Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Kunsten at overleve selvmord
Da jeg som 18-årig gik på højskole i Danmark, havde jeg en dansk veninde, der havde mistet én gang. En oldemor, der havde haft et langt og godt liv eller sådan noget. Og på samme tidspunkt havde jeg begravet 8 af mine venner, skriver klummeskribent Nina Paninnguaq S. Kristiansen.
Da jeg som 18-årig gik på højskole i Danmark, havde jeg en dansk veninde, der havde mistet én gang. En oldemor, der havde haft et langt og godt liv eller sådan noget. Og på samme tidspunkt havde jeg begravet 8 af mine venner. Alle sammen til selvmord. Den form for død kan smitte og trække efterladte med sig.
Annonce
Når man bor i et lille samfund, kommer døden ofte tættere på. Nogen er syge. Andre er gamle. Og så er der dem, der vælger at slutte deres eget liv. Og når dét sker, så sidder man tilbage med en masse spørgsmål, man gerne vil have svar på. Fordi man ikke kan forstå ,hvordan nogen kan vælge den vej. Og her er det, jeg vil sige noget andet.
Jeg kan godt forstå folk, der dræber sig selv. Det må man bare ikke sige. Men jeg forstår smerten, og hvordan alt bare kan være lige meget. For jeg har været der. Og ikke bare på en måde hvor jeg fantaserede, men hvor jeg forinden havde planlagt, hvordan jeg skulle slutte mit liv.
For mit vedkommende har det aldrig kun været én ting, der fik mig helt derud. Det var mere en slags sammenkogt følelse af at alt mistede værdi, og at livet var lige meget. For mig handlede døden om ro. Jeg ville have fred fra alle de tanker, som jeg var for flov til at dele med andre. For hvad skulle jeg sige? ”Hjælp! Jeg vil ikke leve mere!”?
Der kan være mange grunde til, at man ikke vil leve mere. Alle kan ende dér, hvor man synes, at selvmord er den sidste udvej. For nogen skal der meget til og for andre kan én krise få hjerte og sjæl til at visne. Og langt de fleste, der er bange for de svære snakke, har en reaktion, der hedder: ”nej vælg livet” og ”det bliver godt igen” eller den værste ”tænk på din familie/venner”. For mit vedkommende gjorde disse udsagn kun min følelse værre. At jeg oveni at have det ad helveds til også skulle have dårlig samvittighed over at have det af helveds til. Alle kan dø for egen hånd. Og det er ikke et specielt nemt valg. Men nogle gange kan det føles som det eneste.
For noget tid siden begik en mand fra Sydgrønland selvmord. Jeg kendte ham ikke, men jeg ved mere om det forløb, end jeg burde, fordi det blev delt på sociale medier. Jeg kender en masse, der kendte ham, så derfor nåede det også frem til mig. Og sådan er det at bo i Grønland. Nogen dør hele tiden. Nogen vi kendte. En fars fætters søn. Det er altid nogens nogen.
Så hvad skal man egentlig sige til et menneske, der ikke har lyst til at leve mere? Det er ikke nok at sige, at man skal bede om hjælp, hvis man har det dårligt. Det er for abstrakt. At sige at man ikke har lyst til at leve mere ER at bede om hjælp. Fremtiden kan være uoverskuelig, fordi man ikke kan se sig udover nuet. Der er kun nu, og det gør ondt. Det vil man gerne have at stopper. Måske en af de mest naturlige følelser i verden. At ville stoppe smerte. Derfor er det også naturligt at ville stoppe sit liv, hvis man har ondt i det.
Hvorfor lever jeg så endnu? Fordi jeg blev mødt med forståelse. Og fordi jeg satte forhindringer op, der resulterede i, at jeg overlevede selvmord. Alle 5 gange.
På min højre og venstre langefinger har jeg en tatovering, der minder mig om hvor stærk jeg er. En pil der peger fremad med 5 takker. Det symboliserer de 5 gange, jeg mistede troen på livet. Men vandt over smerten og fortiden. Den minder mig også om, at livet går frem. Én time af gangen. Én dag af gangen. Og det er det samme med smerte. Den går også over.
Jeg var heldig at møde folk på min vej, der havde mod og styrke til at spørge mig, HVORFOR jeg var så ked af det. De lod mig snakke. Og lige meget hvad jeg sagde, så sagde de, at det var okay, at jeg havde det sådan. At jeg gerne måtte være ked af det. Og at alt hvad jeg følte, var naturlig reaktion på, hvad jeg havde været igennem.
De spurgte mig ikke, hvad jeg havde brug for. De viste mig det igennem handlinger. De inviterede på mad. De gav mig kram. Tog mig med ud at gå. Tog sig tid. Jeg fik hjælp. Også selvom jeg egentlig ikke ville have det. Den dag i dag har jeg det godt. Det er mange år siden, jeg sidst mistede lysten til livet. Så der kan jo være noget sandt i, at alt bliver godt igen. Men det kan man ikke bruge til noget, når man har det dårligt. At blive mødt med forståelse gav mig styrke til at blive ved med at leve livet. Også når det var hårdt.
Derfor tænker jeg, at vi er nødt til at snakke sammen. Os, der engang ikke ville leve mere. De eneste der ikke blander sig i debatten, er dem der engang har mistet lysten til livet. Vi ved, hvor svært det er at bede om hjælp. Vi ved hvorfor, vi er her endnu. Jeg mener, at det er der, man finder løsningen.
Lige i det her tilfælde er det ikke nødvendigvis kun dem med de lange fine uddannelser, der har svaret. Det er alle os, der engang havde det af helveds til. Hvad gjorde vi som vi kan give videre?