Chefredaktøren anbefaler: På detektivjagt i forhistorien

UNESCO-områderne Kujataa i Sydgrønland og Aasivissuit-Nipisat ved Sisimiut i Vestgrønland rummer vigtig viden om Grønlands historie, forskellige inuitkulturer og de godt 500 år med nordbokultur.

Kujataa-områdets kulturlandskaber vidner om nordboernes bosættelser og landbrug i Østerbygden fra omkring 985-1450, mens Aasivissuit-Nipisat-området har dannet ramme om inuits kystfangst og rensdyrjagt i næsten 4.500 år på en strækning fra kysten til indlandsisen. Her følger nuværende fangerfamilier samme årscyklus og jagtruter som forfædrene, mens fåreholdere ved Kujataa driver dyrehold de samme steder som nordboerne.

Fortsættelsen af tidligere tiders livsførelse og den overleverede viden om dyrene til vands og til lands, jagt, landskab, klima og årets gang betyder, at mange lokale har viden om og forståelsen af de to områder gennem fortid og nutid. En viden, som forskere fra de nationale museer i Nuuk og København har stor gavn af at indlemme i arbejdet med at afdække historiens gang på de to grønlandske nøglelokaliteter.

Vigtigt med dialog

Denne sommer fortsætter arkæologer, antropologer og naturvidenskabsfolk deres flerårige undersøgelser af Kujataa og Aasivissuit-Nipisat som led i projektet ”Activating Arctic Heritage” (omtalt her i avisen d. 25. maj).

Ud over arkæologiske udgravninger, udtag af jord-, pollen- og planteprøver til analyse og rekognoscering i landskabet er der også skarpt fokus på dialogen og inddragelsen af de lokale i arbejdet med at udforske de to UNESCO-lokaliteter:

- Med det her forskningsprojekt har vi helt fra begyndelsen sat os for at formidle og inddrage de lokale mere for sammen at skabe en viden og bevidsthed om de her to vigtige kulturlandskaber i Grønlands lange historie. Selvfølgelig giver de arkæologiske undersøgelser og efterfølgende analyser en række konkrete, videnskabelige resultater. Men hvis vi bringer dem i spil hos de lokale på forskellige vis, kan vi kvalificere den samlede viden. For de lokale er ofte meget interesserede i deres områdes fortid, og mange af dem ved også ting, som vi kan få glæde af. Det giver en fælles viden og ansporer de lokale til at tage ejerskab over stedet og deres kulturarv. På den måde bliver arbejdet med at søge viden og passe på lokaliteterne både bedre og mere langsigtet, forklarer antropolog Anne Mette Randrup Jørgensen fra Nationalmuseet i København.

Digital historiefortælling

Et af de første initiativer til dialogdelen af AAH-projektet skete i samarbejde mellem nationalmuseet i Nuuk og museet i Sisimiut omkring såkaldte Community Storymaps. Altså digitale online-kort med fortællinger og viden hentet fra lokale om deres eget liv, brug af naturen til jagt og fiskeri, stednavne, barndomsminder og ting, som de har fået fortalt af ældre i familien.

- Forskellige museumsledere fra museet i Sisimiut har igennem en årrække indsamlet historier fra de lokale og optaget dem på kassettebånd. Dem har vi nu digitaliseret i samarbejde med den lokale radio og lagt på nettet som et online-kort, hvor man kan klikke rundt, læse og lytte til fortællingerne. Vi har også selv talt med folk og indsamlet mere viden for at skabe en slags levende kulturarv. Vi har jo en del kilder på tryk, men her kan folk lytte med og være med til at genopdage viden. Blandt andet om de store indlandsjagter på rensdyr, som man havde op til 1960’erne, men som er ophørt i dag. Nu kan man høre de gamle fortælle om dem og alle stednavnene, der ofte knytter sig en fortælling til og som fungerer lidt som GPS-positioner i landskabet, siger museumsleder Frederik Fuuja Larsen fra nationalmuseet i Nuuk.

