Chefredaktøren anbefaler: Mit liv som guide

Selvom jeg er grønlænder, så kan jeg ikke gemme min fascination overfor turisterne, når vi ser hvaler, eller når isbjergene kælver. Det er en ubeskrivelig oplevelse, og det er tankevækkende, at se hvor hurtigt indlandsisen smelter.

Gletsjerkanten ved Sermeq Kujalleq (Ilulissats berømte isfjord) har trukket sig 12 km tilbage fra 2002-2006 – dette er usædvanligt stærkt ifølge is -og klimaeksperterne, og det er virkeligt skræmmende. Men hvad med situationen i dag?

Der er ikke flere af de store isbjerge, som var langt højere end fjeldene i Ilulissat. Dem, vi ser nu, er meget mindre, fortæller en af kaptajnerne fra Disko Line, da vi er på hvalsafari. Det var med til at bekræfte, hvor hurtigt isen smelter.

Et eller andet sted i mit hjerte gør det ondt, men jeg følte også stolthed indeni. Jeg kunne lige pludseligt forstå turisternes fascination over vores overlevelsesinstinkt.

Jeg sejlede med 11 turister, da talte med kaptajnen om de gode gamle dage i Ilulissat. Gruppen var international. Der var en familie fra Indien (konen havde kun sandaler på), to fra Schweiz, tre fra Tyskland & tre danskere, som alle skulle være i Ilulissat i flere dage.

Familien fra Indien var rigtig sjove. De kunne ikke rigtig forstå, at indlandsisen var frossen sne pg at isen, vi ser på havet, kan være 250.000 år gammel. De troede, at isen på havet blev suget tilbage til indlandsisen. De tog billeder hele tiden og havde ikke den samme situationsfornemmelse, når de andre turister gerne vil tage et billede. Det var sjovt, så jeg hjalp en ældre dansk dame, så hun kunne have sine minder på hendes Ipad.

En time før den tre timer lange tur sluttede, kaldte jeg alle samme, så de kunne få flere informationer om hvaler i Grønland. Det var de taknemlige for. Andre turister valgte ikke at lytte. De er tit så fascineret, at de bare venter på, at hvalerne kommer op igen. Som guide skal jeg tænke på, at det er måske første og sidste gang turisterne oplever vores natur.

Lad dem være fascineret, ligesom du er, og giv dem masser af plads, hvis de har spørgsmål. Jeg har nu været alene som guide på hvalsafari tre gange, og hver gang får jeg et adrenalin-sus, som ikke kan beskrives.

Ja, jeg er grønlænder, og jeg er fascineret over det, jeg oplever i Ilulissat. Gad vide hvad der ellers er i vores land? Jeg kommer selv fra Nanortalik og kender til den berømte fjord, Tasermiut & Aappilattoq området, som jeg kan længes efter, når jeg er i Nuuk (største love & hate by i Grønland).

Eventyrlysten

Jeg er desperat efter at arbejde med turister. Jeg brænder for at sejle og snakke med dem. Jeg elsker selv, at rejse og opleve noget nyt. Jeg har nu været uddannet journalist på de tredje år. Så jeg er vant til at sidde bag skærmen og ringe rundt til folk om sommeren. Den ”kultur” havde jeg fået nok af. Jeg ville møde nye mennesker fra hele verden i mit eget land og opleve nordens største by med de største isbjerge.

I mandags tog jeg med to andre guider (Cecilie Friis & Inuk Olsen) op til Eqi, som er den mest aktive gletsjer i Diskobugten. Gletsjeren er 3,5 km lang og 180 m høj. Det var en fantastisk tur, og det er der, man kan føle sig presset.

World of Greenland har hytter og vandreture på gletsjeren og campen er blevet udviklet gennem 10 år. Dagen før rejsen til Eqi er det guidernes opgave, at pakke alt maden og diverse mangler til campen. Man kører frem og tilbage til guidernes hus, butikker og til kontoret for at være sikker på, at turisterne ikke kommer til at mangle noget i Eqi.

