Chefredaktøren anbefaler: Mit gode liv i Nuuk

Der skulle ske noget nyt i 1987 for ægteparret Østergaard Nielsen, som ville ud og missionere.

Af deres kirke, Apostolsk Kirke i Danmark, blev de opfordret til at søge til enten Tønder eller Godthåb, som det hed dengang.

Valget faldt på Grønland frem for Sønderjylland.

I Godthåb var der en lille menighed, der talte fem danskere og to grønlændere.

Med ti år i bagagen som uddannet skolelærer fik John Østergaard Nielsen job på Ukaliusaq Skolen i Nuuk, mens hans kone Ulla arbejdede som sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospital. Ved siden af havde de titlen af præstepar og boede med deres to små døtre, Mette og Lene, i den daværende kirke på Radiofjeldet.

- Arbejdet i kirken bestod mest af børnearbejde, altså søndagsskole og juniorklub, forklarer John Østergaard Nielsen.

I dag er der program hele ugen for børn og voksne i kirken. Og menigheden er vokset fra syv til 150 medlemmer alene i Nuuk. På landsplan er der omkring 1000 medlemmer fordelt i 15 menigheder, ifølge John Østergaard Nielsen.

Han betegner i dag sig selv og sin familie som assimilerede i den grønlandske kultur, men dengang i 1987 var der mange ting at skulle vænne sig til.

- Det var en kæmpe omvæltning, selv om vi syntes, vi havde forberedt os godt. Alt var anderledes. Ingen træer og mange huse havde ikke træk og slip. Dét havde jeg misset i min research, husker John Østergaard Nielsen med et smil.

Efter tre år, og endnu en datter, Hanne, rigere, rejste familien tilbage til Danmark, men der kom ingen afløser i kirken for dem. Derfor fortsatte John som præst og pendlede mellem Grønland og Danmark, indtil han og familien besluttede at vende tilbage til Nuuk i 1992. Denne gang i en fuldtidsstilling som præst for kirken.

Frikirke-fusionen INO

Langsomt begyndte menigheden at vokse.

I 2000 blev den Grønlandske Frikirke – Inuunerup Nutaap Oqaluffia (INO) dannet ved en fusion af tre frikirker: Missionsforbundet, Apostolsk Kirke og Pinsekirken.

- Det blev vores mission i Nuuk at samle det lidt fragmenterede arbejde, der var i Grønland fra de forskellige skandinaviske menigheder, fortæller John Østergaard Nielsen.

Han forklarer, at de fandt frem til et fælles trosgrundlag, og i 2003 fik INO anerkendelse af Kirkeministeriet som anerkendt trossamfund i Grønland, med rettigheder og pligter. Blandt andet har kirken vielsesret.

INO er en kristen frikirke og føler et slægtsskab med den lutherske kirke, men der er punkter hvor de to er i strid med hinanden.

Det gælder ikke mindst dåbsritualet.

- Vi døber ikke små børn. Vi velsigner dem og har voksendåb, eller troendes dåb, og det har altid været et skisma. Men vi har fundet ud af at leve sammen i samme land og fundet ud af at arbejde sammen der, hvor vi kan, siger John Østergaard Nielsen og nævner Kvindernes Internationale Bededag som eksempel på samarbejde med kristne kirker.

Blandt konflikterne er også spørgsmålet om homoseksuelle. INO er med John Østergaard Nielsens ord ikke homofobe og vil gerne være åbne. Men ikke når det gælder vielsen mellem to af samme køn.

- Vi kan ikke ”overrule” (underkende, red.) bibelens ord om, at det er mand og kvinde, der indgår ægteskab, siger John Østergaard Nielsen, der forudser, at INO inden for en årrække fraskriver sig vielsesretten, hvis eller når det bliver lovbestemt, at homoseksuelle skal kunne indgå ægteskab uanset trosretning.

