Chefredaktørens sidste AG: Medierne holder øje for dig!

Efter mere end 25 år i grønlandsk journalistik, 11 år som chefredaktør for AG og på syvende år administrerende direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG er det tid til punktum

Chefredaktør og administrerende direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG, Christian Schultz-Lorentzen.

Medier er som en evighedsmaskine, der aldrig bliver mæt.

Anstrengende? Ja.

Sjovt? Ja.

Vanedannende? Ja.

Sådan har det været i 40 år.

Der findes ikke noget mere interessant end journalistisk arbejde uanset genre: hårde nyheder, portrætter, baggrundshistorier, reportager – you name it. Og det uanset, om du arbejder som engageret og nysgerrig reporter eller er igangsætter som redaktionel leder. Sådan har det været for mig. Et arbejde i folkets tjeneste, hvis vi skal være lidt højstemte.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Isen smelter. Grønland er klimaforandringernes ground zero, og Arktis er klodens nye, strategiske hotspot. Stormagterne rivaliserer og opruster. Grønland er i fuld gang med nationbuilding og fokus på egen identitet. På sigt måske selvstændighed. Men også frygtelige skyggesider: alt for mange selvmord, omsorgssvigtede børn og heling af langvarige ar på den folkelige sjæl, sådan som det også er tilfældet med andre befolkninger, der har været koloniseret. En kamp for at genvinde sit eget selvværd og plads. En svær kamp for et lille folk. Men en nødvendig kamp.

Kort sagt står opgaverne i kø for journalister, der brænder for sit fag. Brænder for at gøre en forskel og begraver funktionærtankegangen.

Meget kan gemme sig under overfladen. Det viser historien med al tydelighed. Verden er ikke perfekt. Men med journalistikken kan vi hjælpe med at gøre den til et bedre sted. Der skal gås til kanten. Vi skal være vedkommende. I en god sags tjeneste. For journalistik er dybest set ikke et sololøb. Det er en del af et samspil – et af demokratiets tandhjul.

Ingen naturlov

Derfor må mediernes eksistens ikke undermineres. De frie medier er ikke en naturlov. Se blot på Rusland, hvor Putin kontrollerer medierne på brutal vis, så kun magthavernes skræddersyede informationer sluses ud til befolkningen.

Forudsætningen for en uafhængig presse er økonomiske indtægter, der sikrer redaktionel mandskabskraft. Vi vil helst klare os selv. Det kræver en særlig kreativitet i et samfund som det grønlandske, hvor det private marked er stærkt begrænset i forhold til den offentlige, økonomiske dominans.

Derfor skal Selvstyret have tak for at yde mediestøtte. Den kunne dog være langt større, når man sammenligner med de nordiske lande. Det er nemlig rasende vigtigt, at der sikres diversitet i medierne. Det er præcist derfor, at andre lande yder et betydeligt mediestøttetilskud.

Ikke fordi politikerne elsker de frie medier. Men i erkendelse af, at et demokrati styrkes af mange medier. Det gør den offentlige samtale mangfoldig og nuanceret, ja resulterer i større samfundsmæssig fremdrift, fordi viden forpligter. Mange (medie)stemmer gør en forskel.

Jeg er med disse linjer ved at færdiggøre den sidste Atuagagdliutit/Grønlandsposten som chefredaktør, og den 1. september stopper jeg også som administrerende direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG og overgår til en rådgivende funktion de næse seks måneder.

Trods en række udfordringer – ikke mindst fra techno-giganter som Facebook og Google – der suger millioner af kroner ud af annoncemarkedet, der ellers kunne omsættes til endnu mere journalistik – går jeg fra broen med vanlig tiltro på fremtiden, og at man kan meget, hvis viljen er der.

Vi kan noget

Hvis vi skruer den positive kasket på for en stund, er jeg stolt over, at mediehuset med relativt få ressourcer producerer masser af journalistik i høj kvalitet. Vi er med vores publicistiske volumen en markant kulturbærer. Der udgives to landsdækkende printaviser (Sermitsiaq og AG), en stærk og populær nyhedshjemmeside, den gratis lokalavis Nuuk Ugeavis, inflightmagasinet Suluk, kvindemagasinet Arnanut, tema- og informationsudgivelser samt lejlighedsvise bogudgivelser omfattende alt fra biografier, fotobøger til klummer.

Det hele på to sprog. Mediehuset er kort sagt en væsentlig bidrager til sprogbevarelse af et lille sprog midt i en tid med nation-building og stærk fokus på identitet. Det er flot, næsten til at blive forpustet af og kun muligt takket være dygtige medarbejdere i alle led.

Trods corona og andre udefrakommende problemer er det lykkedes at bevare alle mediehusets arbejdspladser og udgivelser. I de sidste syv år har vi kontinuerligt moderniseret mediehuset med stadig mere digitalt indhold og nye indtægter.

Mediehuset er langt fremme og mere er på vej. Vores økonomiske soliditet er større end mange danske mediehuse, der i denne tid er præget af besparelser og fyringsrunder. Vi kan noget i Grønland. Med engagerede medarbejdere og rette ideer, kan man nå langt.

Men intet er sikret. Hvad der var moderne i går, er forældet i dag. Det går stærkt i mediebranchen. En særlig problemstilling er KNR’s reklamevirksomhed. Den offentligt finansierede mediestation, der årligt modtager cirka 90 millioner i tilskudskroner, tilbyder reklamer til priser, som mediehuset Sermitsiaq.AG og andre frie medier ikke kan hamle op med. Det er konkurrenceforvridende og ikke i tråd med Selvstyrets ønske om at udvikle det private marked. Det bør naturligvis ændres. Hellere i dag end i morgen. Styrk demokratiet og mangfoldigheden.

Man siger, at journalistik kan føre til alt, hvis man forlader den i tide. Det er for sent for en 1958-er som mig. Det bliver journalistik for altid. Der bliver ingen afskedsreception, når jeg helt efter egen vilje stopper. Men jeg vil sige tak til alle jer storslåede mennesker, jeg har mødt på min vej.

Hvis nogen skulle overveje at sende rødvin eller andet godt, vil jeg sætte pris på, at man i stedet støtter Børnetalsmandens arbejde. En indsats, der fortjener den allerstørste anerkendelse og støtte.

MIO’s kontonummer er: reg.nr. 6471 kontonr. 1171280

Powered by Labrador CMS