Chefredaktøren anbefaler: Ramt af civilisationen

Det havde stormet en lille uge afløst af lidt kuling indimellem, men det var mig umuligt at udnytte det ordentligt til fart med vinden ellers lige i røven. Jeg skal have fundet en løsning, og må snakke med nogen, der er klogere end mig. De skulle ikke være vanskelige at finde, selvom kun en nano-promille af verdens befolkning interesserer sig for den slags. Jeg sejler som humlebien flyver selvom den teknisk set ikke kan, og mig det samme, så jeg må finde ud af det.

Nå, men denne Kjørmes Knud lå havet smukt dækket af kridhvide marker med mægtige afbarberede driver af skum i enden af hver, med trækvinden hylende af frustreret begær. Jeg har aldrig oplevet hende så tosset, så alle skuffer, låger, luger og dørk var fastskruet, lukket ryddet og fastbundet, mens jeg for lille forsejl og surret ror løb let sidelæns og som sagt for langsomt for vinden. Og jeg havde netop lagt mig igen der tidligt morgen og afsluttet side 698 for ikke at skulle i flåden uden at vide, hvordan bogen sluttede.

Så kom hun – trækvinden – i en skæv sidelæns sø, der løftede cockpittets nedgangs-skydelåg af i toppen og lod en del af det Indiske Ocean løbe ned i mit komfur og køkken. Jeg havde glemt de to ekstra skudrigler i lugekarmen, men nåede det inden hun kom anden gang og atter sendte masten under vand og fyldte cockpittet, hvor oceanet denne gang måtte finde alternativ udvej og rev halvdelen af spray-hood taget af ovenover lugen. Her havde jeg heldigvis nået at skrue trækassen fast over GPS-plotteren, så den overlevede på sin plads. Cockpittet er selvlænsende, bare det får sin tid. De tøjrede ristværk svømmede rundt her, mens nedenunder 200 pumpeslag måtte gøre arbejdet færdigt.

Så ingen større skade sket – vindrorspapegøjen brækkede, men jeg har en ekstra – det møre spray-hood tag kunne midlertidigt fastskrues igen – komfuret kører og i skuffer og skabe er det løse lagt på plads. – Og bogen endte i øvrigt også godt.

10. februar : En dejlig torsdag

Ja det var nu onsdag, og i dag er det fredag – men det andet lyder bedre. Nu var jeg kommet ind under Australien, 1000 sømil syd for svarende til 2000 kilometer, hvor vestenvind og -strøm ellers skulle tage sig sammen, hvor der er en anelse smallere, men det vidner anden litteratur også om, at de har svært ved. Flov vind på fjerdedagen uden med-strøm og i dag fuldstændig havblik, hvor dagdriverbanden – også en John-Steinbeck-titel – altså har fået nok af driveriet og startet maskineriet. Og det kommer sig af følgende :

Efter tirsdagens utroværdige vindpust, besluttede jeg onsdag at tage tyren ved hornene – titlen på en fedtstensfigur ombord af Putin, hvor tyren erstattes med fyren. Jeg regnede med, at vindstillet ville tage udfordringen op, hvis jeg gik i gang med et større arbejde, hvor vind ville være i vejen. Så jeg flåede kabys-dørken op og pillede de utætte inspektions-dæksler af bagbords vandtank. Fyldt smider den de første 200 liter, når vi hælder og vipper, og jeg tømte det sidste beskidte vand ud, rensede og skruede lugerne fast igen i fugemasse, af typen med både den fordel og bagdel at det klæber til alt.

Jeg blev færdig, uden at vejret overhovedet ænsede udfordringen og således både sejrende og besejret jeg måtte prøve noget andet og sank en klump i halsen. Motoren havde jeg jo ikke turdet prøve at genstarte, efter passagen af liget, jeg af den årsag ikke havde kunnet nå. Hele systemet var gennemgået og starteren været af og checket, uden at fejlen var fundet, så jeg overgav ansvaret til håbet ved indsejlingen til Hobart. Og det svigtede mig ikke, men på uventet vis, for da jeg for en 14 dage siden, også under flov vind, ville pakke kabel-koblingen ud af sin ekstra plasticpose-sikring bag motoren for mon at se, om der havde været vandindtrængen der – da opdagede jeg, at gearet stod i frem på motoren, mens gear-armen på dækket var i neutral, og uden at noget var løst eller gear-kablet beskadiget. Meget mærkeligt. Motoren var sprit-ny, da jeg installerede den i 2020, og nu måtte jeg have kablet af og tæve omskifteren fri med en hammer. Det lykkedes med kun den nødvendige vold, og den får nu daglig motion i olie og Caramba, som måske siver ind.

