Chefredaktøren anbefaler: Storstilet kollegiesatsning skudt i gang
MT Højgaards fabrik støber det første betonelement til 319 kollegiepladser i Qaqortoq og Nuuk
Torsdag den 10. juni runder selvstyrets storstilede kollegiesatsning en vigtig milepæl, når entreprenørselskabet MT Højgaard på sin fabrik i Nuuk-forstaden Qinngorput støber det allerførste af i alt 965 betonelementer, som indgår i opførelsen af ni kollegiebygninger i de to store uddannelsesbyer Qaqortoq og Nuuk.
På hjørnet af Kamikoorfik og Vandsøvej i Qaqortoq opfører MT Højgaard to kollegiebygninger med plads til 100 studerende. Arbejdet på byggepladsen begyndte midt i marts, og opgaven afleveres 1. august 2022.
I bunden af Kujallerpaat i Nuuk opfører MT Højgaard syv kollegiebygninger med plads til 219 studerende. Arbejdet på byggepladsen begyndte midt i marts, og opgaven skal etapevis afleveres med den sidste af tre etaper i december 2023.
MT Højgaard opfører begge byggerier i totalentreprise, og den samlede projektsum i Qaqortoq og Nuuk er ifølge selskabet over 260 millioner kroner.
Fem uddannelsesbyer
Mange uddannelsesdrømme er i årenes løb bristet på grund af kollegiemangel, og for at komme denne flaskehals til livs udskrev selvstyret i slutningen af 2015 en konkurrence om udviklingen af et standardkollegium.
Tegnestuen TNT Nuuk vandt konkurrencen med Inuplan som teknisk rådgiver.
Som en væsentlig del af standardiseringen af byggeriet skal der anvendes betonelementer, produceres på en fabrik, i stedet for en traditionel betonstøbning på arbejdspladsen.
De tre entreprenørfirmaer MT Højgaard i Nuuk, BJ Entreprise i Sisimiut og KJ Greenland i Ilulissat har allerede etableret deres elementfabrikker.
– Kollegiebyggeri med betonelementer giver rigtig god mening i anlægsfasen, hvor der bliver en god sæsonudjævning af hele byggeprocessen. Det skaber de bedste betingelser for planlægningen, så vi undgår vejrbetingede omkostninger og vinterforanstaltninger i byggeriet, argumenterede Naalakkersuisuts daværende medlem for uddannelse Katti Frederiksen.
Kollegierne blev sidste efterår udbudt som fem selvstændige opgaver; alle i fagentreprise med mulighed for et bud i hovedentreprise. I alt blev der udbudt 14.191 kvadratmeter, som fordeler sig på 16 bygninger på tre forskellige bygningstyper.
Ved licitationen var de laveste bud i hovedentreprise - og alle fem bud kom fra de entreprenørfirmaer, som allerede har etableret deres egen betonelementfabrik. Efter forhandling endte den samlede pris 8,7 procent over estimatet med stort set en ens procentvis overskridelse i de fem byer.
Den samlede anlægssum endte på 511 millioner kroner.
Fra byggeplads til fabrik
MT Højgaard har opført sin elementfabrik i Qinngorput, som for tiden beskæftiger seks til otte medarbejde, både faglærte og ufaglærte.
Fabrikken støber i denne tid betonelementer til to af entreprenørselskabets byggeopgaver.
I Maniitsoq skal der bruges 850 betonelementer til renovering af den store boligblok på Esbjergvej; i Nuuk 150 betonelementer til 24 lejligheder ved Hotel Nordbo på Vandsøvej.
Og 10. juni begynder fabrikken at støbe betonelementer til de to kollegiebyggerier: 215 betonelementer til Qaqortoq og 750 betonelementer til Nuuk.
MT Højgaard ser mange fordele ved at producere betonelementerne på sin fabrik frem for at støbe direkte på byggepladsen.
– Vi flytter en væsentlig og tidskrævende aktivitet fra byggepladsen til fabrikken. På denne måde kan vi hurtigere rejse råhuset, så de øvrige håndværkere kan komme i gang med deres fagopgaver, siger sektionsdirektør Kim Ulrik Hansen til Sermitsiaq.
Ved at producere betonelementerne indenfor på sin egen fabrik kan MT Højgaard opretholde produktionen hele året - også i de kolde vintermåneder. Det giver en kortere byggeperiode og et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Samtidig kan man på fabrikken skabe en bedre betonkvalitet med et lavere ressourceforbrug.
Selvstyrets kollegier, bygget over samme læst, skal også skabe billigere byggerier.
– Er byggeri med betonelementer, støbt på fabrik, billigere end traditionelt byggeri, hvor støbearbejdet foregår på byggepladsen?
– Besparelsen ligger først og fremmest i den forkortede byggeperiode, siger Kim Ulrik Hansen.
Lavere fragtrater
Det nationale rederi Royal Arctic Line nedsatte 13. oktober 2020 raterne på transport af både, biler og entreprenørmaskiner internt i Grønland.
Naalakkersuisut godkendte de nye fragtpriser med et lønligt håb om, at lavere fragt på entreprenørmaskiner gør det mere attraktivt for virksomheder i byggebranchen at byde på opgaver uden for hjembyen; en konkurrence som kan betyde bedre priser til gavn for bygherre og samfund.
MT Højgaards fabrik ligger i et erhvervsområde i Qinngorput, og betonelementerne til selskabets aktuelle boligrenovering og kollegiebyggeri skal fragtes fra Nuuk til Maniitsoq og Qaqortoq.
– Fragten fra Nuuk til kysten lægger nogle procenter på de samlede byggeomkostninger, og vi kan derfor godt ønske os en rabat på transporten af lokalproducerede byggevarer i lighed med transporten af entreprenørmaskiner, siger Kim Ulrik Hansen.
I Grønland er der tidligere produceret blandt andet vinduer til byggeriet, som blev hjulpet på vej af en rabatordning på lokalproducerede varer.
– Med en lavere transportudgift vil vi kunne levere et attraktivt produkt på hele kysten, og vi vil samtidig kunne udnytte kapaciteten på fabrikken i Nuuk og dermed sikre arbejdspladser, siger Kim Ulrik Hansen.
Men selv for byggeopgaver i Nuuk er det ikke uproblematisk med en produktion i byen. Vi bor på verdens største ø, men der er mangel på byggegrunde og oplagsplads i landets hovedstad.
Det gælder også MT Højgaard, som mangler plads til de færdigstøbte betonelementer, inden de bliver samlet på byggepladsen.
– Lige nu producerer vi betonelementer i en hastighed, som kræver et minimum af plads til oplagring, men tanken er jo, at vi producerer om vinteren og monterer om sommeren. Det optimale flow vil dog kræve et egnet område til lagerplads i mellemtiden, siger Kim Ulrik Hansen.