Chefredaktøren anbefaler: Tvangsfjernet fra fødslen

Formodninger om alkohol- og rusmiddelmisbrug før og under graviditet førte til, at Karla fik tvangsfjernet sit barn ved fødslen. I dag er datteren to år og bor fortsat hos danske plejeforældre.

Karlas datter blev tvangsfjernet fra fødslen blandt andet på baggrund af formodninger om alkohol- og rusmiddelmisbrug under graviditeten.
Offentliggjort

Grønlandske Karla (hvis rigtige navn er redaktionen bekendt) er i begyndelsen af 20’erne. Hun bor i en jysk provinsby sammen med sin kæreste, der oprindelig er fra Somalia. Sammen har de en datter, som de dog kun ser en enkelt time hver anden uge.

Datteren blev nemlig tvangsfjernet fra fødslen primært baseret på formodninger om, at Karla ”skulle være eller havde været alkoholiker eller misbruger af euforiserende stoffer”.

Det er i hvert fald sådan, det står i sagsakterne, hvor det videre fremgår, ”at der er en bekymring omkring en sårbar ung kvinde, med tidligere misbrug af alkohol og hash samt bekymrende opvækstbetingelser i Grønland.”

Ingen beviser for misbrug

Karla og Foreningen Mentor Immanuel, der hjælper grønlændere i Danmark, mener dog ikke, at dette er sandheden, og i sagsakterne står der, ”at Karla selv giver udtryk for, at hun ikke har drukket eller røget siden erkendt graviditet”.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Poul Krarup.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

– Det er så her, at sagen står. I Mentor Immanuel mener vi, at grundlaget for tvangsfjernelsen er baseret på en formodning om, at Karla er eller har været påvirket af alkohol eller hash under graviditeten, og det, mener vi, slet ikke er bevist. Tværtimod fik Karla jævnligt under graviditeten foretaget både urin- og blodprøver, der alle var negative for rusmidler. Dertil blev barnet undersøgt for føtalt alkoholsyndrom ved fødslen, hvilket også kom ud negativt, siger Mentor Immanuels partsrepræsentant Najannguaq Dalgård Christensen, der flere gange har forsøgt at italesætte manglen på konkrete beviser i sagen under opfølgningsmøderne med sagsbehandlere og plejefamilie.

– Jeg har flere gange påpeget, at der ikke foreligger beviser for et misbrug under graviditeten, og at hovedargumentet for tvangsfjernelsen er sket på et uoplyst grundlag. Men jeg affærdiges med, at møderne ikke skal handle om forældrene og deres rettigheder, men om barnets trivsel, siger Najannguaq Dalgård Christensen til Sermitsiaq.

Uddannelse i Danmark

Karlas historie begyndte i Nordgrønland, hvor hun har boet og gået i skole. Hun voksede op hos sine bedsteforældre efter en tragisk hændelse i barndommen, hvor hendes lillebror mistede livet. Hun klarede sig godt i skolen, har altid dyrket meget sport og var derfor heller ikke i tvivl, da hun fik en mulighed for at komme på idrætsefterskole i Danmark.

– En af mine veninder var gået i gang med en uddannelse i Danmark, og jeg fik muligheden for at starte på VUC efter mit ophold på idrætsefterskolen. Jeg flyttede derfor ind i hendes lejlighed og alt tegnede godt. Jeg var på det tidspunkt 18 år, og vi festede selvfølgelig i weekenderne. Min venindes mor boede også i lejligheden, og hun var alkoholiker, så vi kom desværre i dårligt selskab, og jeg fik på et tidspunkt også en kæreste, der var voldelig over for mig. Jeg endte derfor med at søge hjælp hos kommunen, og fik derigennem tildelt en såkaldt mentor, som jeg støttede mig meget til i den tid, hvor jeg frygtede, at min ekskæreste ville opsøge mig.

Overvåget graviditet

Karla flyttede dernæst til en ny kommune i Danmark og gav over for kommunen udtryk for, at hun havde brug for at tale med en psykolog om angsten for ekskæresten. Men i stedet for psykologhjælp fik Karla tilbudt behandling på et misbrugscenter.

