Chefredaktøren anbefaler: Vuggevise eller vejen mod frihed

Staten Grønland er som bekendt ikke et nyt emne.

Allerede i 1972 foreslog Moses Olsen en folkeafstemning om tilhørsforholdet til Danmark, mens Jonathan Motzfeldt valgte at tage lidt tempo ud af drømmen:

- I selvstændighedsdebatten er det vigtigt, at vi politikere tænker som statsmænd på kommende generationer. Skynd dig langsomt! lød det fra landsfaderen.

Den tredje isbjørn, Lars-Emil Johansen, var den mest ihærdige og utålmodige af de tre. Men han har også måttet vente, mens han – de seneste 45-50 år – har betegnet ægteskabet med Danmark som »det såkaldte rigsfællesskab«. En overgangsordning frem mod republikken Grønland.

Nu er der så en ny generation af løsrivelsespolitikere i front, og de er modsat deres berømte forgængere udstyret med et forfatningsudkast, som kan forme en vej frem mod statsdannelsen.

Men hvad skal der ske med udkastet, som i foråret blev overdraget fra forfatningskommissionen til de folkevalgte ved en ceremoni på universitetet i Nuuk?

Det spørgsmål blev drøftet i Inatsisartut, og det var en slags »demokratiets generalforsamling«, som havde potentialet til at blive årets mest interessante værdidebat.

Annektering

Kuno Fencker var en af de politikere, som trådte frem på scenen for at løfte arven fra Lars-Emil, Moses og Jonathan. Hans opgave var dels – på vegne af sit parti – at tage stilling til, hvordan forfatningsudkastet skal udbredes til befolkningen og dels formulere Siumuts nutidige position i forhold til løsrivelse fra Danmark.

Målet er ifølge Kuno Fencker at nå frem til en folkeafstemning med et meget konkret afstemningstema.

- Det skal være let for folk at forstå, hvad vi stemmer om. Om det er fuld selvstændighed, om vi skal være del af den danske stat eller en helt anden aftale, sagde han og mindede om, at grønlænderne ikke blev hørt, da bevægelsen gik den modsatte vej for 70 år siden, og Grønland gik fra at være en dansk koloni til et nordligt amt.

Dengang blev det fra dansk side fremstillet som en slags gave til Grønland at blive indlemmet i kongeriget, men tydeligvis er Kuno Fencker ikke tilfreds med den udlægning af historien.

- Vi blev annekteret uden folkeafstemning. Det gør ondt at tænke på – også i dag. Det skete uden respekt for demokratiet. Og i vores tid er der stadig vigtige områder som forsvars-, sikkerheds, og udenrigspolitik, der ikke styres af os, men af Danmark. Det er en begrænsning af vores rettigheder, sagde Kuno Fencker – og tilføjede i samme åndedrag, at Grønland dog også i fremtiden er klar til at samarbejde med Danmark.

- Ligesom vi er det med alle andre lande. Vi vil gerne være en del af verdenssamfundet. Men vi vil også sidde med ved bordet, når der besluttes noget om vores land.

Grønlænder?

Selvom Inatsisartut i torsdags som udgangspunkt fik til opgave isoleret at tage stilling til, hvordan borgerne inddrages skal indrages i grundlovsarbejdet, blev det – som forventeligt – også en drøftelse om de helt store spørgsmål.

Herunder det nok så svære: Hvem skal have ret til at stemme om forfatningen og ultimativt om selvstændighed til sin tid?

Naleraqs tre musketerer, Pele Broberg, Hans Enoksen og Jens Napaattooq gik traditionen tro foran med den vinkel på sagen.

- Vi har her i landet ikke besluttet endnu, hvem der er grønlænder. Det står i mit pas, at jeg er dansker; at jeg er dansk statsborger. Men hvordan skal vi definere, hvem der er grønlænder, spurgte tidligere landsstyreformand Hans Enoksen.

- Det er et kæmpestort spørgsmål, replicerede Pipaluk Lynge, da hun var på talerstolen for at tydeliggøre IA´s holdning.

I første omgang undlod hun at svare på Enoksens spørgsmål, hvilket fik Kuno Fencker på banen. Han henviste til, at de oprindelige befolkninger i andre koloniserede lande er endt med at være dem, der fik stemmeret til folkeafstemningerne. Ifølge ham kunne man vælge en tilsvarende model i Grønland.

- Men skal vi så dele befolkningen op i grupper, hvoraf det kun er en del af befolkningen, der kan bestemme? Det spørgsmål vil jeg lige returnere til dig, sagde Pipaluk Lynge til Kuno Fencker.

Senere i debatten fik han cirka det samme spørgsmål fra Demokraternes Nivi Olsen og benyttede lejligheden til at svare ret konkret:

- Grønlændere er efterkommere af det oprindelige folk her i landet, konkluderede han.