Men jeg skulle sluge en klump i halsen mere, for nødgeneratoren til at give maksimal strøm i start-forsøget var i kistebænken i den side af cockpittet, der havde været en del af det Indiske Ocean – godt nok overdækket af plast-dækken og i lukket kistebænk, men vand kommer ind alle steder. Først ville den ikke – jeg hár en ekstra lille kineser-en – men så ville den pludselig – og da batterierne havde nået 14 Volt og jeg for skams skyld gav lidt Diesel-start i luftindtaget – så sprang motoren i gang i første hug. Hvor havde vi dog savnet hinanden, og vi mødtes i et stort favntag. Nok syntes jeg, der kom for lidt kølevand med ud med udstødningen, men hva’ fanden forstår bønder sig på agurkesalat, og det var jo længe siden, siden det var, vi sidst sås. Men så forsvandt kølevandet helt efter lidt sejlads, og kun lidt brune røg hostedes ud, og vores forbindelse måtte atter brydes efter kort genforening.

Kun lidt tang øverst i søventilens filter, der ikke kunne være i vejen for motortilgangs-slangen længere nede, og jagede jeg en svejsetråd hele vejen igennem og ud i oceanet, ændredes den svage rislen ikke. Jeg måtte i vandet – tøjret til båden klavrede jeg ned ad rebstigen, men måtte have svømmefødderne på for at kunne navigere rundt på elefantens bug, mens hun rullede sig i søen. Nok havde jeg Dorthes lette julegave-våddragt fra 2018 i Port Elisabeth på, men havet var faktisk ikke koldt. Til gengæld var elefant-bugen trods rengøring i Hout Bay atter fuldstændig overbegroet, og jeg måtte skrabe et større stykke bund af, inden det lykkedes at finde det mikroskopiske hul til kølevandsindtaget. Laksefilet-kniven passede lige i formatet, udskrabningen var perfekt, og nu atter i en dygtig stråle op gennem indtag, filter og slange til frifindelse af vandpumpens impeller afføde kaskader i elskovsbrus.

I går på tredjedagen måtte jeg så håne mig selv en smule for ikke i det mindste at have skrabet lidt mere af bugen, mens jeg nu var dernede. Så gummibåden i vandet og tøjret til skibet med mig tøjret til den fik vandlinje, propeller og vindrors-underdelen en tur, inden jeg atter for tidligt kastede håndklædet i ringen. I dag i havblikket burde jeg være gået ned og rense bunden med iltflaske og det hele – men uf nej, herude – jeg gider ikke, og nu sejler jeg altså for motor – flytter mig og skriver. I Hobart skal jeg op og renses og tværes i bunden. Men tænk nu, om jeg havde udsat genopstarten til indsejlingen der – i mørke og måske dårligt vejr – uden at have opdaget gear-skifter problemet, eller opdaget, men uden at konstatere manglende kølevandsafgang, hvor temperatur-alarmen måske ikke virkede eller overhørtes, eller skønt måske alligevel registreret da uden at kunne gå ned og rense ! Jeg kunne være gået ind for sejl eller anjkret måske med ødelagt motor – men neej, venner – rettidig omhu – husk det ! Eller som Bohr sagde : – Ignorans er ingen garanti for succes ! – Det giver måske lidt ro, men øjnene på de ti fingerspidser, skal man lade registrere uafladeligt. Det bliver vane.

27. februar : Mødet ved milepælen

Men det var nu den 16. at jeg blev ramt af civilisationen efter 6.200 sømil og 75 døgn på havet efter for motor i roligt vejr at kunne tage den lidt nærmere rute indenom South - og Northern Bruny Islands i lavt afmærket vand mellem skovklædte kyster og nå Hobart kl. 2 om morgenen. Og faktisk skete det to døgn tidligere, hvor en flue havde sat sig på min ostemad, og jeg var pludselig ikke alene mere. Det eneste, jeg vidste om Hobart og Tasmanien var, at det var her, vores kronprinsesse kom fra. Men det var også det vigtigste. Jeg bliver uendelig træt og bedrøvet, når jeg læser stedbeskrivelser forinden. Berøvet chancen for det at opdage, resterer da kun afkrydsning med flueben i margenen af det anbefalede, og man kunne helt have sparet sig rejsen og nøjedes med bogen. Grænsekontrollen delte ikke helt dette synspunkt.

