Chefredaktøren anbefaler: Statistikker lyver ikke

Thi den der italesætter sandheden har intet at frygte!

Jeg bemærker, at formanden for Siumut i Sermitsiaq nr. 30 af 24. juli i sit svar til mig, har beskyldt mig for at bruge ikke korrekte påstande og endda beskyldt mig for at utroværdig i min skriftlige fremstilling. Jeg er på ingen måde overrasket over formandens svar.

Man kan ikke stille op til Vort Lands største partis formandspost og benytte sig af ukorrekte tal som dokumentation. Derfor står jeg ved den fremstilling, jeg brugte i Sermitsiaq nr. 29, og jeg har dokumentation for de ting, jeg fremsatte. Som eksempel var jeg inde på den tiltagende ulighed herhjemme, hvilket er til trods for, at man rent faktisk har truffet beslutninger om, at nedbringe uligheden på forskellig vis; afgørelser som også jeg har været med til at tage.

Det er dog ikke nok, fordi jeg samtidig kan forestille mig problemstillingen og har også forslag til, hvordan man kan løse disse problemer. Nu er det altså heller ikke mit ansvar, hvis formanden ikke forstår de faktuelle data, der viser, at uligheden i samfundet stadig øges.

Kielsen: Ingen hold i Erik Jensens anklager

Jeg vil hellere bruge min tid og mine kræfter på udvikling og fremtidige mål og visioner.

En politiker, der kan se sig selv i øjnene, og som er mand nok at stå op og indrømme sine fejl – er den politiker, jeg ser op til. Nu er politik jo heller ikke alene et sted, hvor vi konstant skændes, eller hvor vi udelukker folk med andre holdninger end vores. Faktisk bør politik som udgangspunkt gå mere ud på at kunne samarbejde og forliges i større udstrækning, også indenfor eget parti. Vor forskellighed er jo vor styrke.

Jeg ved, hvad jeg har været med til at beslutte, og jeg løber ikke fra mit ansvar – hvilket også fremgår af det, som jeg skrev i Sermitsiaq nr. 29.

Uddannelse og de unge

Uddannelse er også frihed og er også den vigtigste nøgle til den store verden udenfor.

Vort Land er i en proces på vej mod selvstændighed, hvilket ingen kan standse, så længe Siumut har førertrøjen på. Vores vej hen imod staten kan forceres ved, at vi satser på højere videregående uddannelser. Man kan kun blive stolt over, at mange af vore landsmænd i disse år fuldfører deres uddannelser, ligesom nogle af de højere poster i samfundet bliver besat med grønlændere. Dette til trods så er det yderst beklageligt, at mange af vore grønlændere herhjemme, samt de grønlændere, der gerne vil hjem igen efter uddannelse og forgæves har søgt herom, desværre er vurderet som ubrugelige eller som værende uden erfaringer, og at det snart er mere almindeligt, at dette sker – hvilket er til trods for, at vi har en politisk målsætning om, at de hjemmehørende skal være dem, der har højeste prioritet, når der skal besættes stillinger herhjemme. Kort sagt er der for langt imellem de politiske målsætninger og den barske hverdag, vi lever i – der er en verden til forskel. Dette kan man kun komme udenom ved, at man på det politiske plan gør klart - igennem konkret handling - hvad det er, man har sat sig som mål.

Desuden er vor fremtid bekymrende. Det er nemlig sådan, at vi herhjemme virkelig for alvor mangler hænder, der kan arbejde. Statistikken viser nemlig, at de unge i alderen 16- 25 år i en størrelsesorden af ca. 2.700 unge er ”gået helt i stå”. Det er alt alt for mange, når man betænker, at de skal videre, og samfundet må vedkende sig sit ansvar og erkende, at problemet er et af vores største politiske opgaver, hvis altså bekymringen skal vendes til et håb for fremtiden.

De ordninger man benytter sig af i forbindelse med at få de unge i arbejde, i form af lovgivning/bekendtgørelser er blot ”kopier” fra Danmark, som er sat i anvendelse herhjemme, og det der mangler er, at virksomhederne og samfundet påtager sig et ansvar og handler – så vil man hurtigt kunne komme problemet til livs. I den forbindelse kan man ikke komme udenom, at skulle samarbejde med kommunerne herom.

Vi må holde op med at gøre vore børn og unge til tabere i samfundet, men i stedet bane vejen for, at de kommer til at være med til at løfte samfundet.

ØKONOMI:

Vort lands økonomiske selvbårenhed og dermed også frihedsgrad skal øges og ansvarsområderne herhjemme i samfundet og i befolkningen skal tilrettelægges, så flere får noget ud af det at arbejde. Hvad kan vi gøre for at gøre ”lagkagen” større?

Jeg mener, at de stormagter der i dag gør brug af vort land i langt højere udstrækning må give et udbytte og, at vi må kræve meget mere af deres tilstedeværelse, dette gælder for eksempel Thule, Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Som ledere er det vore krav, der skal tydeliggøres, så vi kan få udviklet landets regioner, og det er det som pengene skal bruges til.

