få herop.

Tilbage til fødselsdagen. Hun var ellers nået til, at hun og hendes lillebror fra sin fars side, Inuk, som har samme fødselsdag og fyldte 25 år, ville fejre deres fødselsdage sammen.

Krisealder

Det har tæret lidt på hende, at fylde 40. Det begyndte i foråret, hen mod sommeren, tror hun.

- Det har ikke noget at gøre med, hvor jeg var i livet. Det gik bare lige pludselig op for mig, at jeg egentlig ikke har passet så godt på mig selv. Så jeg tænkte på, om jeg var for sent på den. Men heldigvis tabte jeg mig til efteråret. Det hjalp lidt på det, griner hun.

Alice er ryger og betegner sig selv som storryger. 15 smøger om dagen, bliver det til.

- Men på den anden side, har jeg heller ikke tænkt mig at stoppe. Det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg på den ene side, gerne vil passe på mig selv og på den anden side, ikke gør en hujende fis, for at opnå det, griner hun igen.

Latter fylder generelt meget, når man snakker med Alice. Hun griner over, at hun er den eneste ryger tilbage i sin familie. Hun trøster sig i stedet med, at der er flere af hendes kolleger, der også ryger. Så er hun ikke så »ensom«.

Selvom hendes krisealder kradser, så er sporten heller ikke blevet fast integreret i hendes dagligdag. Endnu, og bliver det nok heller aldrig, hvis hun kender sig selv ret.

- Nogle gange løber jeg. Men jeg vil ikke løbe om vinteren. Jeg har en motionscykel. Den kommer frem en gang i mellem. Efter behov. Jo, det kommer i perioder, men jeg er ikke til sådan noget holdsport. Idræt har aldrig interesseret mig. Eller jo, som afstresning og pas-på-mig-selv-plan.

Dårlige øjne

Alice S. Olsen er født med dårlige øjne. En sygdom, der hedder nystagmus og skaber ufrivillige rykvise bevægelser af øjet. Det betyder også, at hun ikke ser godt og ikke kan følge med, når det går hurtigt. Derfor har holdsport aldrig sagt hende noget.

- Jeg fik engang 03 i idræt, siger hun og bryder ud i et stort grin.

Sygdommen betyder, at hendes øjne ikke kan måles, som os andre, der går til optikere og får enten en plus- eller minusdom. Hun kan bedst beskrive det, som at synet skal være på minimum 50 procent, før man kan få et kørekort og hun ligger på mellem 25 og 30 procent. Hun mærker det mest, ved at hun ikke altid ser de mennesker, hun kender, når de går forbi hinanden. Hun er bange for, at de mennesker tror, at hun ikke gider dem, når det slet ikke er årsagen.

Rent arbejdsmæssigt betyder det også, at hun ikke kan læse op fra teleprompteren. Så det skal være på papir eller hukommelse.

- Men det er noget, jeg altid har haft, så det er en tilpasning, siger hun affejende, som om der ikke er nogen, der skal tænke mere på det. Men hun understreger, at hun altid svarer på spørgsmål om sine øjne, hvis hun bliver spurgt. Hvilket ikke er tit.

Selvom hun aldrig har prøvet andet, så har det da irriteret hende fra tid til anden.

- Selvfølgelig har der været tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg kunne se ordentligt. Jeg sad altid forrest i skolen. Jeg kan ikke se særlig langt og jeg skal sidde meget tæt på skærmen, når jeg arbejder, siger hun og begynder på en historie, som allerede er ved at fremkalde grin. Jeg kan høre grinet i halsen, der bare vil op.

- Når vi er inde i fjorden, så holder min mor mig altid i hånden.

- Min afstandsbedømmelse er ikke så god, så jeg går som en dansk kvinde, når jeg går på ujævn terræn inde i fjorden.

Og man skal endelig ikke tage fejl, for selvom hun elsker fjorden og naturen, så er hun et bymenneske. Hun kan bare ikke klare for mange dage i den storslåede grønlandske natur for mange dage, så skal hun hjem igen.

Ledte efter familie

Alice S. Olsen har tre søskende. To brødre, den føromtalte Inuk, og Nuka, 23, fra sin afdøde far, Egon Sørensen fra Arsuk, og lillebror Taatsiaq, 28, fra sin mor, Marie Johansen Møller fra Paamiut, hvor Alice er født og opvokset sammen med sin mor og stedfar, Ortooraq Møller. Fra ham, har hun papsøster Manja og papbror Malik, der hver har tre børn. Manja er en del år ældre, så hende kender Alice ikke rigtig, men Maliks børn kalder hende for faster. En titel, hun elsker.

- Mit hjerte smelter hver gang, de kalder mig atsa, siger hun.

Taatsiaq er hun så vokset op sammen med. I hvert fald indtil hun rejste hjemmefra, da han var fire år. Han er hendes lille baby. Han var hendes største ønske. Men deres opvækst har været vidt forskellig, fordi hendes mor drak meget, da Alice var lille og indtil hendes bror kom til verden.

Hendes øjensygdom gætter de på, kunne komme fra hendes fars side af familien. Hun er den eneste af sine søskende, der har sygdommen og hun har heller ikke videregivet den til sine børn.

Hendes fars familie kender de ikke så godt. Hendes farfar er dansker og hendes far mødte ham aldrig. Interessen for at møde den biologiske familie, kom mere fra Alice. Men først, da farens bugspytkirtelkræft var langt fremskreden, lod han sig overtale til at finde sin familie. Det var nok mere for Alices skyld. Men det er først her i efteråret, at hun har fundet frem til flere af hans søskende.