Dagen efter - tidligt om morgenen - henter man alt det, man har pakket og bringer ned til båden. Derefter hentes gæsterne, som kan være helt op til 60 mennesker. Så der er altid gang i den. Under sejlturen snakker man med turisterne og sørger for, at de får deres morgenmad og frokost i båden.

Når man endelig er ved Eqi gletsjeren fortæller guiden om indlandsisen, og hvorfor Eqi gletsjeren er speciel i forhold til de andre i Ilulissat-området. Jeg havde en forventning om, at jeg vil få tid til at skrive denne artikel i båden, men det gjorde jeg ikke, for der er meget, at se til. Vigtigst af alt er at kaffe og tekander hele tiden skal være fyldte. Så man skal ikke have forventninger til noget som guide. Alt kan ændres, og det skal nok blive sjovt. Vær eventyrlysten og snak med folk, også selvom dit engelske ikke er tiptop (mit er ikke, og jeg kan). Oplevelserne som jeg havde forventninger til,har jeg allerede oplevet nu, og alt er ekstremt. Sådan har jeg aldrig tænkt over mit eget land.

Lavt løn

Jeg har nu arbejdet lige præcis i 14 dage. Jeg er stadigvæk ny og lærer forskellige områder i World of Greenland. Guidelivet er hårdt, og lønnen er alt for lav. Jeg kan godt forstå de lokale, der ikke vil starte i turistbranchen.

Husleje, madvarer, arbejdstimer uden overtimeløn samt den spontanitet der skal til for at kunne arbejde 100 procent som guide kan være uoverskuelig. Hvis ikke jeg selv brændte for at sejle, snakke med turister og ”bare” arbejde i to måneder, så tror jeg desværre ikke, at jeg havde valgt guidelivet om sommeren.

Det er et sæson-job, og jeg tror, at man virkelig skal arbejde sig frem til det, for at en virksomhed kan køre året rundt. Reglerne og struktureringen af systemet egner sig måske ikke helt til vores land. Jeg ved det ikke, men det er det, jeg kan fornemme. Jeg er den eneste lokale guide blandt 28 andre unge danskere, som er blevet sendt herop, så de kan opleve en masse ting ligesom jeg. Selvfølgelig er der noget positivt over det, men jeg tror, man taber en masse lokal viden og informationer om det moderne Grønland.

Jeg mener selv, at der burde være strammere regler for at lade lokale arbejde med turister om sommeren, men vi skal heller ikke udelukke de unge danskeres interesse til vores land. Vi kan arbejde fra klokken 07:30 om morgenen og 12 timer frem. Det kan være udfordrende at holde smilet oppe. Men det er også noget, man får erfaringer af. Du lærer at håndtere forskelligt pres og stå tidligt op igen for at gøre turisterne glade. Det synes jeg i sig selv er interessant og en positiv oplevelse, som jeg vil anbefale til f.eks. gymnasieelever.

Når jeg begynder at fortælle om Saqqaq, Dorset og Thule kulturen, bliver jeg stolt. Jeg kan tit se, hvor nysgerrige folk bliver og nærmest takker mig for, at vi stadigvæk lever i dag. Vi har en unik historie, som alle andre lande i verden. Vi skal være stolte over vores identitet og kultur. Så jeg vil anbefale, at det moderne Grønland i dag skal tage meget mere fat på den grønlandske og Inuits historie både i Folkeskolen og på gymnasierne. Det har jeg manglet i folkeskolen og på gymnasiet. I stedet for at lære om Hans Egedes tid hele tiden, hvor jeg mener, at grønlænderne blev ofre, så hellere fortælle om dengang vi var unikke og stærke nok til, at vi kunne klare og selv.

Køb avisen AG her:

AG Uge 30 2019

Klik her for at læse