Ifølge Fencker kan man derudover lade sig inspirere af andre lande, hvor man tillader folk, der har boet fast i et land i mere end 20 år, at deltage i folkeafstemninger.

To år

Forfatningsarbejdet blev skudt i gang for syv år siden. Det skete på et stærkt følelsesladet møde på Efterårssamlingens sidste dag i 2016, hvor Inatsisartut besluttede at nedsætte en kommission. Indtil videre har arbejdet kostet 30 millioner kroner, og det var magtpåliggende for særligt Atassut og Demokraterne at få knæsat under torsdagens debat, at det videre arbejde ikke løber løbsk rent økonomisk.

Et tema i den forbindelse er, hvornår en eventuel folkeafstemning om den færdiggjorte forfatning skal finde sted:

- Om to år, lød det fra Siumut.

IA var mere tilbageholdende med at sætte dato på, mens Naleraqs Pele Broberg i sit ordførerindlæg fremlagde Naleraqs eget forslag til en forfatning på 24 paragraffer og tilføjede dette om tidshorisonten:

- Det reviderede forfatningsudkast skal efter en debat blandt grønlændere munde ud i en Inatsisartutlov senest til efteråret 2024 om folkeafstemning.

Vuggevisen

Naleraqs spurt frem mod en mulig målstreg i forfatningsarbejdet står i skærende kontrast til holdningerne hos Inatsisartuts to liberale partier, Atassut og Demokraterne. Herfra manes der til besindighed.

Demokraternes ordfører, Nivi Olsen, er bekymret for, at politikerne mudrer sagen til, så borgerne forledes til at tro, at et forfatningsudkast er den direkte bro til statsdannelse.

- En forfatning er ikke det samme som selvstændighed. Det er som om, at IA og Siumut vil narre vælgerne til at tro, at forfatningsarbejdet er lig med, at vi kommer tættere på selvstændighed. Det er ikke rigtigt. Forfatningsarbejdet har i høj grad fungeret som symbolpolitik. Det reelle lange seje træk med at reformere vores land, så vi bliver klar til selvstændighed, er derimod gået i stå. Alle de bebudede reformer er tilsyneladende udskudt eller sat på pause. Det er ikke godt nok. Det betyder, at reel politisk selvstændighed konstant bliver skudt længere ud i fremtiden, siger Nivi Olsen.

Samme toner lød fra Atassut under debatten:

- Forsøget på at lave en forfatning er blot en vuggevise for befolkningen. Et forsøg på at lede fokus hen på noget andet. En narresut for befolkningen, lød det fra partiformand Aqqalu Jerimiassen, der omtalte udkastet som »en stak papirer«.

Aqqalu sammenligner grundlovsarbejdet med at først at bygge en skorsten – og bagefter huset og fundamentet.

- Når man prøver på at forfatte en forfatning er det et tegn på, at man ikke ved, hvad næste skridt er. Befolkningen er gennem mange år blevet lovet guld og grønne skove, det er ikke mærkeligt at der er så stor vrede i befolkningen. Er det mon ikke et tegn på at det ikke er realistisk med en snarlig statsdannelse? Er det ikke et tegn på at de utallige løfter om selvstændighed er tomme? spurgte Aqqalu Jerimiassen.

Han har vænnet sig til, at Atassuts holdninger på dette felt afføder skarpe kommentarer og hård modstand. At partiet angribes for at være bange og uden mod. En kritik, som Aqqalu Jerimiassen har denne kommentar til:

- Ja, de har ret. Vi tør ikke at være dumdristige. Vi er bange for at gøre noget uden at tænke os om. Vi tør ikke at lade os overtale os til noget drømmeri. Vores synspunkt er soleklart. Vi skal nok nå til statsdannelse en dag, det er bare ikke tid nu.

Jerimiassen overraskede det øvrige Inatsisartut ved at foreslå en hurtig folkeafstemning.

- Lad os have en folkeafstemning om statsdannelse før forfatningen færdiggøres. Efter folkeafstemningen er foretaget, så kan vi alle først og fremmest acceptere udfaldet, og dernæst påbegynde alt det nødvendige arbejde, uden igen at skulle bruge tiden og ressourcerne på om man er for eller imod selvstændighed, erklærede han.

Forslagene fra IA´s og Siumuts Inatsisartutgrupper om at få indledt en proces, hvor forfatningsudkastet distribueres til borgerne og på andre måder inddrages i arbejdet, vil de kommende uger blive behandlet i Lovudvalget.

Sagen kommer op at vende i landstinget igen i november, hvor de folkevalgte skal tage endelig stilling til, om borgerinddragelsen skal sættes i værk nu, eller om der først skal bruges et halv års tid eller måske mere, hvor Naalakkersuisut tilrettelægger et forløb for borgermøder og omdeling af udkastet.