På mit digitale navnløse søkort – jeg har et andet med navne og betegnelser, men det er ikke nær så spændende – der antog jeg de mange små udstikkende streger, hvor byen begyndte, for en marina eller i det mindste en småbådshavn og stak i totalt havblik kursen derindad. Udenfor var angivet ankerområde, og et væld af småbåde og bøjer holdt her da også i mørket blikket beskæftiget, hvor de 20 meters dybde dog fraholdt mig lysten til der at filtre mit anker ind i alle deres kæder og moorings-ankre. En åbning ind mellem alle de fine både lokkede og jeg sneg mig ind og fandt en ledig plads uden at møde et øje.

Udhvilet men tidligt oppe skyndte jeg mig gennem portene ind til Yacht-klubbens kontor og undskyldte min forvorpenhed, men søde Nicole Mudge sagde, at det var helt i orden. Ham på pladsen var oppe på bedding i hvert fald to dage endnu, og da jeg spurgte om Immigration og Told gav hun mig et par numre på noget, der hed BIOSECURITY. Nå, tænkte jeg, nyt smart navn – B stod nok for Boarder, I for Immigration, O for Organ eller Organisation – og resten af navnet var jo til vore alles bedste. Jeg lånte en telefon af Anthony på deres værft, hvor jeg straks gik over for optagningsaftale, og ringede og fik en venlig dame. Hun skulle nok dirigere videre – hun var hjemme i dag, for hendes hund var syg, eller sådan noget. Indtil de dukkede op, gik jeg op i byen og hævede kontanter, sendte breve, købte mælk og en frisk avis.

Tilbage i Royal Yacht Club of Tasmania blev jeg modtaget at et par velekviperede herrer i uniform, skudsikre veste og bevæbnede til tænderne. De var fra Boarder-Force forstod jeg efterhånden, hvor Biosecurity er en veterinær-økologi- og forureningskontrol, jeg efterfølgende skulle underkastes ved Kings Pier Marina længere inde i havneområdet den følgende dag kl. 09.00 – præcist ! Boarder-Force kontrollen udviklede sig til et besøg af 14 mere eller mindre bevæbnede personer, to hunde – den ene med sko på – en våbensmed og båndoptaget afhøring hvor jeg indtil videre hverken var arresteret eller tilbageholdt, men ikke havde pligt til at udtale mig, men kunne få min advokat til stede i afsondret lokale. Så fulgte adskillelse af skibet og mig i atomer og beslaglæggelse af sælskindsprodukter, rensdyrtak, tobaksblade og geværer med ammunition, hvor jeg tilbragte de sidste to eftermiddagstimer siddende udenfor på pontonbroen i regnvejr, hvor jeg dog fik imødekommet begæringen om min paraply, så jeg kunne læse avisen, uden at bogstaverne flød sammen. Til sidst røg tålmodigheden, og jeg meddelte dem, da de øjensynlig var færdige, at jeg var glad for, min hustru ikke var med, for dette havde hun ikke tolereret – og vendte dem ryggen og gik ombord.

Jeg skulle have meddelt dem ankomsten senest 4 dage inden – men hvordan ved man overhovedet noget overhovedet, når reglerne laves konstant om, så man er en forbryder, hvis ikke man sidder med næsen 24 timer i døgnet i computeren i stedet for at sejle. Så hellere opføre sig ordentligt og stole på folks fornuft. Der var ikke et øje på Kings Pier næste morgen, men jeg fik støvet det gamle telefonnummer frem og lånt en mobil, og kl. 11 dukkede Jonah, Jeremy og James op i nystrøgne uniformerer matchende mit sorte officielle dress, og vi kunne umiddelbart have præsenteret os som ”The four J-s” og leveret musikalsk underholdning på kajen. I stedet fik jeg deres underskrift på, at alt var i orden og lov til at betale dem 2.300,- kr (450 Aus$) herfor, og for at de ville komme og afhente bundbegroningen fra skibet på værftet, når det var spulet af. To dage efter kom Boarder-Force tilbage med mine sælskindshjemmesko og andre ikke-udryddelsestruede effekter – tobakken inklusiv stoppet pibe, tobaksblade og tobakspung ville også dukke op, mens de med gevær og ammunition ikke vidste endnu – og de var helt blevet mennesker igen.

