Chefredaktøren anbefaler: Múte B. Egede: Vi skal glæde os over succeserne

I snart to år har Múte B. Egede været regeringschef. Vi er nu halvt igennem valgperioden. AG har mødt toppolitikeren til en snak om centrale punkter på hans politiske agenda og erfaringer vad at stå i spidsen for Naalakkersuisut.

Múte B. Egede er nødt til at strukturere sin hverdag med hård hånd for ikke at gå ned med stress og jonglere mellem et krævende job og familiemenneske. Hvis han skal have pulsen ned, går han gerne en tur.
Offentliggjort

- Vi kan ikke være enige om alting. Men vi skal være villige til at arbejde for samme mål: At gøre dagen og hinanden bedre.

Det siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.

Inuit Ataqatigiit-formanden har siddet på formandsposten i to år – altså halvdelen af valgperioden. I den forbindelse mødte AG forleden den 36-årige regeringschef.

Men lad os først skrue tiden tilbage.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Onsdag meget tidlig morgen den 7. april 2021 stod det klart, at IA havde vundet Inatsisartutvalget. IA gik fire mandater frem og havde fået 12 af de 31 pladser, mens Siumut holdt status quo med ti pladser. Kort efter kom Múte B. Egede til at stå i spidsen for den nye koalition, som den yngste formand nogensinde. Den første koalition talte IA og Naleraq med Atassut som støtteparti. Alliancen holdt lige knapt et år, så blandede Múte kortene igen og fik præsenteret en ny koalition den 4. april sidste år, hvor Siumut og IA gik sammen.

I hjørnekontoret i Selvstyretårnet er familiefaderen til to – snart tre børn – klar i mælet, når det gælder vurderingen af valgperiodens første halvdel:

- Udfordrende, men det har også været en tid, hvor jeg føler, at jeg har ydet noget godt for samfundet, selvom jeg har måttet træffe nogle upopulære beslutninger af og til, siger Múte B. Egede og fortsætter:

- Jeg har godt vidst, at med et ansvar af den her kaliber kan man være nødt til at træffe upopulære beslutninger, men man får en mulighed for at præge samfundet i en bedre retning end i dag.

Ingen dato

Forfatningskommissionen afleverede i fredags sit udkast til forfatning og betænkning - et par år for sent. Da AG gennemførte interviewet var betænkningen endnu ikke afleveret, men det afholdt ikke formanden fra at kommentere selvstændighedsspørgsmålet, der ligger i forlængelse.

- Jeg arbejder hver eneste dag på, at vi kommer en dag tættere på at blive selvstændige. Men det er ikke mig, som skal beslutte datoen. Det er op til befolkningen. Det er dem, der reelt bestemmer, hvornår vi skal blive selvstændige, siger Múte B. Egede, der gerne ser, at forløbet sker på samme måde som ved selvstyrets indførsel, hvor der var et overvældende flertal for at arbejde for at indføre Selvstyreloven.

- Den dag det grønlandske folk kommer med ønsket om at blive selvstændigt, skal politikerne lytte. Det er naturligt, at man gerne vil være herre i eget hus.

Nye muligheder

For en måneds tid siden rokerede Danmark landets ambassadører. Deriblandt den arktiske ambassadør. Et valg, som skete uden inddragelse af Grønland, der gerne så, at ambassadøren havde haft etnisk grønlandsk oprindelse. Men der blev ikke lyttet til Naalakkersuisut. Valget faldt i stedet på Tobias Elling Rehfeld, som kommer fra en ambassadørpost i Afrika.

- Det er problematisk. Vi har været meget klare i vores ønske. Vi vil have indflydelse på udpegningen. Et spørgsmål, vi tidligere har bragt op på regeringsniveau. Sagen er ikke glemt. Ved rigsmødet i juni her i Nuuksætter jeg spørgsmålet på dagsordenen. Sagen vil også blive bragt op før samt på kontaktudvalgsmødet mellem Grønland og Danmark. Det her er problematisk. At vi som oprindeligt folk i Arktis bliver ignoreret på den måde, fastslår Múte B. Egede, der på rekordtid blev kastet ud på den store internationale, politiske scene, da han kom i spidsen for Naalakkersuisut.

I maj 2021 – kun en måneds tid efter valget – ankom den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken til Kangerlussuaq, for blandt andet at høre om klimaforandringernes påvirkning af Grønland. USA og Grønland har været historisk bundet siden 1800-tallet, men der fornemmes nye tider. Måske bedst illustreret med etableringen af det amerikanske konsulat i Nuuk.

- USA er begyndt at spille en endnu større rolle. Jeg tror - vi vestlige lande og vores tætteste allierede - har sovet i timen. Det gælder det generelle og forstærkede fokus på betydningen af Arktis og krigen i Ukraine, der viser stormagternes nye positioner.