Storymap-projektet er udført i samarbejde med museumskollegaen Hans Harmsen, der har stået for en tekniske side af sagen, mens Frederik Fuuja Larsen og studentermedhjælper Jens Kanuthsen har stået for dataindholdet.

- Det er vigtigt, at alle aldersgrupper føler sig inddraget, så vi har også samarbejdet med gymnasiet i Sisimiut og lavet workshops der og deltog også i den store Science Week i november sidste år. Det er tydeligt at mærke, at folk kender os nu og møder op til de forskellige ting med en stor nysgerrighed, fortsætter Frederik Fuuja Larsen.

Historien i billeder

Det er blevet til en hel række formidlingsturneer siden 2019 i byer og bygder i de to UNESCO-områder. Senest var Frederik Fuuja Larsen sammen med Anne Mette Randrup Jørgensen og den grønlandske kunster, Nuka Konrad Gotfredsen, i Sisimiut og Kangerlussuaq i april-maj i år for at holde workshops om at tegne sin egen kulturarv.

På et genbesøg på GUX i Sisimiut holdt de to museumsfolk oplæg om al den nye viden om jagten, landskabet og traditionerne, hvorefter Nuka Konrad Gotfredsen holdt en tegneworkshop. Her fik eleverne kendskab til nogle af de historiske grønlandske malere og lærte forskellige tegneteknikker til fortælle historier i tegning og billeder.

- Det at tegne sin historie, sin by eller andet gav helt tydeligt de unge en anden måde at fortælle på end gennem ord og en anden bevidsthed om sine omgivelser. Vi har også holdt mere traditionelle oplæg, som er blevet live-streamet på Facebook og fulgt med stor interesse. Det giver jo mulighed for at nå bredt ud. Arbejdet stopper ikke med AAH-projektet næste år, for vi fortsætter med at indsamle lokale viden og lægge det ind på vores kort, påpeger Frederik Fuuja Larsen.

- Ud over tegneworkshops har Gotfredsen også billedliggjort de nye resultater af undersøgelserne ved Nipisat, Aasivissuit og andre steder med smukke malerier, der formidler den samlede viden om disse historiske lokaliteter.

Allerede i 2019 fik man i Kujataa fremstillet sådanne akvareller til de centrale historiske steder, og man nu også se dem på standere ved ruinanlæg i UNESCO-området mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Akvarellerne skal indgå i den nye udstilling om Aasivissuit-Nipisat, som Sisimiut Museum efter planen åbner i 2023.

Åben udgravning

Denne sommer er der udgravninger på Nipisat og Arajutsisut nær Sisimiut de første tre uger i august, og i Sydgrønland kommer forskere til at myldre rundt blandt andet omkring Qassiarsuk og Igaliku.

Ved kirkeruinen på nordboernes bispesæde Gardar i bunden af Igaliku fjorden ligger godt 2.000 nordboer begravet, og her tager arkæologer og antropologer atter fat på at udgrave kirkegården.

Stedet er også en turistlokalitet, så både lokale samt besøgende fra ind- og udland lægger tit vejen forbi. Sidste år afholdt man både besøgsdage på udgravningerne, UNESCO-dag på det nærliggende Qassiarsuk og foredrage i samarbejde med museer og sitemanagers.

I år er der også planlagt åbnet hus på udgravninger ved det tidligere bispesæde på datoerne: onsdag d. 27. juli, 3. august, 10, august og 17. august fra kl. 14-16. Lørdag d. 6. august er der et større arrangement, en UNESCO-dag, hvor arkæologer, naturvidenskabsfolk, Kujataas sitemanager Aka Simonen og ranger Else Arnaq Bjerge er til stede og fortæller.

Et lignende arrangement sidste år var ifølge udgravningsleder Dorthe Dangvard Pedersen og antropolog Anne Mette Randrup Jørgensen en succes.

Mange mødte op med stor interesse og masser af spørgsmål. Forskerne fremviste fund ved opstillede borde og fortalte, mens naturvidenskabsfolk demonstrerede avancerede måleapparater og droner.

