Chefredaktøren anbefaler: Wæver: Selv biologer kan tage fejl

Nogle gange er der behov for at kunne erkende, at man tager fejl og være åben for et samarbejde omkring nødvendige tilretninger

Frederik Lund

Jørgen Wæver Johansen

Offentliggjort lørdag 22. jun 2019 07:38

ICES fremkommer hvert år i juni med rådgivning for fastsættelse af det kommende års kvoter for en række forskellige arter, herunder for torsk i områderne Østgrønland og Sydvestgrønland (ICES Q1-Q6 & NAFO 1F). ICES rådgivningen er for hvert af områderne, også for de andre lande, baseret på de data og de modeller, som naturinstitutterne i de individuelle lande har udviklet. Så langt så godt.

Annonce

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Poul Krarup.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Problemet med Pinngortitaleriffiks rådgivning for ovennævnte torsk i Øst- og Sydvestgrønland er, at de (desperat) forsøger at holde fast i en model, som ikke formår at give forvaltningen i Grønland et ordenligt
- ej heller veldokumenteret - beslutningsgrundlag. En model som ikke i behørigt omfang inddrager realiteterne i fiskeriet.

Ingen biologiske undersøgelser i 2017, 2018 og 2019

Pinngortitaleriffik har ikke gennemført de nødvendige biologiske undersøgelser og surveys for nogen fiskearter i Øst- og Sydvestgrønland - heller ikke for torsk - i hverken 2017, ej heller 2018, og man har ligeledes fravalgt at gennemføre disse undersøgelser i 2019.
Man har således for 2018, for 2019 og nu også for 2020 – afgivet sin rådgivning uden at have gennemført behørige nye og kontinuerlige undersøgelser, ej heller har man valgt at gennemføre egne surveys – men har alene valgt at forholde sig til sin model og en del af de data (ikke alle), som fiskeriets fangster i årene har medbragt.

De manglende undersøgelser, og den selektive brug af delelementer af fangst data, har ført til følgende rådgivning, fra Pinngortitaleriffik og ICES for Østgrønland og Sydvestgrønland (ICES Q1-Q6 & NAFO 1F):

2017: 7.930 tons
2018: 12.151 tons (tilrettet ICES råd- givning, svarende til en stigning på 53,2 procent i forhold til året før)
2019: 5.363 tons (svarende til et fald på 56 procent i forhold til året før!)
2020: 3.409 tons (svarende til et fald på 36 procent i forhold til året før!)

Væsentlig mindre kvore i forhold til Island

Da bestanden af torsk i de pågældende områder – i farvandet mellem Grønland og Island, er en fællesbestand med Island, hvor torskene DNA-mæssigt ifølge Pinngortitaleriffik er identiske, så må det være nærliggende at tro, at Island ville opleve lignende markante svingninger og nedgange i rådgivningen de senere år, men sådan forholder det sig (naturligvis) ikke.

Tilsvarende ICES rådgivning for torskekvoten i det islandske farvand er:

2016-2017: 244.000 tons (det vil sige, at hvis man i Grønland havde fulgt rådgiv- ningen, ville den grønlandske kvote have udgjort 3,25 procent af den islandske)
2017-2018: 257.572 tons (det vil sige, at hvis man i Grønland havde fulgt rådgiv- ningen, ville den grønlandske kvote have udgjort 4,7 procent af den islandske)
2018-2019: 264.437 tons (det vil sige, at hvis man i Grønland havde fulgt rådgivningen, ville den grønlandske kvote have udgjort 2,0 procent af den islandske)
2019-2020: 272.411 tons (det vil sige, at hvis man i Grønland følger rådgivningen, vil den grønlandske kvote udgøre 1,25 procent af den islandske)

Opsummerende er det svært ikke at konkludere, at Pinngortitaleriffik synes at mene, at torsken i Øst- og Sydvestgrønland er noget nær udryddet. Derfor har man valgt at nedsætte kvoteanbefalingen først med 56 procent og dernæst med 36 procent, alt imens det islandske fiskeri på fællesbestanden vokser støt år efter år.

Stigningen i den islandske og ICES rådgivningen for torskekvote ved Island er meget markant, og hvis man ser det over en 10-årig periode, så er de islandske biologers anbefaling steget med 112.411 tons!

Det er svært at finde en passende grimasse... Mon der menes, at Grønland blot skal være opdrætsområde for torsk, der efterfølgende fiskes op i islandsk farvand?