Tasmanske grønlændere

I en by kan man alt – men som Storm P siger : – det er også alt hvad man kan. Det har dog udfyldt hver eneste dag fra 7 om morgenen til midnat og vil det to dage endnu inden afgangen mod Tahiti, hvor min hustru Dorthe står parat medio april til at blive sejlet til Påskeøen. Ruten går via Cook Strait på New Zealand, men uden anløb, skønt jeg også her har visa. Jeg har ikke tid, og ydermere siges de at være endnu mere gale der end myndighederne i Canada og Australien – og det siger ikke så lidt.

Nej langt hellere nu vil jeg fortælle om især nogen særlige mennesker, jeg mødte her. Først og fremmest Ivalu Greig og Lisbeth Sills – den første tidligere Søvndahl Petersen og sidstnævnte Hotel Nikomut fra Aasiaats barnebarn – tidligere Bourup. Dorthe havde sat os i forbindelse med hinanden, og anden aften spiste vi sammen i yacht-klubben med Ivalus mand David og deres to henrivende døtre – der er lige så forskellige, som to dråber vand ikke er – Nivi og Amely – og så Lisbeths ældste søn Oscar – muligvis k i stedet og en frisk og opmærksom fyr. Og i går mødte jeg så Lisbeths mand Adam – født 2 måneder før vores Adam – og deres yngste søn Jack – sammen med venner og håndværkere til deres house-warming på tilbygningen 12 år efter indflytningen ude i Huonville – eller var det Huontown 40 miles herfra – eller var det kilometer – hvor Ivalus bor 10 minutter derfra – og det ér minutter.

Chuck og Inga Rose fra Nuuk havde i ugens løb uafhængigt skrevet til mig, at dem skulle jeg tage at besøge – og det var altså sådan en fornøjelse – to friske kalaallit der ad forskellige veje var havnet her, som gjorde det godt og var tydeligt glade for deres tilværelse, familie og arbejder her. Tamanien er en god ø. Ufremkommelig skov og stormfyldt klippeland på vestkysten, hvor det regner 300 dage om året – landbrug i midten med æbler, kirsebær, kartofler og kvæg – og så Australiens regnfrieste overskuelige storby på østkysten. Ivalu havde en særlig gave med den første aften – en bog om Huon Pine, hun havde fundet i en bogkasse – fyrretræet, der blev skovet på den ufremkommelige vestkyst af seje rigtige australske skovhuggere, træet som er berømt for sin uforgåelighed og nu ligger i skæve stumper her ombord bragt af vennerne til at skære figurer i, efter fedtstenen er sluppet op – sammen med Sassifrass og King Billy, dog intet Myrtle, Yellow Gum, Celery Pine og Eucalyptus, som de også skovede derude og flåede nedad floderne til afhentning mellem stormene ved Piemont, Maquarie, Spero River og Davey Bay - mens de levede af ingenting og den lille Wallaby-kanguru og sled i det, mens den Tasmanske udryddede pung-tiger stadig spadserede rundt.

Grønlandske amerikanere

Og så lykkedes en halvandet år gammel aftale om at møde Robin Bell og Karl Kopland fra Nyack, Hudson – New York, når de lå her i Hobart i deres sejlbåd ”Mabel Rose” efter at være sejlet gennem Panama den anden vej rundt, og hun har et 5 måneders arbejde på Naturinstituttet her i Hobart. De samlede os op i yacht-klubben i Nyack i 1996, da vi sejlede forbi i 1996 sammen med vores to yngste – Kimmernaq og Adam – men der er langt flere grønlændere, der kender hende og som hun kender især gennem vores Pinngortitaleriffik. Med NASA har hun via satellit og overflyvninger kortlagt både dybdeforholdene i de isdækkede polare grønlandske farvande og landet under indlandsisen. Og i et projekt, der hedder : ”Greenland Rising” var hun lykkelig for, at da det amerikanske forskerhold af Corona-pandemien var forhindret i at komme herop og foretage nærstudierne af havbunden af især Aasiaat-området, at hun trygt og med succes kunne overlade dette til 4 kalaallit ombord på havundersøgelsesskibet ”Sanna” : – de to videnskabelige ingeniører Aqqaluk Sørensen og Karl Zinglersen samt de to studerende Jane Lund Plesner og Ninni Jeremiassen – den ene heraf fra Aasiaat. Vi spiste nu sammen ombord, hvor de ligger ved Kings Pier, inden de om nogen tid fortsætter nordpå indenom Great Barrier – og jeg mod Tahiti, Dorthe – og Påskeøen.

AG - 08/03-2023

Klik her for at læse