Siden vi overtog ansvaret for Råstofområdet i 2010, er der ikke sket nævneværdige konkrete ting. Derfor må man til at få prioriteret og lave milepæle på de ca. 32 ansvarsområder, der mangler at skulle overtages fra den danske stat, og som vort land og dets befolkning må få størst muligt udbytte af, og det er derfra, at man kan sætte endnu mere fart på samfundshjulene.

Som eksempel kunne det være Fødevarestyrelsen, Søfartsstyrelsen, Selskabsstyrelsen og Udenrigsområdet med flere. Disse områder skal tilpasses vort land og dets befolkning og drives på det grundlag.

Hvilke driftsomkostninger kan vi så med fordel få nedsat?

Vore administrationsomkostninger, vor brug af udefrakommende konsulenter og tolkebistand er kæmpestore og endelig benytter det offentlige sig i større og større udstrækning af tilkaldt arbejdskraft – her skal kajakken vendes. Den politiske målsætning, der i dag er kørt helt af sporet, kan kun vendes ved, at vi skifter vor topledelse ud med nye friske kræfter. De af vore landsmænd, der i stigende grad optræder som tabere i systemet i dag, har vi nu i årevis snakket om og forsøgt at løse ad den vej, men den eneste vej ud af denne misere er, at vi får en ledelse af landet, der helt konkret kan, men også i særdeleshed vil gøre noget ved problemet.

For at sikre, at de offentligt ejede selskaber såvel arbejdsmarkedsmæssigt som skattemæssigt giver større udbytte, må stillingerne overflyttes herhjem til; dette gælder også for trawlerbesætningernes vedkommende, som man må kræve at hjemmehørende bliver ansat og kræve, at der betales skat herhjemme.

Man må betragte de mange selskabers kæmpe overskud i de senere år som, at man indirekte henter skattemæssige fordele ud af samfundsborgernes lommer.

Andre mål

Jeg mener, at tiden er inde til, at man politisk tager stilling til de storkoncerner, som enten er delvist eller helt ejet af samfundet, og som i de senere år har haft alt for store overskud, og at det begynder at se ud som om, at man partout bare vil opnå overskud kun for overskuddets skyld. Derfor er tiden også inde til, at vi herhjemme og i mange af vore bygder og yderdistrikter får kigget nærmere på muligheden for at skabe bedre velfærd og dermed lette livet for disse mennesker, hvilket man må sige, at Siumut i dag ikke gør noget ved, og at det er af yderste vigtighed, at man derfor hurtigst muligt fra Siumuts side får gjort noget ved dette problem. Vi skal have skabt bedre levevilkår herhjemme, og dermed få sat en stopper for de mange, der flytter ud af landet og få hjemtaget flere af de frænder, der ønsker at komme hjem.

Jeg mener også, at det er særdeles vigtigt at medtage i de politiske målsætninger, at man i forbindelse med naturkatastrofen i Uummannaq fjorden i 2017 lukkede Illorsuit. Vi skal hurtigst muligt have åbnet Illorsuit igen i samarbejde med kommunen, og det kræver, at vi søsætter et projekt for at gennemføre det.

Hvilke forhindringer er der, hvis vi vil åbne Illorsuit igen? Hvad skal der i så fald til for at løse disse problemer, således, at de bygdeborgere, der ønsker at vende hjem, får mulighed for det?

Som tidligere ansvarlige minister for området har jeg et løsningsforslag, som bare skal sikres politisk opbakning til.

Siumut har ledelsesmæssigt en masse ting vi må få styr på. At få styr på disse ting har jeg viljen og kræfterne til, og det vil jeg gøre sammen med en masse alle i Siumut. Der er nemlig brug for alle kræfter. Endvidere er det også på tide at få moderniseret partiet og få skabt en kommunikationsstrategi, ligesom tiden også er inde til modernisere personalepolitikken. Disse ting vil også i sidste ende medvirke til bedre image for partiet men sandlige også for landets ledelse.

En leder skal være let at komme i kontakt med, en leder skal kunne lytte, man skal kunne samles om en leder og det er vigtigt, at lederen overfor samfundet klart tilkendegiver hvor man er på vej hen.

Tiden er inde til, at samfundet og Siumut kommer ud af den tætte tåge og igen ser dagens lys, der giver håb til os alle.

Jeg vil frem imod landsmødet uddybe flere ting og komme ind på andre overskrifter, der også har stor vigtighed, for eksempel sundhedsområdet, kultur og sprogområdet, det udenrigspolitiske område, med mere.

Deltagerne på landsmødet har deres fulde frihed til selv at beslutte, hvem der skal være deres formand og hvem der skal ind i partiets ledelse.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at de delegerede vil vælge et frisk pust i Siumut, der igen kan gå styrket frem, og at de har mod til, at vi får fornyet partiets ledelse.

Erik Jensens oprindelige artikel var med i Sermitsiaq nr 29 den.

Køb avisen Sermitsiaq her:

Sermitsiaq Uge 32 2020

Klik her for at læse