Lokalradio og helbredelser

Når INO nyder så stor udbredelse blandt befolkningen, skyldes det ikke mindst kirkens tilgang til elektroniske medier.

I 2009 fik INO sin egen radiofrekvens at sende på og i snart 10 år har lyttere over hele landet kunnet tune ind på ”Inuunerup Nipaa” (Livets stemme, red.) på 88,5 MHz formiddag, eftermiddag og aften og høre kristen musik og udsendelser. Man kan også lytte til stationens programmer via internettet. Lørdag aften er sendefladen overladt til ungdommen og via en facebook-side holder radioværterne kontakt med lytterne.

I 1996 havde filmen ”Jesus” premiere oversat til og indtalt på grønlandsk af journalist Ulloriannguaq Kristiansen. Den udkom på VHS og senere DVD i 3000 eksemplarer. Også den grønlandske bibel er blevet indtalt, af et menighedsmedlem Augustine Christensen, og kan lyttes til på en lille, blå transportabel radio, som kirken deler gratis ud.

- Den er vi ret stolte af, siger John Østergaard Nielsen om radioen, der er resultatet af et samarbejde med en canadisk kristen organisation.

En anden ting, der satte skub i medlemstallet, var møderne med prædikant Hans Berntsen i starten af 00’erne, hvor forsamlingshuset i Nuuk dannede rammen om fire møder, hvor op mod 500 mennesker mødte frem. Hver aften.

Deltagerne oplevede helbredelser ved såkaldt forbøn, og nyheden spredte sig, så folk ringede fra hele landet.

- Der var sort af mennesker, når vi rejste rundt, og vi så en stor vækst i tilslutningen, siger John Østergaard Nielsen, der fik iværksat bygningen af en ny kirke på Radiofjeldet i Nuuk, som blev færdig 2006.

Farvel til båd og hytte

I dag er det en gældfri kirke, ægteparret John og Ulla overlader til menigheden og 31-årige Appaleq Petersen, der er ny præst for INO i Nuuk.

Beslutningen om at rykke teltpælene op og slå sig ned i Odense, i Johns forældres hus, som de har arvet, har ikke været let, fornemmer man.

- Vi har forberedt os de sidste fem år. Men det var først for to år siden, at jeg reelt kunne se for mig, at vi kunne flytte, siger 62-årige John Østergaard Nielsen.

Som enebarn har han oplevet, hvor svært det kan være at bo langt fra forældrene, særligt da moderen døde, og faderen blev dement og måtte på plejehjem. Det har betydet mange rejser frem og tilbage de seneste fire år.

- Jeg oplevede konflikten mellem at være enebarn, eneste søn, og så menigheden. Det skabte en del moralske overvejelser, men betød måske omvendt, at menigheden lærte at stå på egne ben, siger John Østergaard Nielsen.

Det nye liv som efterlønnere i Danmark indebærer, at parret har solgt deres båd og deres hytte i Godthåbsfjorden. To ting, der har beriget tilværelsen de sidste 30 år.

- Vi sejler, går på jagt og elsker en god rensdyrryg eller røget ørred, siger John Østergaard Nielsen, der stadig er fascineret af naturen heroppe med de mange uberørte steder. Sammen med Ulla har han typisk opholdt sig i hytten fra fredag eftermiddag og til lørdag aften, inden de skulle hjem på arbejde søndag.

Han slipper ikke helt jagtinstinktet, men fremover lyder menuen formentlig på vildsvin i stedet for rensdyr.

Som erstatning for hytten i fjorden, har parret købt en ødegård i Sverige med tilhørende skov, hvor der er vilde vildsvin.

- Det er et plaster på såret over at skulle sige farvel til vores hytte, siger John Østergaard Nielsen, der har planlagt det næste halve år uden engagementer i kirken i Danmark, som ellers har haft bud efter ham og Ulla.

- Det har jeg brug for. Jeg tror, det bliver en stor omvæltning, spår han om fremtiden i Odense.