Viden fra lokale

Netop naturvidenskabsfolk havde sidste år stor glæde af dialogen med lokale i Kujataa-området, da det er afgørende for deres senere analyser, at de får udtaget prøver de rigtige steder.

- En del af vores arbejde går ud på at rekonstruere ændringer i klima og miljø over de sidste 2.000 år for at påvise de livsbetingelser, som inuit og nordboerne havde. Megen af den viden kan vi faktisk aflæse af sø-sedimenter, altså lagene i søbunden. Men det er ikke ligegyldigt hvilken sø, og vi gjorde os umage med at finde en sø, der lå afsides og var mindre udsat for påvirkning. Men så hørte vi fra en lokal fåreholder, at den nøje udvalgte sø tørrer ud hvert år, og så er den ubrugelig for os. I samråd med fåreholderen fandt vi så nogle søer, der havde mere potentiale rent videnskabeligt, forklarer seniorforsker Cathrine Jessen fra enheden for Miljøarkæologi og Materialeforskning på Nationalmuseet i København.

En anden, interessant oplysning for forskerne var betydningen af tilstedeværelsen af sne:

- Et varigt snelag yder ifølge fåreholderne beskyttelse for en græsmark hen over vinteren og sikrer rigelig græsvækst om sommeren og dermed dyrefoder. Udebliver sneen, så påvirker det altså mængden af græs. Det har jo også gjort sig gældende i tidligere tider, så vinteren er altså også en vigtig årstid, som vi er nødt til at have med i vores overvejelser og analyser fremover, konstaterer Cathrine Jessen.

Jord er spændende!

Museumsinspektør Peter Steen Henriksen fra enheden for Miljøarkæologi og Materialeforskning på Nationalmuseet i København arbejder også i området omkring Kujataa med fokus de afgrøder og kornsorter, som har været dyrket her i tidligere tider.

- Kulturlag og især gamle køkkenmøddinger afspejler de afgrøder, som nordboerne havde held med. Især brændte kornkerner er guld værd, og sidste år floterede vi over 1,5 tons jord fra en nordbolokalitet lidt nord for Igaliku i jagten på viden om de her tidlige arktiske landbrug, fortæller Peter Steen Henriksen.

Flotering sker ved at smide den opgravede jord i vand, hvorefter trækulsrester, brændte korn og knoglerester flyder ovenpå. Derved kan forskerne nøjes med at bringe rent analysemateriale med hjem fremfor kassevis af jord, som det er sket tidligere.

- Enkelte af de lokale fåreholdere var meget interesserede i vores undersøgelser af det tidlige landbrug. Nordboerne kom jo til Grønland i en periode med varmere klima end nu og dermed med gode betingelser for at dyrke blandt andet korn, siger Peter Steen Henriksen.

En stor interesse oplevede Peter Steen Henriksen og hans kollegaer også fra en folkeskoleklasse i Narsaq under et besøg november sidste år. Her medbragt han poser med jord fra udgravningerne, og det gik rent ind hos eleverne:

- Skolebørnenes lærer havde advaret os om, at de nok ikke gad høre timelange foredrag. Så jeg tog jordprøver og plancher over de forskellige fundtyper med, og så fik de lov til at slå sig løs. De blev vildt opslugte af at undersøge jorden og fandt da også små trækuls- og knoglerester. Bagefter gik vi ned til en lokal nordboruin, som ingen af dem faktisk kendte. Deres store interesse og nysgerrighed var tydelig - hvem ved, om vi har sået et kim til en kommende arkæolog iblandt dem, lyder det skælmsk fra Peter Steen Henriksen.

Samarbejdet mellem forskere og lokale går altså begge veje. Mange fåreholder-koner i Kujataa-området fungerer også som lokale turistguider med viden om nordboruinerne omkring deres gård. Denne øgede bevidsthed og glæde ved den lokale kulturarv munder forhåbentlig ud i en mere sikker fremtid for de to unikke, grønlandske UNESCO-sites.

Køb avisen AG her:

AG Uge 28 2022

Klik her for at læse