Mindst 50 procent migrerer til Island

Det forunderlige i alt dette er, at Pinngortitaleriffik udmærket er klar over denne situation, hvilket denne informationsslide fra instituttet viser med al tydelighed:

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at forvaltningen i Grønland – både i Departe- mentet for Fiskeri og i Naalakkersuisut – ud fra en samlet og fornuftig vurdering – har vedtaget følgende TAC for torsk i Øst- og Sydvestgrønland i de forgangne år:

2017: 16.000 tons (svarende til 6,56 procent af den islandske kvote)
2018: 16.500 tons (svarende til 6,21 procent af den islandske kvote)
2019: 20.000 tons (svarende til 7,56 procent af den islandske kvote)

Alle rederier oplever flere torsk i 2019

2019 har indtil videre været et rigtig godt år, hvor både Nanoq Seafood, Sigguk og Ice Trawl, som fiskede fokuseret på torsk i årets første måneder, alle har oplevet en klar stigning i effektiviteten af deres fiskeri, målt i CPUE (catch per unit effort). Arctic Prime Fisheries deltog på grund af trawlerovergang ikke i fiskeriet med sin trawler i årets første måneder, men har tilsvarende kunnet dokumentere meget markante stigninger i de fiskede mængder. Selskabets trawler, Ilivileq, har den seneste tur fisket op mod 1.200 tons på 13 dage.

Mærkeligt nok indgår netop fiskeriets effektivitet, CPUE, ikke som en indbygget del af den model som Pinngortitaleriffik har udviklet, selvom fiskerieffektiviteten også er en vigtig indikator på, hvordan bestandens tilstand er, og på trods af, at CPUE anvendes som en vigtig indikator for andre arter.

Idet alle rederier meddeler at kunne opfiske de tildelte torskekvoter for Øst- og Sydvestgrønland må det forventes, at dette års fiskeri vil ligge meget nært TAC-en på de 20.000 tons. Derfor må man formode, at Pinngortitaleriffik vil revidere sin rådgivning til absolut intet torskefiskeri i Øst- og Sydvestgrønland i 2020, fordi deres TAC rådgivning på 3.409 tons for 2020 er baseret på en formodning om, at fiskeriet maksi- malt fisker 15.000 tons i 2019 (hvorfor man har lavet denne formodning, vides ikke, alt imens den vedtagne TAC er 20.000 tons).

Konsekvenserne ved at følge biologerne

I de forgangne år har vi i erhvervet været totalt afhængig af, at forvaltningen i Grønland både i Departementet for Fiskeri og i Naalakkersuisut bruger deres sunde fornuft og ikke alene baserer deres beslutninger på et mangelfuldt rådgivningsgrundlag fra Pinngortitaleriffik, men også at kunne se tingene i en større sammenhæng. Sådan lader det til også at måtte forblive en rum tid endnu.

Det er bestemt ikke vores intention, og vi håber aldrig, at vi kommer i den situation, men hvis vi ser på de eventuelle konsekvenser, der vil være ved at følge biologernes mangelfulde rådgivning, så kommer man ikke uden om, at det for eksempel for Arctic Prime Fisheries betyder, at virksomheden ikke længere ville kunne drive alle sine aktiviteter.

Hvis Arctic Prime Fisheries tvinges ud i en situation, hvor vi ikke kan drive alle vore aktiviteter, vil det betyde, at virksomheden for at overleve vil være nødsaget til at lukke ned for sine landbaserede produktionsen- heder i både Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq og Kuummiut. Mere end 150 landbaserede jobs og jobs på vore fiskefartøjer vil således gå tabt, og mere end 150 lokale fiskere i Øst- og Sydgrønland vil ikke længere have mulighed for at indhandle deres daglige fangst af torsk, hellefisk, rødfisk og stenbiderrogn.

Sådan er det, ting hænger sammen, og potentielt dårlige beslutninger på et mangelfuldt vidensgrundlag, vil have konsekvenser, hvis negative sociale dimension er svært at overskue. Men dette regner vi naturligvis ikke med nogensinde bliver aktuelt, alt imens rådgivningen på fællesbestanden af torsk er 80 gange højere i Island.

Et bedre samarbejde

Nogle gange er der behov for at kunne erkende, at man tager fejl og være åben for et samarbejde omkring nødvendige tilretninger. Når det så er sagt, så vil jeg gerne understrege, at vi alle er meget imponerede over det arbejde, som Pinngortitaleriffik har udviklet for så vidt angår rejer og hellefisk i Vestgrønland. En rådgivning som ikke uden grund vurderes af forskere såvel som fiskeriselskaber som værende verdensklasse. Men tilsvarende kan desværre ikke siges for rådgivningen for torsk og andre arter i Østgrønland. Den manglende kvalitet påvirker naturligvis også de resultater, som Grønland kan opnå i de bilaterale og multilaterale fiskeriforhandlinger, som vi deltager i, et forhold som skal forbedres, dersom der skal opnås bedre resultater.

Jeg tror, det er evident for de fleste, at den nuværende model for torskerådgivningen for Østgrønland og Sydvestgrønland har behov for væsentlige tilretninger, et arbejde som vi glæder os til at bidrage konstruktivt og positivt til. Og lad os starte med at erkende, at vi alle – og selv biologer – kan tage fejl.

Læs avisen Sermitsiaq – få adgang via linket herunder:

Sermitsiaq Uge 25 2019

Klik her for at læse

samfund indland