- Det er ret fedt, at puslespillet gik op, men efterfølgende tænkte jeg også på, hvorfor jeg havde været så opsat på at finde dem, men nu ved jeg det. Nu er der et eller andet, der er lukket, siger hun.

Indtil videre slutter dén historie der. Hun ved ikke, om hun nogensinde kommer til at mødes med nogle af dem, hun har fundet frem til, men nu ved hun, at muligheden er der.

Hendes farmor, som hun kaldte Nungunu og som hendes datter altså er opkaldt efter, døde som kun 63-årig af kræft og hendes far var ikke mere end 60 år.

- Det var nok også en del af grunden til krisealderen, når jeg er storryger, sukker hun.

Slåskamp

Alice flyttede fra Paamiut, da hun var 15 år og kom på GU i Qaqortoq. Siden har hun ikke rigtig boet der.

- Jeg var hjemme i Paamiut her i julen og så slog det mig lige pludselig, at jeg har boet halvdelen af mit liv i Nuuk! Jeg flyttede hertil i 2000 og nu er det 2020, gisper hun.

- 20 ÅR! Så blev jeg endnu mere bevidst om min alder, griner hun.

- At man pludselig kan sige, at man har boet et sted i 20 år, som ikke er ens hjemby.

Det har hun det mærkeligt med. For hun elsker Paamiut. Men kunne ikke drømme om at flytte tilbage.

- Det var bare så dejligt, at være hjemme i Nuuk igen, efter 14 dage i Paamiut, siger hun og gnasker på en tørret banan.

Til gengæld er julen i Paamiut noget helt specielt. Det skal ikke være i Nuuk.

- Den der familiejul hos mor, der laver mad og så bare… være der…

Da hun var i Paamiut i julen, viste hun sin folkeskole for sine børn.

- Det var ren nostalgi. Jeg skal altid se skolen, når jeg er i Paamiut. Også gerne ind. Den er så forfalden, men der er så mange minder. Det er så sjovt. Jeg fortalte engang mine børn, at jeg havde været oppe at slås med en dreng, sådan virkelig. Det kunne de huske, så da vi kom ind i skolen, spurgte de, hvor vi havde slåsset. Så måtte jeg vise dem, at det var her, det foregik og at der var en rundkreds af børn, der heppede, griner Alice, der husker, at hun var blevet drillet for sine øjne og blev sur. Senere hen har de grinet af det.

Frihed

Følelsen af at komme til Qaqortoq for at gå på GU, husker Alice S. Olsen tydeligt.

- Yeah, nu er vi fri! Os, der skulle gå på GU, skulle med kystskibet til Qaqortoq. Jeg kan huske, at vores forældre stod på kajen og hulkede, men vi var bare glade, griner hun.

Efter GU, vidste hun ikke, hvad hun skulle, så hun tog et sabbatår og arbejdede i Brugsen i Qaqortoq. Men til en uddannelsesdag på GU, mødte hun den daværende leder for Journalistskolen, Sofia Geisler, og så fik hun et mål i løbet af sabbatåret. Men hun sendte også en ansøgning til Lærerseminariet og blev optaget på begge uddannelser, men valgte journalistikken.

- Da jeg gik i 11. klasse, var jeg i praktik hos en 1. klasse i Paamiut. Og de er jo blevet voksne med egne børn i dag, og når jeg ser dem, bliver min krise værre, griner hun hjerteligt.

Men i sidste ende, brændte hun ikke så meget for lærerfaget, som journalistfaget.

- Når det kommer til stykket, så ved jeg, hvad jeg vil. Det var det samme med stillingen som radiochef. Jeg kan være i tvivl helt op til, at jeg tager en beslutning, men når det kommer til stykket, så gør jeg det, fordi jeg vil skide gerne, fortæller hun.

Hun var usikker, da hun overtog posten midlertidigt i sensommeren, men som tiden gik, blev hun mere og mere sikker.

- Jeg ville have den stilling. Jeg nåede endda dertil, hvor jeg tænkte, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke fik den. Min verden ramler sammen, hvis jeg ikke får den stilling. Jeg ville og vil den skide gerne. Under processen finder jeg ud af, at egentlig godt kan lide arbejdet og jeg har også evnerne. Det sværeste er at indrømme det overfor sig selv, siger Alice S. Olsen, der elsker arbejdet, kollegerne, læringen, indflydelse på udvikling, at gøre hinanden gode.

- Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvor fedt, jeg synes, det er, at have ansvaret for at gøre andre gode. Da jeg blev redaktør på Qanorooq i 2013, var det slet ikke der, jeg var. Men så lærte jeg, fik viden og udviklede mig personligt – også med hensyn til ledelse, siger hun.

- Det er ret fedt, at jeg ikke har den der krise med, hvad jeg skal med mit liv. For jeg ved godt, hvad jeg skal med mit liv, men krisen er mere det her, siger hun og peger op og ned ad sig selv, mens hun griner.

- Det fysiske forfald.

Det kan dog afhjælpes, sagde en kollega til hende.

- Du kigger dig i spejlet om aftenen, når du er træt og ikke smiler. Og det er jo egentlig rigtig nok. Så ser det jo trist ud, siger Alice, der hermed har givet rådet videre til andre, der er i en form for krisealder. Måske kan det afhjælpe lidt.

Du kan læse flere artikler i den seneste udgave af avisen AG, som du kan få adgang til her:

AG Uge 05 2020

Klik her for at læse