- Derfor er det tætte samarbejde genopstået netop nu. Og med den uro, der præger verden, bør vi forvente et tættere samarbejde med de lande, som vi har værdifællesskaber med, heriblandt USA. Det er uundgåeligt, siger Múte B. Egede, der ikke kun har øje for sikkerheds- og forsvarspolitiske relationer mellem Grønland og USA, der typisk fremhæves, men også mulighed for eksportmuligheder.

- Med krigen i Ukraine står det klart, at Grønland ikke skal være for afhængig af enkelte eksportlande. Vi er som fiskerination nødt til at have et eksportmarked, der er mere diversificeret. Vi skal sikre, at vores egen vækst og økonomi ikke er for sårbar.

Motto

Under den Siumut-baserede Kim Kielsen-regering kritiserede Múte B. Egede og den daværende opposition Kielsen for manglende synlighed. Det er et skudsmål, der ofte også bliver sat på Múte B. Egede.

- Man kan altid gøre det bedre. Det er et centralt punkt for mig. Alt kan gøres bedre, også de ting, vi lykkes med, siger regeringschefen, der hævder, at åbenhed er vigtigt for ham.

- Vi er så tilgængelige som muligt. Er vi ikke det på et aktuelt tidspunkt, prøver vi at være det bagefter.

- Jeg synes faktisk, at vi gør en stor indsats for at være tættere på borgerne og være så åbne som muligt. Fra det nye år er vi begyndt at afholde borgermøder på en anderledes måde, så langt flere kommer til orde og får sin mening igennem til politikerne. Vi er tilsvarende blevet bedre til – måske ikke via de traditionelle medier, men sociale medier – at fremvise de emner, vi arbejder med.

Bedre fremtid

De sidste to år har budt på en række uundgåelige udfordringer, sådan som det er for alle regeringschefer. Men særligt at sikre velfærden ligger Múte B. Egede voldsomt på sinde i det politiske arbejde.

- Der er ingen tvivl om, at uligheden stiger i samfundet. Med ulighed kommer der altid nogle følgevirkninger, der påvirker det sociale liv. Den største opgave er at få skabt et system for borgerne, der sikrer velfærd i dagligdagen. Den struktur vil vores efterkommere også komme til at nye godt af. Politikere har en pligt til at arbejde for, at alle får en bedre dagligdag. At vi har det bedre i dag end i går, men ikke mindst så vores efterkommere kan overtage et land, der er bedre end det, der er, siger Múte B. Egede, som fremhæver betydningen af, at borgerne skal hive hinanden op.

- Vi skal være bedre til at rose hinanden.

Det gælder også for koalitionen, der skal gå forrest. Han peger således på den seneste finanslov, der fik tilslutning fra alle partier.

- Det viser, at vi vil noget sammen for alles bedste. Den nye ejerskabspolitik har også et bredt forlig. Det er vejen frem, synes jeg. Det vil sikre levestandarden og mindske frustrationerne i samfundet, siger han og opfordrer til konstruktiv kritik uden at gå til angreb.

- Når noget lykkedes, skal vi kunne se hinanden i øjnene og glædes over at det, siger Múte B. Egede.

Efter sigende, så har efterdønningerne fra corona-epidemient, krigen i Ukraine- og inflationen ramt Grønland mindre, end den har ramt resten af verden. Men der kan stadig komme uheldige konsekvenser.

- På trods af stigende priser har Grønland været noget mere forskånet for inflationen set i forhold til andre lande. Det skyldes blandt andet brændstofpriserne, der er sikret på prisstigninger et stykke tid endnu, forklarer Múte B. Egede, der oplyser, at der bliver holdt nøje øje med inflationen og en mulig eskalering i Grønland.

- Vi har en prognose fra Økonomisk Råd, der viser, at vi stadig vil være lidt forskånet for inflation. Men hvis udviklingen løber løbsk, står vi klar til at gribe ind.

Fodslag

Under interviewet kommer vi ind på den dobbeltsprogede administration, og hvornår der bliver gjort endeligt op med den. Múte B. Egedes nærmeste medarbejdere i departementet er primært grønlandske, men der er også danske medarbejdere.

- Ligesom med selvstændighed arbejder jeg hver dag på at rykke nærmere målet.

- Samfundet er lykkedes med at bevare sproget, men arbejdet er også at fremtidssikre sproget. Det er der, Naalakkersuisut gør sin indsats, siger han.

AG spørger ind til en mulig fælles Arktisk Strategi. Den første tiårige arktiske strategi blev indgået i 2011 og siden har Grønland, Færøerne og Danmark ikke kunnet finde fælles fodslag til en ny strategi.

- Vi skal selv gøre noget. Vi skal have vores egen Udenrigs- og sikkerhedsstrategi på plads som det første, så må vi tage det derfra, lyder det kortfattet fra Múte B. Egede til spørgsmålet, der i stigende grad skaber spændinger mellem Grønland og Danmark.

Powered by Labrador CMS