– Jeg spurgte sagsbehandleren, hvorfor jeg blev tilbudt et misbrugsforløb, når jeg bad om en psykologsamtale, men han insisterede på, at det var det rigtige for mig. Efterfølgende er dette tilbud blevet brugt imod mig som bevis på, at jeg var afhængig af alkohol- eller rusmidler i en periode, siger Karla.

I 2019 møder Karla sin nuværende kæreste, og hun bliver gravid. Kommunen giver udtryk for, at de vil holde øje med parret grundet Karlas sagsakter herunder mentorens indtryk fra samtaler og Karlas formodede misbrugsforløb.

– De sagde, at de ville holde øje med mig under graviditeten, og hvis vi ikke samarbejdede, så risikerede vi, at de tog barnet fra fødslen. Vi gjorde, som de sagde, og havde egentlig et godt samarbejde med sagsbehandleren i den pågældende kommune. Men vi var nødt til at flytte fra vores lejlighed og finde et billigere sted at bo. Det blev i en anden kommune. Jeg var på det tidspunkt 6-7 måneder henne i graviditeten, og blev indkaldt til en forældreegnethedsundersøgelse, hvor jeg skulle samle puslespil, tale om min barndom og hvilken mor, jeg gerne ville være for mit barn. De viste mig også forskellige billeder, som jeg skulle fortolke. Det var blandt andet et billede af en gren og en fugl. Jeg svarede, at det symboliserede naturen. Men de sagde, at det symboliserede håb. Et andet billede viste en sol, og de spurgte mig, hvad det modsatte af solen var. Jeg svarede måne. Men de sagde, at det var regnvejr, der er det rigtige svar. Det hele var meget underligt, og jeg blev i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert. Der var en tolk med til mødet, men tolken oversatte ikke alle ord til grønlandsk, og nogle gange gav det simpelthen ikke mening på grønlandsk, siger Karla, der kom ud af undersøgelsen med en meget lav intelligensscore svarende til, at hun var mentalt retarderet.

- Hun sagde jeg var misbruger

– De sagde også, at jeg havde hysteriske personlighedstræk, og at jeg flygtede fra min smerte i barndommen, siger Karla.

Ved det næste jordmoderbesøg mødte der en socialrådgiver fra kommunen op og leverede budskabet om, at de på baggrund af forældreegnethedsundersøgelsen og det formodede misbrug planlagde at fjerne barnet fra fødslen.

– Hun sagde, at jeg var misbruger, og at jeg ikke kunne være mor. Jeg fortalte socialrådgiveren, at jeg hverken drak eller tog stoffer, og at alle mine urinprøver indtil nu havde været negative. Men de skrev bare i sagsakterne, at jeg ikke ville anerkende mit misbrug.

Karlas fødsel var kompliceret og tog lang tid. Da datteren var født, stod plejemor og et hold fra kommunen klar til at tage over. Karla fik lov til at have datteren hos sig en time. Dernæst kom holdet ind og fulgte hende tæt døgnet rundt.

– Sygeplejerskerne var rigtig søde og sagde, at jeg gjorde det godt. Men jeg følte mig overvåget og rettet på konstant. Jeg var jo førstegangsmor og i tvivl om mange ting. Plejemor mente, at min datter havde abstinenser, og derfor blev hun testet for alkoholskade. Den test var negativ ligesom alle de test, de har lavet på mig under graviditeten, siger Karla.

Karlas datter endte med at blive tvangsfjernet en uge efter fødslen, og har siden boet hos to forskellige plejeforældre.

– Vi har flere gange forsøgt at få mere samvær med vores datter, men vi får hver gang afslag, siger Karla.

Ifølge kommunen er Karlas datter velanbragt i plejefamilie, og det fremgår videre af sagsakter, at kommunen udelukkende vurderer samvær mellem et anbragt barn og de biologiske forældre ud fra barnets bedste, hvilket i nogle tilfælde kan gå ud over rammerne for samvær for de biologiske forældre.

Powered by Labrador CMS